Anmeldelse af Sigurd Mathiesen: Unge sjæle, udgivet på forlagene Escho og Sidste Aarhundrede d. 9. marts 2021. Oversat fra norsk af Anders Jørgen Mogensen og Caroline Enghoff Mogensen
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
En, i Danmark, hidtil ukendt norsk forfatterstemme får lov til at leve på ny i Unge sjæle, af Sigurd Mathiesen. Det er en samling af 7 noveller, der i sin mildeste form er foruroligende og i sin værste er afskyelige. Der er få solglimt at finde i vanvidshistorierne, hvor både mennesket og naturen er fordærvet til ukendelighed. Det er op til læseren selv at vurdere om naturens forrådnelse er objektiv, eller om det er fortælleren der skuer den sådan.
Tilfældet ville have det, at jeg kort tid inden læsningen af Unge sjæle, fik læst Pan af Knut Hamsun. Unge sjæle føles i hvert fald som en bog der kunne være skrevet af Hamsun, hvis han havde dyppet tæerne i gysergenren (hvilket selvfølgeligt er muligt, at han har gjort gennem sit massive forfatterskab). Hamsun og Edgar Allen Poe er blevet nævnt mange gange i forbindelse med udgivelsen af denne bog, og det er ikke uden grund.
Den døde natur
Som titlen antyder, er fortællingerne en vandring gennem unge, og i den grad forskruede sjæle. Efter afslutningen af hver novelle troede jeg hver gang, at jeg havde regnet Mathiesen ud, men jeg tog i den grad fejl. Hovedpersonenerne i de forskellige historier føles identiske, men de forskellige mareridtsscenarier tager sig ud på vidt forskellige måder.
”Men her er dog en nøgen plet, hvor det levende træ er en sjældenhed. Et forbandet sted, hvor intet gror, foruden den blålige slåen i klipperevnerne. En stenet egn, fuld af min barndoms urolige rædsel. Det er en historie, der har hvilet tungt over mig fra jeg blev født. Jeg må fortælle den.”
Historierne tager alle sammen udgangspunkt i en passiv-misantropisk hovedperson, der færdes rundt i de norske landsbyer. Beboerne bliver portrættet som ondsindede og idiotiske, såsom i åbningsnovellen, hvori hovedpersonen forgæves forsøger at hjælpe en ludfattig pige der er blevet kørt ned. Moderen nægter ham dette, og sværger i stedet at en bog på latin kan redde hende, blot ved at placere den på det ben, som pigen har brækket. Unge sjæle er spækket med disse korrupte personligheder. På samme tid, som citatet ovenover også belyser, er miljøet lige så barskt som de personer det indehaver. Derfor er spørgsmålet om naturen i sig selv er ”ond”, eller om den blot er en afspejling af hovedpersonens forstyrrede sind. Mathiesen giver ingen entydige svar på dette.
Uigennemtrængelig ondskab
Hvad han i stedet giver, er syv bud på vanvid. Højdepunkterne i samlingen er virkelig høje. Tag for eksempel ”Blodstirsdagen”, en pervers beretning om et selvmordsritual begået af unge drenge, og muligvis den bedste i samlingen. Eller ”Flora”, der beretter om en sort kvinde der på samme tid er en dyrisk slave for sin ejer, men også besidder en overnaturlig magt over huset hun bor i. Eller ”Vulkanen”, hvori en ø destrueres af et vulkanudbrud. Mathiesen beskriver dette udbrud og dets blændende kraft så intenst, at man som læser ligeså bliver blændet:
”De tror måske, der var mørkt? – Hehe. Jeg troede det selv. Jeg famlede langs husrækken som en blind. Det var imidlertid blot en indbildning. Ganske vist vedblev den forfærdelig askeregn at falde … falde uophørligt. Den utålelige hede lukkede mine øjne, og de mefitiske jorddunster truede undertiden med at kvæle mig. Men egentlig var her skrigende lyst. Et rødt, rædselsfuldt lyshav, der gnistrede, blafrede og steg til stadig større intensitet.”
Vi har altså at gøre her med en modbydelig ond lille perle! Ingen af novellerne er dårlige, hvilket er hjulpet til af Mathiesens skrivestil, der på en eller anden måde formår, at få alt til at fremstå som det onde selv, om det så er en træstub eller et øje. Den eneste novelle der ikke efterlod større indtryk på mig, var ”Syge Perioder”, der falmer i sammenligning med de andre. På falderebet er det også værd at nævne at udgivelsen har et rigtigt godt efterord af Dag Heede, ja min overskrift er endda planket fra Heedes efterord. Heede fortæller kort om Mathiesens mislykkede forfatterskab, sætter ham ind i en større litterær kontekst ved blandt andet at sammenligne ham med Karen Blixen, og laver nogle rigtig gode analyser af tematikken i de forskellige noveller. Det er en stor skam at Mathiesen aldrig fik et rigtigt gennembrud, men jeg er sikker på at denne udgivelse vil være med til at give ham et bedre eftermæle!
Leave a Reply