Anmeldelse af Lone Hørslev: Svømmende, rygende, grædende, udgivet på Politikens Forlag den 22. februar 2024.
Anmeldt af Emilie Fabrin
Foto: Emilie Fabrin
Hørslev har udgivet en tragikomisk perle af en roman om at være en bange kvinde midt i livet. Svømmende, rygende, grædende er en lige dele humoristisk og tungsindig fortælling spækfyldt med bandeord og geniale, banale anekdoter om det at være et moderne menneske. Og romanens hovedperson er så vidunderlig, at man kommer til at holde af hende selv i de mørkeste øjeblikke.
Romanens hovedperson Anna er en 47-årig forfatter. Hun har været fraskilt i 10 år, og hendes eneste barn er for nylig rejst hjemmefra for at tilbringe et år i New Zealand. Hun er pludselig efterladt til sig selv, hvor hun forsøger at skrive en krimi. Efter en lettere fejlslået udgivelse af en digtsamling, håber både hun og hendes redaktør, at en krimi vil sælge i pallevis i Bilka. Anna står alene midt i livet med en følelse af ikke at høre til nogle steder. Det eneste trygge holdepunkt i hendes tilværelse bliver den grønne flaske med den piblende, iskolde hvidvin i.
”Alle de gange hun havde hevet sig selv op med rode, hun havde ikke engang tal på det mere. Men det kunne hun jo ikke vide dengang. At hun en dag ville sidde på en bodega og få at vide, at hun ingen steder hørte hjemme, at den hjemløshed, hun selv følte, rent faktisk var synlig og konkret som en frisure”
Romanen følger Anna nogle få dage i hendes liv. Hun er fornyeligt faldet påvirket på sin cykel og har brækket sin arm og slået sit hoved. Hun tropper alligevel op til et bryllup, der ender i en kæmpestor brandert og et meget overraskende møde med dramatikeren Gorm i hendes køkken morgenen efter – hun har tilsyneladende selv taget ham med hjem. I de efterfølgende dage bliver læseren lullet mere og mere ind i Annas ihærdige, men fejlslagne forsøg på at bilde sig selv ind, at hun ikke har et problem med alkohol. Mens den piblende, kølige hvidvin bliver til stuetempereret whisky, ryger Anna dybere og dybere ned i en pøl af ensom selvmedlidenhed.
Menneskets genkendelige grundangst
Selvom jeg ikke er midt i livet endnu, stadig har mine børn hjemme, er gift med min mand og for nu har ensomheden på afstand, så genkender jeg den grundangst, som Anna forsøger at undslippe ved at drikke. Og jeg forstår, hvordan den grundangst kan nærme sig hånd i hånd med ensomheden og gøre livet så fortvivlende uoverskueligt at være i, at man kan have lyst til at flygte fra det. Hørslev beskriver med sin humoristiske og poetiske stil hele menneskets grundvilkår, kanaliseret igennem en kvinde midt i en livskrise. Det er både imponerende og underholdende, og jeg er helt overbevist om, at alle vil kunne genkende noget af sig selv i Anna:
”Det er fremtiden, din fordrukne gamle sut, luk nu op! Nej, aldrig i livet, så hellere sidde her bag sin barrikaderede dør og drikke sig fuldstændig ned, bare drikke og glemme, og drikke for at glemme, for at slukke, for at fejre, og drikke for at sørge over det sørgelige i denne klodes sørgelige tilstand. Drikke for at glemme sit ynkelige grundvilkår, sin svampede og jordslåede ensomhed. Hvor alene hele menneskeheden er”
Selvom romanen helt konkret handler om en midaldrende kvinde med et alkoholmisbrug, rummer den samtidig mere overordnet det moderne menneskes forsøg på at navigere i en verden fyldt med hierarki, prestige, sociale koder, krige, konflikter og uendelige katastrofer. Svømmende, rygende, grædende er på fineste vis en både sjov og gravalvorlig fortælling om at være et sårbart menneske i en voldsom verden. Om hvordan ensomheden kan have alvorlige konsekvenser for vores velbefindende, og om hvordan vores bedste værn i verden er hinanden.
Leave a Reply