Anmeldelse af Alexandra Moltke: Paradisi Gloria, udgivet på Kronstork d. 18. september 2026.
Anmeldt af Asta Stoltz Blom
Foto: Asta Stoltz Blom
En computer, maskine, robot – en Mime skildrer sin historie til nogen der ikke findes mere, men burde stå til ansvar. For dette teknologiske individ lever evigt, det gør mennesket ikke.
Alexandra Moltke har baseret sin nye roman på Harry Martinsons langdigt Aniara (1956), som jeg ikke kendte, da jeg startede min læsning. En kende forvirret var jeg, men jeg accepterede det, da Moltke skriver helt betagende. Derudover er Moltkes roman science fiction, en genre jeg ikke har beskæftiget mig meget med – men Moltkes smukke sprog gjorde det nemt at fortsætte, og forvirringen forsvandt.
En flyvende sarkofag
Fortælleren er en robot, en maskine, en computer – en Mime (som denne robot kaldes) som vi følger på en rumfærge ved navn Aniara. Mimen er dog ikke en klassisk robot, hvis man kan lave sådan en kategorisering, forrobotten fortæller: ”Jeg er blevet givet en kalvs lange bløde tunge (…). Foræret de to udslåede blomster af brusk; et svins ferskenfarvede ører”. Rumfærgen er denne Mimes første ’job’, hvor den skal hjælpe de 8000 passagerer med at minde dem om deres gang på planeten Doris. Doris er de blevet nødt til at flygte fra, da den nu er en forfalden slagmark, hvor ingen kan eksistere. Derfor skal de til Mars, men en sten rammer færgen, og Aniara bliver derfor en flyvende sarkofag. Ingen kan gøre noget – heller ikke kaptajnen, Chefone, som skal nævnes, ikke er et rart individ. Chefone holder det sågar skjult for passagererne, at de ”skal dø på denne fæle skid af en færge”. Dette vil piloten Isagel gøre op med, men ”Chefone har taget hendes næse, skamferet hendes ansigt…”.
Dette er en kort opsummering af romanen, men der er endnu mere til. Moltke forstår at skrive science fiction, for ja, en ny verden kan være forvirrende at træde ind i. Men Moltkes poetiske beskrivelser gør romanen godt, og denne Mimes arbejde for at få passagerne til at mindes, bliver en hård byrde, da det er sunket ind for alle, at de skal dø her. Undtagen hvem? Selve robotten.
”Bevæger mig langs alle kroppene ind gennem dørene, ind i min robe. Taler de skælvende ind i paradis. Jeg behøver ikke de smukke øjne, behøver ikke længere lokke. Personer griber mine hænder, trækker i mig, jeg undværer dem hellere.”
Kærlighedshistorien
Oveni i alt ovenstående forekommer også kærlighed. Dog en forvirrende én. Vores fortæller har et forhold til ”Daisy Doody, den sorgløse danser, en pigelil fra Dorisburg”. Hun gør ham tryg, især i tiderne hvor passagerne bliver mildest talt vanvittige, fordi de vil ind i Mimaroben (det sted robotten kan få passagererne til at komme på andre tanker), og mindes tilbage til deres gamle liv, en form for paradis.
Mimen gør sig på syvende år til en desertør; ”Jeg flår kalvens tunge ud en tidlig morgen. Knitrende ledninger står ud af halsen. Jeg er nu en form for desertør. Jeg har pillet mig selv fra hinanden.” Fordi Chefone lige inden har forgrebet sig på Mime, og Mime derfor selv stiller spørgsmålet; ”Har kaptajnen forudbestilt denne funktion?”.
”Jeg har forladt de stakkels passagerer, min hjord, og taget min tusinde verdener med mig. (…) Daisy gemmer mig i et skab.”
Daisy og Mime har et specielt bånd, og det giver romanen et håb. For man får medlidenhed med denne robot. En nat er Mime blevet hentet fra skabet og ”…forsøge at pine mig til funktionalitet…”, og senere forklarer Mime ”I demonstrerede ikke hvordan jeg kunne slukke for mig selv, og Daisys favntag farer gennem hele min maskine”. Man kan intet andet end at håbe denne robot en dag dør, for den kan ikke selv slukke for sin hukommelse og forestillinger – og jeg kunne ikke lade vær med at blive glad for, at jeg ikke lever evigt.
Møde døden med ro
Et sted i romanen ramte mig dybere – da Isagel dør. ”…de har ikke slået hende ihjel. Hun er slemt forslået, skamferet.”, forklarer robotten. På denne side har Moltke nemlig skrevet en sætning, som jeg vil slutte minanmeldelse af med, for den indkapsler netop genial science fiction, som skal sætte nogle ting under debat. Især mennesket for vi er jo egentlig skyld i det hele, og i denne fortælling nok også at deres jord er gået under. Det sidste Isagel siger er nemlig;
”Meget er monstrøst. Men intet mere monstrøst end mennesket.”
Leave a Reply