Knausgård- meditation 4

Knausgård- meditation 4

Knausgård- meditation 4

Et essay om Karl Ove Knausgårds Min kamp bd. 4

Af Alen Causevic

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

18-årige Knausgård flytter hjemmefra til Nordnorge, hvor tilværelsen som lærervikar skal begynde. Her vil han leve i frihed, score piger og skrive en uforglemmelig roman. Men virkeligheden er mørkere end dagdrømmen. Livet som lærer er hårdt, den seksuelle debut udskydes gang på gang, og den gode historie har stadig ikke vist sig på papiret i skrivemaskinen. 

En ung lærervikar

Den mest forvildede periode i livet er teenageårene: Man forstår ingenting, men tror at man ved alt. Når tiden er inde, flytter man hjemmefra, og pludselig er alting i opbrud. Man indser, at selv de simple ting som at købe toiletpapir eller betale en regning faktisk kræver en aktiv handling – ting sker ikke bag kulissen, hvis ikke man selv sætter processen i gang.

Da jeg selv flyttede hjemmefra, var jeg en naiv teenager med stort T og gjorde mig selvsamme erfaring: Alt var ikke øl og piger, som jeg havde dagdrømt om hjemme hos mor og far, tværtimod var det en kraftanstrengelse at komme gennem en uge, hvor jeg selv skulle lave mad, rydde op, stå op til tiden, lave lektier og værst af alt, smøre en forbandet rugbrødsmadpakke hver morgen, fordi jeg ikke havde råd til at spise i lærerseminariets kantine. Det er en tid, som jeg sjældent tænker tilbage på, men som ikke desto mindre gjorde læsningen af fjerde bind af Min kamp til en morsom, stærk og autentisk oplevelse.

Bindet indledes med en 18-årig Knausgård, der står og venter på sine kufferter i en lufthavn. Han er ved at flytte hjemmefra, op til den lille kystby Håfjord i Nordnorge, hvor han har fået årsvikariat som folkeskolelærer på byens lille skole. Tilværelsen lyder umiddelbart kaotisk: Mor og far er officielt skilt og flyttet hver for sig, broren Yngve studerer i Bergen, og Knausgård selv skal til at tage de første skridt på drømmenes vej, som forhåbentlig skal ende i et stort forfatterskab. Men inden skal året som folkeskolelærer overstås. Her det første møde med en klasse.

Der gik fem elever i syvende klasse. Fire piger og en dreng. Ud over dem skulle jeg også have ansvaret for de tre der gik i femte og sjette. Altså otte elever i alt. Da jeg standsede foran katederet og lagde mine ting på bordet, sad de alle sammen og kiggede på mig. Mine håndflader var glatte, hjertet slog hårdt, og når jeg trak vejret, var det med en skælven.

Lignende situationer oplevede jeg selv og de gjorde Knausgårds beretning dybt personlig. De mindede mig om efteråret 2010 på Vejlby skole i den nordlige del af Aarhus, hvor jeg for første gang trådte ind i en femte klasse, og 20-30 elever stirrede på mig og forventede, at jeg åbnede munden. Det gjorde jeg, men der gik først nogle frygtelige sekunder. Først skulle jeg gennem nervøsitetens mørke tunnel, hvor håndfladerne bliver svedige, hjertet tramper af sted, og vejtrækningen synes at kunne ophøre når som helst. Og selvom det i udgangspunktet omgang er en ubehagelig situation, er det ikke ubehaget, der er det centrale, men det faktum, at lærergerningen, også for Knausgård, kræver fokus, mange overvejelser, masser af forberedelsestimer, disciplin og vigtigst af alt: Autoritet. Børn i den alder er små hyæner, de er flokdyr, og sammen æder de dig med hud og hår, hvis du ikke fra allerførste møde viser dem, at du bag al venligheden og humoren er alvorlig. At du bag opgaverne og pædagogikken er den, der styrer flokken. Netop fordi Knausgård blot er få år ældre end de ældste elever og ikke tager lærergerningen alvorligt, men blot udfører den for at få penge og tid til at skrive, opstår der ubehagelige situationer, som han ikke magter. Eleverne kan fornemme, at de kan manipulere med ham.

