Lavet efter hvad der føles som hundrede læsninger af Lavet efter Kina

Lavet efter hvad der føles som hundrede læsninger af Lavet efter Kina

Lavet efter hvad der føles som hundrede læsninger af Lavet efter Kina

Anbefaling af Rasmus Graff: Lavet efter Kina. Antipyrine. Udgivet november 2014.

Af Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk

Digtsamling? Fragmentariske tankestrømme? En rejsedagbog? Lyrisk prosa? Ordbog? Billedbog? Rasmus Graffs intense bog Lavet efter Kina er trods sine kun 48 sider kompleks og svær at placere. Ikke bare når det kommer til genre, men også indhold: Den låner, den parafraserer, den fortolker – og samtidig er den fuldstændig nyskabende og minder om intet, jeg tidligere har læst.

Rasmus Graffs bog Lavet efter Kina blev udgivet i forbindelse med udstillingen REVISIT: Musikerne maler, malerne musicerer og digterne holder kæft på Overgaden i København. Udstillingen, der løb fra 15. november 2014 til 11. januar 2015, var udformet som en fortolkning af en ældre udstilling fra 1989 af samme navn. De to udstillinger havde det tilfælles, at de arbejdede med nedbrydningen af de traditionelle skel mellem kunstens udtryksformer ved at invitere kunstnere fra ét felt til at arbejde med et andet, eller i hvert fald at arbejde på tværs af kunstarterne. Lavet efter Kina udfolder sig i forlængelse af dette, idet den benytter forskellige udtryk fra en ”ikke-litterær” tradition – bl.a. spiller det visuelle en stor rolle i bogen. Flere sider prydes af billeder, illustrationer, udklip og forskellige visuelle teksttyper, og for mig fungerede de forskellige grafiske opstillinger og stilistiske skift som en form for opdeling af bogens indhold.

Eksempelvis findes nederst på s. 22 en QR-kode under overskriften ”Ekskurs”. Når QR-koden scannes, fører den til YouTube og den ca. 8 minutter lange sang ”Shanghai” af Hang On The Box, der er et Beijing-baseret rockband. Som overskriften (”Ekskurs”) henviser til, er sangen en kortvarig afvigelse fra bogen. Bogens tværæstetiske udtryk inddrager altså også musikken. Samtidig fungerer QR-koden som katalysatoren, det tekniske element, der forbinder de kunstneriske stilarter og fornyer boggenren, for som der står et andet sted i bogen: ”hvis kunsten vil følge med må den indgå i radikale samarbejder med ikkehumanistiske discipliner” (s. 31).

Et generelt tema omkring nedrivning og opbygning går igen gennem bogen. Ikke blot i forhold til stil- og genrenedbrydningen og opbygningen af en ny, tværæstetisk genre, men også hvad angår tilgangen til sproget. Der optræder både engelske og et enkelt fransk tekststykke, men særligt dominerende er det kinesiske, som bogens titel, Lavet efter Kina, også henviser til. Kina er et gennemgående tema, som bl.a. knyttes an til en notesbog, der angiveligt var medbagt på en rejse dertil. Rejsen til Kina har tydeligvis givet stof til eftertanke, hvilket kommer til udtryk i den måde, hvorpå bogen hele tiden vender tilbage til netop dette sted ved at henvise til kinesiske begivenheder, steder, traditioner, personer og kinesisk litteratur og kultur generelt. Særligt én kinesisk begivenhed går igen, nemlig massakren på Den Himmelske Freds Plads d. 4. juni 1989 – altså samme år, som den oprindelige udstilling Musikerne maler, malerne musicerer og digterne holder kæft præsenteredes, og således samles værkets forskellige temaer.

Rasmus Graff gør i det hele taget åbenlyst opmærksom på, at bogen produceres som en del af en udstilling. Flere steder overvejes bogens titel, mening og formål, f.eks.:

”der er pt et # på bagsiden et 8 på forsiden hver sin semantik Hvad vil jeg med den her bog som bidrag til udstillingen hvad er det den hedder et revisit af musikerne maler, malerne musicerer og digterne holder kæft […] 8 vil ligne et uendelighedstegn måske vil ingen læse i bogen bare kigge på oplaget” (s. 29-30)

Den manglende tegnsætning får bogen til at virke som én lang skitse, og i sammenspil med billederne, referencerne, sproget og de uforklarlige tekst- og stilskift (både litterære og ikke-litterære) fremtræder den som noget ufærdigt. Men måske er det netop i dette forhold, der først forvirrede og irriterede mig, at bogens mening skal findes (hvis der da overhovedet er nogen?). Da jeg først begyndte at dykke ned i de mange referencer, fik bogen i hvert fald en helt ny og spændende betydning for mig, som jeg endnu ikke er sikker på, at jeg har afkodet, men som fascinerer og opholder mig. Rasmus Graffs eksperimenterende værk har både lært mig noget nyt om Kina og om mig selv.