Anmeldelse af Kazuo Ishiguro: Klara og solen udgivet på Forlaget Gyldendal 2. marts 2021
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
En butik med KV’ere, en observerende robot, en afhængighed af Solens nærende energi og et mislykket genmodificeret barn er alt sammen at finde i Kazuo Ishiguros nyeste roman Klara og solen. Den beskriver et fremtidsunivers, hvor den kunstige intelligens i form af robotter til ensomme børn, langsomt tager over.
Klara og solen er Kazuo Ishiguros første roman efter han modtog Nobelprisen. Da han vandt, blev hans forfatterskab beskrevet som: ”romaner med en stor følelsesmæssig virkning, som afdækker afgrunden under vores illusoriske forbundethed med omverdenen”. Kazuo Ishiguro har med Klara og solen skrevet sin første Sci-Fi roman, der beskriver en ”nær fremtid”, hvor den samme næsten kunstige forbundethed bliver skabt.
Verden udenfor
Klara og solen bliver fortalt af robotten Klara. Dette skaber en interessant fortællerform. I begyndelsen er Klara i udstillingsvinduet i en butik med andre KV’ere, såkaldte Kunstige Venner, indtil barnet Josie vælger netop Klara til sin KV’er. Klara får sin energi fra Solen, og derfor er hun glad, hver gang hun får lov til at være forrest i butikkens udstillingsvindue. Her har hun desuden mulighed for at tilegne sig viden om den verden, der befinder sig udenfor butikken. Klara er god til at observere og iagttage, og alt det hun ser, lagrer hun i sin hukommelse, eksempelvis da hun har iagttaget en mindre kontrovers mellem to taxachauffører på gaden og forestiller sig de samme følelser mod sin KV-veninde, Rosa:
”Jeg prøvede at forestille mig, at Rosa og jeg blev så vrede på hinanden, at vi kom op at slås og ligefrem forsøgte at skade hinandens krop. Tanken var latterlig, men nu havde jeg jo set taxachaufførerne, og derfor forsøgte jeg at finde bare begyndelsen til vrede følelser i mig selv.”
At socialisere sig (kunstigt)
De Kunstige Venner er til for at afhjælpe børn mod ensomhed. Romanen fremsætter et univers, hvor børnene bliver undervist hjemme indtil de skal på college. Børnene skal desuden deltage i interaktionsmøder, hvor de skal lære at være sociale og interagere med andre børn. Her bemærker Klara, hvordan Josie og de andre børn ændrer adfærd og bliver andre udgaver af sig selv i deres forsøg på ikke at tabe ansigt, være sårbare, svage eller fremstå dumme. Da snakken blandt børnene falder på deres KV’ere, siger Josie, der ellers har vist en ufortrøden kærlighed og glæde for Klara, at hun fortryder, at hun ikke fik sig en model B3’ere, der er den nyeste KV-model i stedet for blot B2’eren, som Klara er.
”Det er vigtigt for mig at observere Josie i mange forskellige situationer. Og det var for eksempel interessant at observere de forskellige former, som børnene fik, når de gik fra den ene gruppe til den anden”
Robottens blik
At det er Klara, der er fortælleren, skaber en interessant dynamik mellem romanens univers og robottens evne til at suge ny viden til sig. Ny viden, der også bliver læserens blik og informationskilde romanen igennem.
Kazuo Ishiguro har med Klara og solen skabt en foruroligende Sci-Fi fortælling, som vores verden er skræmmende tæt på at nærme sig. Han skaber et kunstigt univers med genkendelige elementer; alt fra genmodificerede børn, interaktionsmøder, der skal fremme børns sociale kompetencer udelukkende for det udbytte senere – og ikke mindst Kunstige Venner, der med sin store lagringsplads har mulighed for at tilegne sig adskillige menneskelige egenskaber. Evnen til at føle er måske den eneste måde, hvorpå mennesket adskiller sig:
”Tror du på hjertet? Jeg mener selvfølgelig ikke kun hjertet som organ. Jeg taler poetisk. Menneskehjertet. Tror du, det findes? Noget, der gør os alle sammen til noget særligt og enestående?”
Leave a Reply