Nu skal jeg ikke være for hård ved hverken Knausgård eller folkeskoleeleverne rundt om i verden. I stedet vil jeg tage forskud på næste afsnit med denne ode til alkoholens bivirkninger af Knausgård:

Alkohol gør alting stort, den er en vind der blæser gennem bevidstheden, den er bølger der slår, og skove der svajer, og det lys den sender ud, forgylder alt hvad man ser, selv det hæsligste og mest modbydelige menneske vil få noget smukt over sig, det er som om alle indsigelser og al vurdering fejes af banen med en     eneste stor håndbevægelse, et topmål af generøsitet, her er alt, og der mener jeg alt, smukt.

 

Alkohol og piger

Det kunne være interessant at høre, hvordan Knausgård i dag forholder sig til citatet ovenfor, især med henblik på hvad alkoholen gjorde ved hans afdøde far. Uanset hvad, er det tydeligt i fjerde bind af Min kamp, at Knausgårdkæmper med to modstridende forhold til den: På den ene side er Knausgård en ung mand, der elsker at drikke, elsker at være beruset og verdensfjern, og på den anden side er han en følsom ung mand, der i stigende grad bekymrer sig om farens begyndende alkoholisme. Foruden alkoholen er piger og i særdeleshed den seksuelle debut afgørende for den unge Karl Ove.

Lad os tage én ting ad gangen. Teenage-Knausgård elsker at drikke og feste og i takt med, at han bliver student fra gymnasiet, kulminerer det hele i én lang druktur, som varer hele foråret. Desværre for ham har den sjove livsstil også en ubehagelig og selvdestruktiv bagside:

Jeg var stadig fuld da jeg vågnede, men denne gang kunne jeg ikke reparere, og jeg begyndte at falde allerede i bussen på vej hjem, dybere og dybere ned i mig    selv, det var forfærdeligt, alt var forfærdeligt. (…) Jeg var træt og gik tidligt i seng, for næste dag skulle vi til eksamen i norsk, men jeg kunne ikke sove. Mine     hænder rystede, men det var ikke kun dem der rystede, også lampens ledning vred sig frem og tilbage som en slange hver gang jeg så på den. Gulvet hældede, væggene skrånede, jeg svedte og vred mig frem og tilbage med hovedet fuldt af uvedkommende billeder. Det var forfærdeligt, en nat i helvede…

Helvedesnatten er det, man kalder et delirium; en mild form for akut sindssyge, hvor Knausgård på grund af sine voldsomme tømmermænd og abstinenser, ryster, sveder og hallucinerer. Et tydeligt tegn på, at festen for længst er forbi, og at det vitterligt er på tide at stoppe med at drikke. Takket være Knausgårds betydelige fortælletalent samt hans evne til at italesætte selv den mest uhåndgribelige situation, rørte denne del af bindet mig uden tvivl mest. Beskrivelserne sendte mig tilbage i tiden, og jeg mindedes modvilligt en nat efter en ugelang druktur, hvor jeg rystende, rædselsslagen og svedende lå i sengen og var overbevist om, at der sad en blondine ved skrivebordet og talte til mig. Jeg blev ked af det, for jeg indså, hvor selvdestruktiv og naiv jeg havde været, og derfor fik jeg også inderligt ondt af den unge Karl Ove. Jeg kunne ikke forstå, hvordan han kunne være så skånselsløs mod sig selv og blev mere og mere involveret, som jeg læste videre. Spændingen steg og steg, fordi jeg vidste, at nedturen ventede ham. Da den endelig indtraf, var det hårrejsende, både fordi jeg selv har oplevet den, men også fordi Knausgård med få, enkle sætninger formår at male et billede så klart og så virkeligt, at en flig af angsten fra nedturen dengang vækkedes i mig igen.

