Anbefaling af Inger Smærup Sørensen: Dødsbo, udgivet på Grif d. 8. marts 2024.
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
Inger Smærup Sørensen har skrevet en debutroman i bæredygtighedens tegn. Den unavngivne hovedperson vil underlægge sig sit eget liv for klimaet. Hun vil leve side om side i respekt med dyrene og planterne, der omgiver det dødsbo, hun flytter ind i. Her lever hun isoleret, i fred og med ønsket om et minimum af eget forbrug. Indtil verden udenfor trænger sig på.
Hovedpersonen overtager et forladt dødsbo efter den gamle dame, Elly. Hun flytter ind uden at have set huset med en forestilling om at lægge sit gamle liv med lejlighed og job i byen bag sig for at finde ro og klimaneutralitet i en lille landsby. Undervejs i romanen skaber Sørensen en fornemmelse for en bevidsthed omkring Jordens ressourcer. Vores hovedperson fjerner intet fra huset og køber intet nyt for at sætte sit eget præg. Hun lever blot videre i huset, som Elly gjorde.
Efter nogle år i Styrelsen, vælger hun at sige jobbet op. Et sted, hvor handling for et bedre klima er floskler, tomme ord uden handling og sælgende budskaber, der pustes op. Gennem hele romanen er der en svær kritik af Styrelsen som den instans, der burde være vejviserne mod en grønnere og mere levedygtig verden, men i stedet er egoister fanget om dem selv:
”Det var erkendelsen af at være fanget i et system der avlede menneskeligt fordærv og ondskab. Et system der var indrettet til ikke at udrette noget. Hvor man konstant talte om resultater, men hvor alle løsninger blev destrueret fordi de forstyrrede det store magtspil som var det egentlige mål.”
Hun indlader sig med naboerne, Kamma og Nanna. Et venligt, varmt fællesskab, der kulminerer i en træplantningsdag i klimaets tegn.
Det fragmentariske
Sørensen evner at give sit jeg et detaljeret og finurligt blik på tilværelsen og det fysiske rum, hun befinder sig i, som når hun beskriver grønstribede stofklude lavet af husets gamle gardiner, der er efterladt i en kurv under vasken:
”Intet var mere rørende end fragmenter. Intet så fuldstændigt og ufuldstændigt. Man kunne holde de uendelig bløde, transparente klude med tusind tråde mod sin kind og forestille sig det man havde brug for at forestille sig. Intet var så patetisk som fragmenter. Intet var så godt.”
Dødsbo er sat sammen af kortere tekster, små fragmenter, der er som kludene under vasken: et iturevet, trevlet stykke stof, hvor hvert ord danner fibrene i romanens tråde, vævet sammen til en samlet fortælling om liv, hjem og forgængelighed. Dødsbo er små klatter af bevidsthed. Fortællingen er et slumretæppe af små hæklede firkanter i forskellige farver og materialer, som alle giver den samme lune fornemmelse. Indtil selv dette håndarbejde, bliver til frås og unødvendigt:
”Hæklenålen føltes godt i hånden, og fingrene kunne huske bevægelserne. Øjnene genkendte tråde fra trøjer og tæpper i Ellys hus. Hver gang to farver så særligt smukke ud ved siden af hinanden, opstod en lille fryd i sindet. En lys brun og en støvet mørkeblå. En dyb turkis og en varm gul. En underligt passiv tilfredsstillelse. Men fryden blev afløst af skam. Jo mere fryd des mere skam. Der var tæpper nok. I dette hus, i denne verden. Slumrende æstetik. At handle uden at producere, at være menneske uden at være historie, at sætte kurven med garn og oldemorfirkanter tilbage på loftet.”
Hovedpersonen evner at efterleve bestræbelsen om ikke at være det jeg, der skal være centrum og fylde alt. Sørensen skriver dette frem ved at give hende en lidt sær energi; hun gøres til et væsen, man bliver nysgerrigt draget af. Især fordi beskrivelserne af huset og husets andre levende væsener fylder lige så meget som beskrivelserne af hende. Efter endt læsning står man tilbage som læser med følelsen af at ville vide mere.
Leave a Reply