Anmeldelse af Puk Qvortrup: Mand og barn, udgivet på Politikens Forlag d. 31. august 2022
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Drømmen om en normativ kernefamilie er sværere end som så at opfylde i Puk Qvortrups nyeste roman, Mand og barn. Her kæmper hovedpersonen, Vibe, med at navigere i sine roller som henholdsvis enlig mor og kæreste. Hun finder det vanskeligt at holde styr på sine prioriteringer, og på en charterferie i Egypten synes det hele at ramle for hende.
Vibe er mor til sin fireårige datter Lærke, mens faren (de)Sverre for længst er trådt ud af familiebilledets ramme. I kraft af tingenes tilstand har Vibe lært at tage ansvaret i stiv arm, og har fundet sig til rette i tilværelsen som enlig forsørger. Men en længsel efter tosomhed med en jævnaldrende mand, hun kan tilbringe voksentid med, sitrer i Vibe. En dag møder hun Adam, og de falder pladask for hinanden.
Elsker, kæreste, bonusfar
Adam dumper lige ned i Vibes liv, da hun længes allermest efter det. Langsomt udvikler deres relation sig fra at være hemmelige møder efter Lærkes sengetid, til at Adam og Vibe bliver kærester, så han kommer på besøg og integreres i Vibe og Lærkes liv. Men det er ikke lutter lagkage at introducere en ny fremmed mand i sin datters liv. Lærke er kun fire år; hun har behov, reagerer som et barn og er skeptisk overfor Adam. Som både mor og kæreste vakler Vibe mellem at være en omsorgsfuld og opmærksom forælder, samtidig med at hun er syg af lyst efter Adams krop og selskab. Heldigvis er Adam en moderne og forstående mand, der ønsker at imødekomme både Vibe og Lærke. Derfor tager de alle tre på en charterferie til Egypten for at blive rystet mere sammen som sammenbragt familie:
“Vi lå og sov tæt sammenviklet, da Lærke kravlede op i sengen. Jeg så hendes forskræmte blik, da hun indså, at der var en mand i mørket sammen med os. Hun krøllede sig hårdt sammen som et pindsvin med piggene ud mod ham. (..) – Det er Adam, du kan bare sige hej, sagde jeg, og han strakte armen frem og aede hende over nakken, og hun rystede i min favn, og jeg lod ham gøre det.”
Det tragikomiske Magic Life
Charterferien går til Egypten på familieresortet, Magic Life. Et ferieparadis med rig mulighed for forskellige aktiviteter, såsom at bade ved både pool og strand, tage på dykkerture, spise i restaurant og meget andet. Alligevel er det dog, som om luften hurtigt går ud af ballonen for Vibe og Adam, der skiftevis vil noget forskelligt og ofte ender i småskænderier, fordi Lærke skal regnes med i ligningen. En af dagene mener Adam, at Lærke sagtens kan klare et par timer i Kids Club, så han og Vibe kan få lidt alenetid. Vibe går modvilligt med til det, og efterlader en fortvivlet Lærke i hænderne på en engelsktalende guide og en flok andre børn. Selvom Vibe inderligt ønsker at kunne give slip og ikke være så sippet og hønemoragtig, som Adam anklager hende for at være, kan hun ikke kontrollere sine følelser:
“- Du må altså fortælle mig, hvad der stikker dig, siger han og tørrer ansigtet i et håndklæde. – Det er jo ikke ligefrem, fordi vi har uanede mængder af tid til bare at være dig og mig, og så er det lidt ærgerligt, at du sidder her og surmuler. – Jeg surmuler ikke. Helt seriøst, det gør jeg ikke. – Du lyder lidt sur. – Må jeg ikke bare sidde her, hvis det er det jeg vil? – Er det på grund af Lærke? Jeg slår ud med hånden og kigger væk. – Så det er det altså, siger han. – Selvfølgelig er det det.”
De frie fugle, Vibe og Lærke
Udover at være en fortælling om at sammenbringe en familie, er Mand og barn også en roman, der hylder de enlige mødres kamp om at få hverdagen til at hænge sammen, selvom den ene halvdel af forældrerollen ikke er til stede. Under charterferien går det, blandt andet i kraft af de mange skænderier og diskussioner med Adam, op for Vibe, at hun og Lærke faktisk er et helt ok makkerpar. Særligt i romanens fortidsspor, der i høj grad omhandler Vibes graviditet og fødsel, får man et indblik af, hvor stærkt og trygt et forhold, der er mellem mor og datter, inden der kommer en fremmed mellem dem:
“Hun skal hedde Lærke, sagde jeg og strakte mig frem for at få mit barn tilbage. Der opstod en næsten umærkelig tøven, før min mor lempede bylten tilbage i mine arme. Lærke var ikke opkaldt efter nogen. Vi var frie fugle.”
Qvortrups roman er på én og samme tid rørende og komisk. Den stiller skarpt på selv de mindste gnidninger i et parforhold, der til tider kan virke overdrevne, ude af proportioner og principielle. Dog lukker den os også helt ind i det intime rum, der finder sted mellem forælder og barn, som altid vil være den vigtigste relation at kære sig om.
Leave a Reply