Anmeldelse af Lars Saabye Christensen: Hr. Knapps uforrettede sager, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 3. oktober 2025. Oversat fra norsk af Charlotte Jørgensen.
Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt
Foto: Mette Temberg Fjederholt
Lars Saabye Christensen er igen aktuel på dansk, denne gang med et noget mindre værk end hans anmelderroste og prisvindende romaner Halvbroderen og Vrangeren. Hr. Knapps uforrettede sager er en fortælling om en mand, der har formået at blive gammel. Hans fastnettelefon er død, og han var der ikke en gang, da det skete. Han samler på dødsannoncer. Både de sjove og dem med små digte. Livet kan for hr. Knapp opsummeres som den tid, det tager os at dø. Lars Saabyes Christensens nye roman er en finurlig og mærkværdig fortælling om det stille og glemte liv.
Jeg var ikke ligefrem pirret under de første siders læsning. Fortællerstemmen, der er ganske bemærkelsesværdigt taler som et vi, virker belærende og indblandende:
“Vi dør ud. Det siger man om os. Det siger man hver dag. At vi dør ud. Det er sikkert rigtigt. Det er naturligt. Der skal gøres plads. Vi fornemmer også en vis skadefryd. Den kunne de godt have undladt. Vi er stødtænder uden elefant. Vi er rat uden bil. Vi er bælter uden bukser. Har vi gjort os forståelige? Har vi? Sikkert ikke.”
Fortælleren er som en gammel slægtning. En der skal fortælle de unge om alt det, der er galt med verden. Om de unges måde at leve livet på. Om alle deres fremmedord. Om folks hensynsløshed. Det hele er også for dårligt. Det kunne jeg godt have undværet.
De uforrettede
Men langsomt og sikkert sker der en ændring. Jeg holder gradvist mere og mere af hr. Knapp, selvom vi aldrig kommer helt tæt på ham. Han virker fjern og uinteresseret i, at vi skal lære ham at kende. Hr. Knapps liv og hr. Knapp som hovedperson deler det uforrettede, og fortællingen om den gamle mand på 8. etage er på finurlig vis gennemført og uafsluttet på samme tid. Noget der vækker min begejstring, er de små sidespring historien kommer med; et sted i bogen står der:
“Ved næste valg bør vi stemme på den kedeligste kandidat. Politik skal være kedelig. Vores slagord skal være: Kedelig og redelig. Dette var ikke nye tanker for hr. Knapp. Han havde ikke levet et opsigtsvækkende liv. Han havde studeret kedelighedens pensum på ensomhedens fakultet og var blevet den bedste på sin årgang. Så kunne de lære det”.
Når alt er sket
Hr. Knapps uforrettede sager er en roman, der ikke minder om noget, jeg har læst før. Den er helt sin egen. Hr. Knapp er nok desværre ikke en ener. Bogen minder os om alle de liv, der leves, uden vi ved af det. Om alle de mænd og kvinder, der gemmer sig bag gardinet og sjældent kigger ud.
“Hvordan kunne hr. Knapp høre forskel på stilhed og tomhed? I stilheden venter vi på noget. I tomheden er alt for længst sket”.
Det er ikke en belærende bog, der siger: ’Nu skal I huske at passe godt på jeres ældre.” Tværtimod. Det er heller ikke tragisk bog om, hvordan det er at være enlig sidst i livet. Det er bare en fortælling om, at selv en gammel mand uden job eller familie kan være bange for at dø. At en mand uden store armbevægelser stadig grubler over livet. At selv de mest stilfærdige liv er værd at leve.
Leave a Reply