Mellem automat og menneske

Mellem automat og menneske

Mellem automat og menneske

Anmeldelse af Cathrine Knudsen: Manuel, udgivet på Gyldendal d. 17. marts 2016

Anmeldt af Marie Marcussen Lerche

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Ikke-steder, resttanker og såkaldte omsorgsrobotter er blandt de fascinerende emner, der granskes i norske Cathrine Knudsens poetiske og nærværende roman Manuel. Det er hovedpersonen Cara, der fører pennen, og i en sammensat strøm af barndomserindringer, voksenbetragtninger og ufiltreret selvindsigt formidler hun en række tankevækkende livspræmisser.

Ved Drammen i Norge kører Caras familie jævnligt gennem Kjellstadbommen, det første norske vejbetalingsanlæg, og med faderen bag rattet vælger de gang på gang vejbanen med manuel betjening fremfor den med automatbetaling. Udvekslingen af penge og billet foregår dernæst i en stiltiende, næsten andægtig seance mellem faderen og bomarbejderen på den anden side af glasset i billethuset – for det specielle ved situationen er, at medarbejderen oftest er Caras farfar. De få sekunders tavse møde er den eneste sparsomme kontakt mellem ham og familien, og denne scene repræsenterer en gennemgående tematik i romanen: valget mellem det manuelle og automaten, mellem menneske og maskine. Men som Cara gennem sin opvækst finder ud af, er gråzonerne mange, relationerne knudrede og automatikken tiltagende.

Manuel er overvejende bygget op af sådanne små scener og episoder, der ikke følger en kronologi, men som generelt kan karakteriseres ved meget lange, tankestrømmende sætninger (i øvrigt i elegant oversættelse af Sara Koch). De fleste passager centreres typisk omkring en observation eller en erindring, der på essayistisk vis vendes og drejes, problematiseres og reflekteres over; og romanens sprog afspejler denne stream of consciousness-fornemmelse ved hele vejen igennem at være meget detaljenært, sanseligt og til tider helt poetisk. Der er rent faktisk, indrømmet, efterhånden talrige understregninger af små skarpe formuleringer i denne anmelders bogeksemplar, som når Kjellstadbommen for eksempel beskrives som ”et kort møde mellem kød og blod i systemet”. Kjellstadbommen er nemlig et ikke-sted, et grænseland i mere end konkret forstand. I det hele taget er Cara overordentligt opmærksom på detaljer som disse omkring sig, og her ligger én af bogens styrker: at omfattende spørgsmål om identitet, grænser og menneskelige relationer knyttes op på håndgribelige genstande og udspringer af små hverdagslige betragtninger fra Caras hånd, så romanen konstant er nærværende – og ikke fortaber sig i lommefilosofiske udredninger.

I et særligt tankevækkende afsnit besøger den voksne Cara sin far på et plejehjem for ældre og senile, og her uddelegerer plejepersonalet hver dag omsorgsrobotten Paro til beboerne – en mekanisk sæl, der netop skal ”yde omsorg”: ”Dér hvor det virkelige liv lider under at det er blevet lidt for virkeligt, så er det mest effektive at fremstille liv som umiddelbart sprøjtes ind i opmålte doser, ikke for meget, ikke for lidt, ikke så det skaber abstinenser, og ikke så der bliver overdosering af Paro”. Det er en virkelig stærk passage i romanen, hvor en stor og væsentlig diskussion af syntetisk liv bliver kogt ned i en form så fremmed (og set gennem Caras øjne også latterlig, fornemmer man) som en mekanisk ”kælesæl” til plejehjemsbeboere.

Ligesom med den vanskelige (ikke-)kontakt med farfaren ved Kjellstadbommen er det barske præmisser i et menneskeliv såsom depression og alkoholmisbrug, Cara kommer i nærkontakt med. Gennem en velfungerende vekslen mellem barnet Cara og den voksne Caras retrospektive syn udfoldes svære tilstande og relationer især i den nærmeste familie, og selvom Cara vedkender sig sit meget sparsomme sociale behov, finder hun alligevel sig selv som familiens knudepunkt: ”Det er mig, der er endt som omsorgsperson, selvom jeg er den der mindst af alt bryder mig om at omgås andre mennesker. Det er måske fordi jeg har gemt min omsorg og nu kan udportionere den. Jeg har kun lige præcis nok til at dække dem alle sammen.”

Manuel er ikke nogen murstensroman med sine omtrent 200 sider – men den indbyder imidlertid i høj grad til fordybelse og koncentreret læsning. Giver man sig tiden til dét, kvitteres der med tankevækkende stof, der hager sig fast i læseren og udgør en anbefalelsesværdig læseoplevelse.