Anmeldelse af Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske. Udgivet af Gyldendal d. 3. november 2022.
Anmeldt af Sophie Gohr Als
Foto: Sophie Gohr Als
Det er svært at sige, om det er kunsten, kærligheden eller krigen, der sætter rammen for Hanne-Vibeke Holsts roman Kriger uden maske. Som førstegangslæser af forfatteren blev jeg bjergtaget af romanens ekstremt atmosfæriske scener og skildringer af komplicerede relationer.
Som i enhver anden dannelsesroman står hovedpersonen Sonja overfor en række af opgør i sin ungdom i 1930’erne. Imens der er optræk til anden verdenskrig, bryder hun med sin konventionelle og fantasiløse familie og finder langsomt sin plads i Københavns unge kunstnermiljø. Her møder hun sin bedste ven Bille, forelskes for første gang i kunstnergeniet Morten og bliver en del af en lille gruppe oprører, der vil bremse krigens vold med kunsten.
Livets forår og ideer om frihed
Jeg synes helt sikkert, at romanen kan mest i sin første halvdel, hvor ungdommens idealisme får frit spil. Passionen for og troen på kunsten binder Sonjas vennegruppe sammen på en måde, man kun kan blive varm om hjertet af. Selvom vennerne går igennem interne uvenskaber og personlige kriser, ender de alligevel som samlet flok med ét mål: kunsten. Når flokken ikke uddanner sig på kunstskoler, tager de væk og bruger sommeren på Bornholm eller i et afsides sommerhus, hvor dagligdagens konventioner opløses.
”Det er varmen, denne pludselige hedebølge, der fører til deres nøgenhed, ikke øllerne og snapsen, som hurtigt slipper op. Og da de først har overskredet den grænse én gang, bliver det nemmere at være frigjort og sværere ikke at være det. De går hånd i hånd, de lægger armen om hinandens skuldre, de sidder på skødet af hinanden, de kysser på kind, endda på mund, de danser til rejsegrammofonen, er lattermilde og kærlige, tæller gøgens kuk, lytter efter nattergalen og sidder tæt under fællessangen omkring aftenens bål.”
Hele stemningen af optrapning er fængende. Sonjas forelskelse i Morten varer mange pinefulde år, hvor han ikke vil have hende. Hun bakser med sit æstetiske udtryk og prøver stædigt igen og igen at finde den vej, hun skal gå. Hendes forhold til sin familie er præget af noget uforløst og et ønske om et opbrud. Da Sonja så får de ting hun gerne vil have, er det som om romanen ændrer karakter.
Den hårde virkelighed
Cirka halvvejs i romanen begynder Sonja at komme sammen med Morten, der viser sig at være kold og fraværende og gå fra hende til fordel for en anden. Derudover flytter Sonja til Paris, hvor hun møder sin anden store kærlighed, Ernest. Og samtidig får Hitler mere og mere magt og verden formørkes. Med Sonjas nye vennegruppe, nye forhold og nye liv kommer man et spadestik dybere ind til en mere selvstændig kvinde, der bliver voksen gennem krig, sorg og brud.
Hvor tonen bliver mere seriøs i romanens anden halvdel, bliver handlingen også tungere og man får en fornemmelse af gentagelse. Alt, hvad der drev Sonja fremad før, har nu en mere statisk ladning. Angst og passivitet bliver temaer under krigen – Sonja er bange for at miste sine venner og kæreste, og hun søger kontakt til moren, hun før ville bryde med. Dette har en helende og moden tyngde til sig, som vidner om en ekstrem virkelighedstro og veludført karakterudvikling hos hovedpersonen.
”Sonja gør det hun burde have gjort for længst. Omfavner sin mor. Min lille sol. Meine kleine Sonne.”
Romanens får sin kompleksitet af, at der bliver kastet en masse bolde i luften, der ikke nødvendigvis gribes igen. Nogle ting siver ud i glemslen, som de gør i livet – men der er også nogle svar, jeg gerne ville have haft. Jeg løfter et øjenbryn ved Sonjas meget ’hvide’ fascination af det afrikanske og synes, dette kunne have landet meget bedre. Det virker som et ærgerligt redskab til at opnå et mere spændende plot og giver ikke den nuance og det ekstra perspektiv til værket, det kunne have gjort. På samme måde får Sonjas kunstnerhverv heller ikke en slutning, der helt retfærdiggør dets specifikke rolle i bogen. Men bortset fra de, for mig, uafsluttede tematikker har Holst dog bedrevet en ekstremt kompleks og kraftfuld roman, som man kan dykke ned i og hele tiden finde noget nyt.
Leave a Reply