Men den unge Karl Ove er ikke den eneste i familien, som døjer med alkoholens skyggesider. Faren er flyttet sammen med en ny kvinde, Unni, og til at starte med drikker han udelukkende fordi det er sommerferie, men inden længe er sommeren forbi:

Det efterår dannede der sig et mønster. Far drak hver weekend, så spillede det ingen rolle om jeg kom forbi om formiddagen eller om eftermiddagen eller om     aftenen, lørdag eller søndag, men når hverdagen begyndte, drak han ikke, eller i hvert fald mindre, måske lige bortset fra en aften om ugen hvor han faldt i, så   ringede han rundt til alle dem han kendte, også mig, plaprede løs om et eller andet.

Mønstret som Knausgård her beskriver skal tages alvorligere end som så. I selve citatet synes der at herske en forholdsvis afslappet holdning til, at faren drikker hver weekend, og at han engang imellem ”falder i”, men reelt er disse de første tegn på, at han er ved at udvikle et seriøst alkoholmisbrug. Når faren ”falder i”, vidner det om, at han ikke længere selv kan styre sin drikkelyst, og at han netop grundet sin begyndende afhængighed ikke kan lade være med at ty til flasken. Først mange år senere går det op for Knausgård, hvor slemt det egentlig står til. I 1998 efter farens begravelse finder Yngve farens efterladte dagbøger, hvori han gennem længere tid noterede, hvordan han drak, hvilke abstinenser han fik , hvordan han blev afhængig, osv. – et misbrug, som læsere af Min kamp ved, slog faren ihjel i første bind.

Tredje, og måske i virkeligheden største fokuspunkt i fjerde bind af Min kamp, er den unge Karl Oves enorme lyst til piger og de mange vanskeligheder, der følger med, når han ikke lykkes med at fuldføre et samleje. Han er jomfru frem til sidste side af bindet, hvor han i et telt på Roskilde festival ’88 endelig mister sin mødom, og bogen afsluttes på følgende, komiske vis:

Mens vi var i gang, bøjede hun pludseligt hovedet til side og lagde hånden for munden, jeg forstod hvad der skete, og trak mig ud, hun krøb hen til teltåbningen, trak lynlåsen ned, og så, med bagdelen indenfor og overkroppen udenfor, kastede hun op. Stønnede, hun kastede op igen, og jeg så hendes store røv foran mig, kunne pludseligt ikke modstå den, lagde hænderne på hendes hofter, stak den ind og begyndte at pumpe igen.

Knausgård fremstår her som festivalens konge. Men inden denne succesoplevelse har utallige episoder fundet sted, hvor han bestemt ikke har ageret så selvsikkert, og i stedet ejakulerer i sine bukser ved blot én berøring fra en pigehånd. Gang på gang beskrives morsomme situationer, hvor han hverken kan leve op til at være en god elsker, eller en ”rigtig mand.” Og netop idéen om at være en rigtig mand, en der ikke kommer i sine bukser, men som kan bolle en pige i lang tid, så hun sågar muligvis får en orgasme, er det grandiose ideal for den unge Karl Ove og hans venner. Det er det eneste, de snakker om, og det eneste de konkurrerer om. Denne konkurrence efterlader bestemt ikke Knausgård som en vinder, og han føler sig som en mislykket taber gennem det meste af bindet.

Heldigvis vender lykken som sagt til sidst på flere måder: Han mister sin mødom, og bliver optaget på Skrivekunstakademiet i Bergen. Flytningen til Bergen er nu en realitet, han er overlykkelig, og alle verdens døre synes at stå vidtåbne for ham. Livet som forfatter kan langt om længe begynde. Farvel Håfjord!

 

 

Fik du ikke læst Alens 3 første essays om Knausgårds romaner? Læs dem her: Essay1, Essay2 og Essay3.