Anmeldelse af Amalie Smiths Marble. Udgivet på forlaget Gladiator den 24. oktober 2014.
Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen.
Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk
Amalie Smith viser sin interesse for det naturvidenskabelige såvel som det menneskelige i sin romandebut Marble, hvor kunsten spiller en afgørende rolle. Marmor, hvidhed, former og farver bidrager til erkendelsen, som udspringer af det kunstneriske univers.
Romanen handler om Marble, en kunstner, eller et kunststykke, som interesserer sig særligt for skulpturer og rum. Hun taler med sin kæreste Daniel om overflader, materialitet og kunst. Marble rejser til Athen for at forfølge kunsten; både sit eget kunstneriske projekt og en dybereliggende sammenhæng i den materialitet, kunsten udgøres af. På sin rejse gør Marble sig observationer omkring kunsten, livet, farver og former, hvor de græske, antikke skulpturer er centrale. Sideløbende med denne kortprosa-agtige skildring foregår en slags parallelfortælling i form af Marbles brevkorrespondance med veninden Laila. De udveksler tanker om kunst, dykkersyge og i særdeleshed om kunstneren Anne Marie Carl-Nielsen samt hendes ægteskab og kunstneriske virke.
Det er det fine sammenspil mellem Marbles overvejelser om farve, form og kunsten i sig selv, som binder de to fortællinger sammen, idet kunsten er grundlæggende igennem hele romanen. Ydermere fornægtes Amalie Smiths egen baggrund som billedkunstner ikke – Marble er ikke blot en roman om kunst; det er en tour de force udi kunstens univers om historie, restauration og rekonstruktion. Der er mange tanker på spil, og romanens særlige fortælleform og komposition gør Marble til noget ganske specielt. Amalie Smith skriver klart og præcist, nærmest faktuelt, i passagerne om Marble, mens sproget bliver mere levende og følelsesladet i brevudvekslingen, der også indeholder bidder af de breve, som Anne Marie og hendes mand sendte hinanden.
Kunsten bliver opslugende i begge fortællespor, for henholdsvis Marble og Anne Marie. Ikke mindst farverne og formerne, deres opløsning og det hud-lignende marmor virker omsluttende for Marble:
”Marmor er gamle koraller og skaldyr, der er presset sammen under højt tryk og høj temperatur, til formen bliver krystallinks, calcit. […] Korallens fællesskelet overlever skiftet imellem generationer. Vi kan kalde den fælles livsform mineralsk. Mineralsk liv kan ikke mases til døde, som biologisk liv kan. Mineralsk liv er altid både levende og dødt på samme tid.”
Igennem denne blanding af det kunstneriske og det naturvidenskabelige fremskrives en særlig erkendelse i Amalie Smiths roman om kunsten og livet. Marble bemærker at hun ”[h]ar set, man kan pudse marmor, så det ligner fedtede kinder. Meget livagtigt.” og marmor er ”[h]insides grænsen mellem liv og død.”
På trods af denne fremskrivning af erkendelser, er der ikke megen fremdrift i romanen, hvilket man som læser til tider kan savne lidt. Romaen fremstår som en lang strøm af erkendelser, der ikke fødes ud af en skelsættende rejse fra A til B, men snarere findes i bogens små brudstykker. Verden fremstilles som konkret og abstrakt på samme tid igennem Marbles tanker og samtaler med menneskene omkring hende, hvilket er gennemgående i fortællingen som helhed. Men brevudvekslingen bidrager til en smule bevægelse, særligt i brevene, som handler om Anne Marie og mandens vanskeligheder i ægteskabet, der også udgør en slags parallel til Marbles eget parforhold. Sammenfletningen af de to fortællinger er vellykket, ikke mindst fordi kunsten romanen igennem står i centrum, ligesom den er central for både Marble og Anne Marie. Amalie Smith har begået en fin, lille marmorskulptur af en roman.
Leave a Reply