Anmeldelse af Frida Elisabeth Vitved Jeppesen: otte fjorten tyve, udgivet d. 1. marts 2024 på Ovbidat.
Anmeldt af Laura Højberg Andersen
Foto: Laura Højberg Andersen
Frida Elisabeth Vitved Jeppesen debuterer på smukkeste vis med en digtsamling, der kradser i overfladen ved det at være pårørende til en, der har psykiske udfordringer. Det lyriske jeg, Clara, besøger sin lillebror, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Han er for nyligt begyndt at tage, hvad der kunne være antidepressiv medicin, men dette får læseren ikke noget at vide om. Det beskrives ikke tydeligt i digtene, hvad der har været af forudgående hændelser, men det nævnes, at broren har været selvmordstruet: ”Jeg ser dig hele tiden springe ud fra altanen”.
Det skinner allerede igennem fra starten, at der er foregået flere ting for de to personer i digtene, Clara og hendes lillebror, men også for deres familie. Familieforhold er ikke noget, der beskrives yderligere i digtene, kun som nedenfor:
”familietraumerne væver sig sammen / til en gobelin” og ”det kommer til at tage tid / at rydde det her op // trådene fra vores mors side, vores fars // vi må sortere // al vores nedarvede lort”
Forældrene og familien behandles ikke videre derfra, og digtene handler kun om de to søskende. Det lyriske jeg optræder som pårørende til sin lillebror og hans psykiske udfordringer, hvilket hun virker til at have svært ved at navigere i. Der er nogle ting og emner, de ikke må snakke om, og gennem alle digte virker det til, at hun pleaser ham, måske fordi hun er bange for, hvordan han vil reagere, hvis hun yder modstand. Det virker samtidig til, at hun har svært ved at give sig selv den plads, hun kunne have brug for, og at hun blot hører til i baggrunden:
”et rum for de hysteriske / de deprimerede / de pårørende / ja, men mest et sted for de syge”
Ovenstående kan både skarpt og nænsomt hentyde til, hvordan det kan føles at være pårørende til nogen med psykiske udfordringer. Man kan ofte være nødt til at pakke sig selv og sine følelser væk, stå i baggrunden og tage imod de slag, der måtte komme. Alt imens man kan stille sig selv spørgsmål som:
”Mon du bliver rask igen?”
Derudover synes jeg, at Vitved Jeppesen har skabt et vigtigt rum med sine forsigtige og hensynsfulde digte, hvor hun gennem det lyriske jeg kræver en tilstedeværelse for svære, sorgfulde og ødelæggende følelser.
Samfundsrelevans og empati
Digtsamlingen taler desuden ind i en igangværende samfundstematik og generelt øget opmærksomhed omkring netop psykiske udfordringer. Ud fra personlige erfaringer med emnet rammer Vitved Jeppesen hovedet på sømmet i forhold til det at være pårørende i en sådan situation – og lige så rart og forløsende det kan være at føle sig set og hørt, når man er den syge, er det det ligeledes for den pårørende.
Leave a Reply