Livet er et musikstykke, man ikke kan komponere

Anmeldelse af Deborah Levy: Augustblå, udgivet på Vinter Forlag d. 31. maj 2024.

Anmeldt af Andrea Kløvgård

Foto: Andrea Kløvgård

Elsa møder sin dobbeltgænger på et loppemarked i Athen. Sådan starter romanen Augustblå som et bevis på, at hendes fortid følger hende som en mørk skygge. Elsa er en koncertpianist med blåt hår. Hun voksede op ved sin klaverlærer, Arthur, der blev en slags forældre til Elsa, og som først og fremmest lærte hende om musikken. Nu skal Elsa lære om livet.  

I det første møde med dobbeltgængeren bliver det klart, at Elsa er i en form for livkrise. Tre uger tidligere afbrød hun sin egen pianistkoncert i Wien. Koncerten blev et point of no return, hvorfra hun blev nødt til at komponere sit egen liv helt fra begyndelsen.

Skyggen af Elsa

Elsa beslutter sig for, at kvinden på loppemarkedet i Athen er hendes dobbeltgænger. Elsa bemærker kvinden, da hun havde fat i nogle besynderlige små mekaniske heste, der danser hvis man trækker dem i halen. Hun vil have de dansende heste, så i bytte tager Elsa kvindens trilby-hat, hun tabte på samme marked. Genstandene bliver en måde for Elsa at erindre hendes fortid:

”Jeg besluttede mig for at tænke på kvinden der havde købt hestene, som min dobbeltgænger. Jeg hørte hendes stemme som musik, en stemning eller nogle gange som en kombination af to akkorder. Hun skræmte mig. Hun var mere vidende end mig. Hun fik mig til at føle mig mindre alene.”

Efter det første møde med dobbeltgængeren, er Elsa ikke rigtig alene. Elsa fornemmer hende omkring sig, lige meget om hun er i London eller Paris. Kvinden, der købte hestene, er som en skygge, der følger Elsa. Kvinden optræder som et varsel om en konflikt, som Elsa ikke kan flygte, eller rejse, fra. Efter den afbrudte koncert i Wien, er Elsa uden retning i livet – selv ikke musikken fungerer for hende. Men hun ved, at hun vil have de dansende heste, som hendes dobbeltgænger købte lige foran næsen på hende. Det raserer som noget irrationelt og længselsfuldt, hun ikke kan sætte ord på.

Portalen til alle verdenerne

Midt i sin krise farver Elsa sit hår blåt. Den blå farver trækker opmærksomhed væk fra den person, som hun ikke længere identificerer sig med. Men hvem er den nye Elsa?

”Blå var brud på mit dna. Vi vidste begge at jeg ville afværge muligheden for at komme til at ligne mine ukendte forældre.”

Det smukke ved romanen er dens lette måde at fortælle en ellers kringlet fortælling. Den til tider lidt underlige handling og beskrivelse af tingene skaber langsomt en større fortælling om Elsas liv.

”Den anden fordobling fandt sted da jeg tog et bad og opdagede at der vandrede myrer langs kanten af badekarret. De var veloplagte og hurtige, de var målrettede og beslutsomme. Der vandrede myrer langs kanten af badekarret i Paris og badekarret i London. De havde fundet en portal til alle mine verdener.”

Levy skriver billeder frem, ligesom hun skriver handlingen. De kringlede billeder og forklaringer bliver på en let og elegant måde smeltet sammen til motiver, der på samme tid er forståelige og spøjse. Hun har i den grad fundet en portal gennem sproget.