Anbefaling af Paul Auster: Sunset Park, udgivet på Lindhardt & Ringhof d 10. Marts 2012. Oversat fra engelsk af Jørgen Nielsen.
Anmeldt af Maja Hinrichsen
Foto: Maja Hinrichsen
Sunset Park er en klassisk Paul Auster roman der, spækfyldt med alt fra hemmelige romancer til baseballanekdoter, må siges at rumme noget for enhver smag. Gennem karakterer, man kan spejle sig i og sympatisere med, konfronteres vi med livet, som det ofte ser ud – kompliceret, kaotisk og drevet af tilfældigheder.
Hovedpersonen Miles Heller bor i Florida og arbejder med at tage fotografier af tilbageværende ejendele i tomme huse, der er blevet efterladt pga. finanskrisen. Han har et forhold til en mindreårig pige ved navn Pilar og er grundet trusler fra hendes søster tvunget til at flygte til New York indtil Pilar bliver myndig, så de kan være sammen.
”Det er en frygtelig løsning, en utænkelig løsning, men den eneste de har til rådighed i situationen. Han må forlade staten. Der er ikke noget alternativ. Han må ud af Florida før Angela tager telefonen og ringer til politiet, og han må ikke vende tilbage før om morgenen den treogtyvende maj hvor Pilar fylder atten”
En ny tilværelse
I New York flytter han i et besat hus sammen med sin gamle kammerat Bing Nathan og de to jævnaldrende og skæve personligheder Alice og Ellen. Alle beboerne har af forskellige årsager været nødsaget til ulovligt at besætte det forladte hus, og deres liv er ikke uden komplikationer. Alice arbejder på at færdiggøre sin ph.d.-afhandling mens hun forsøger at navigere i, hvorfor hendes forhold til sin kæreste er ved at skride. Ellen kæmper med sine indre dæmoner, hun er ensom og får hurtigt et godt øje til Miles, hvilket blot gør hendes liv endnu mere kompliceret. Alle som en er de i tvivl om deres plads i verden og forsøger at navigere i en tilværelse, som synes at blive ved at spænde ben for dem.
Fortidens spøgelser
Flugten til New York har imidlertid også tvunget Miles til at konfrontere sin fortid. Begge hans forældre befinder sig nemlig i byen og han har ikke haft kontakt med dem i syv år. Han mistede sin stedbror i en ulykke 12 år forinden som han den dag i dag ikke er sikker på, om han selv var skyld i. Siden har han kæmpet med skammen og har, i et desperat forsøg på at undgå at skulle konfronteres med episoden og forholde sig til sin sorg, valgt at bryde med sine forældre fra den ene dag til den anden.
”Selv nu kan han ikke være sikker på om han gjorde det med vilje eller ej. Der er ingen tvivl om at han skubbede til Bobby, at de var oppe at skændes og at han skubbede til ham i vrede, men han ved ikke om skubbet kom før eller efter at han hørte bilen nærme sig, hvilket vil sige at han ikke ved om Bobbys død var et ulykkestilfælde eller om han i al hemmelighed ønskede at slå ham ihjel”
Siden bruddet har han været tvunget til at leve en tumultarisk tilværelse, hvor han ikke kunne blive på samme sted for længe af gangen. Han har forsøgt udelukkende at leve her og nu, og undgå at se fremad og lægge planer for fremtiden. Efter at have mødt kærligheden er dette dog ikke længere muligt, og han bliver klar over, at han er nødt til at forholde sig til fortidens spøgelser.
Livets tilfældigheder
Sunset Park er en fortælling om livet. Det er en fortælling om ensomhed, skam og tid og om, hvordan det mere end noget andet er tilfældigheder, der i sidste ende bestemmer livets gang. Paul Auster har skrevet en karakterdreven bog, hvor alle personer er gennemarbejdede og hver og en kæmper med deres egne indre dæmoner og søgen efter mening. Det er en fornøjelse at følge karakterernes udvikling og få adgang til deres kaotiske følelsesliv. Man er ikke i tvivl om, præcis hvor højt Miles elsker Pilar og man ønsker ikke andet, end at det lykkes for dem at få hinanden. Det er som altid en fornøjelse at læse Paul Auster og denne bog er ingen undtagelse.
Leave a Reply