Anmeldelse af Hans Scherfig: Det forsømte forår, genudgivet d. 21. marts 2024 på Gyldendal.
Anmeldt af Laura Højberg Andersen
Foto: Laura Højberg Andersen
I denne genudgivelse af Hans Scherfigs Det forsømte forår mødes en gruppe 43-årige mænd igen til deres 25-års studenterjubilæum. De mødes på en restaurant i København og mindes deres skoletid, mindes deres undervisere og snakker om, hvad der er sket i tiden efter endt skolegang. De har i dag alle betydningsfulde poster i samfundet og er kommet langt fra skoletiden, hvor de blev trynet og ydmyget af deres undervisere. Én af mændene har desuden båret på en hemmelighed i alle disse år.
Romanen udspringer med et tilbageblik til, da lektor Blomme dør efter at have spist et forgiftet maltbolsje for omkring 25 år siden. Ingen aner, hvordan bolsjet er blevet forgiftet, og efterforskningen går hurtigt i stå. Dog kommer der hemmeligheder og indrømmelser på bordet under det middagsselskab, som mændene holder til deres jubilæum. Lektor Blomme er underviser i latin på Metropolitanskolen og sætter en ære i at finde på øgenavne og ydmyge og nedgøre sine elever, når muligheden byder sig:
”Men når vi så gentager det for din skyld, så er det under din værdighed at høre efter! Men vent bare! Jeg glæder mig til at slagte dig til eksamen!”
Eksamenstidens pres
Vi bliver ført tilbage til 25 år siden, da mændene var drenge, og vi følger dem i en årrække, hvor de hvert forår har eksaminer, der skal overstås, for at de må komme op på næste klassetrin og til sidst blive studenter fra Metropolitanskolen, der beskrives som en verden for sig:
”Skolen er en verden for sig. En lille isoleret afskåret verden uden forbindelse med den store omgivende verden. Et selvstændigt samfund midt i byen. En uafhængig statsdannelse med særlige love og traditioner. En lille eksterritorial pavestat i centrum af København.”
Drengene frygter foråret, som de fleste frygter tandlægen, fordi foråret for dem ikke er ensbetydende med længere aftener, træer der springer ud og solens varmende stråler. Tværtimod, er foråret for drengene ensbetydende med endnu en eksamensperiode, der skal overstås – endnu en periode med læsning til sent ud på natten, mens de drikker kaffe og indtager aspirin for at kunne holde sig vågne.
”Det er forår. Men man har ikke tid til at tage sig af foråret. Man har forsømt hvert eneste forår i sit liv.”
Flere af drengene bruger dog ikke kun foråret og eksamensperioden til at læse, men tilbringer derimod al deres fritid hele året med næsen begravet i studiebøgerne, hvor de på den måde får taget hele deres ungdom – altså livets forår – fra dem.
”De havde drømt om noget andet, før maskineriet tog dem og tildannede dem. De vidste ikke, hvad der blev gjort ved dem, da de blev opdraget og formet til det, de er. Og de ved det ikke endnu. De ved ikke, at de er forkrøblede og forkerte som kinesiske misfostre, der er opdrættet i krukker og vaser. De har fået embeder. Men man tog alle deres forår fra dem.”
Relevans i dag
Mens jeg har læst dette mesterværk, har jeg kunnet trække flere tråde ind i nutiden. Eksempelvis i forhold til eksamenspres, som der hvert år bliver skrevet artikler om, fordi det i den grad stadig er relevant, og mange føler det. Derudover synes jeg, at der er en nænsom skildring i forhold til titlen om, at man ikke skal forsømme sine forår – altså, at man ikke skal forsømme sin ungdom, som jo ikke kommer tilbage. Og hvis du forsømmer din ungdom, lærer du så egentlig nogensinde dig selv at kende?
Leave a Reply