Anmeldelse af Annie Ernaux: Den frosne kvinde, udgivet på Gads forlag d. 26. september 2025. Oversat fra fransk af Niels Lyngsø.
Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt
Foto: Mette Temberg Fjederholt
Da Annie Ernaux var barn, skulle hun passe sin skole. Hun skulle ikke distraheres eller drænes for energi ved at løbe ærinder eller have pligter. Hendes forældre var progressive, og hendes succes skulle ikke forhindres af, at hun var en pige. Men Ernaux ender som en ”frossen kvinde” i et ægteskab, der på ingen måde blev, som hun drømte om.
I Den frosne kvinde skriver Annie Ernaux for første – og eneste – gang om sit ægteskab, og på elegant vis myrder hun myten om den sande lykke og kvinders frihed. Undervejs fører hun kniven over struben på veninder, familie, lærerinder, magasiner og mænd, der dikterer hvordan kvinder er og bør være. På trods af at Ernaux’ forældre ikke overholdte de traditionelle kønsroller og aktivt var fortalere for en anderledes måde at leve på, så er denne unge pige let modtagelig for andres fordømmelse:
”Det er den slange til Brigitte som peger på et område nederst på væggen: ”Det må jeg nok sige, det er lang tid siden der har været nogen forbi her!” (…) Jeg føler mig en smule ydmyget ved at konstatere at min mor ikke har levet op til sine forpligtelser, eftersom det her tilsyneladende er én af dem”.
At blive liggende i sengen
Annie Ernaux drømmer ikke om store rejser, berømmelse eller rigdom. Hun drømmer om den simple, søde frihed. Friheden til at blive liggende i sengen, når hun vågner og læse Kafka eller Forbrydelse og straf. Friheden til at sætte sig på en café og drikke kaffe. Friheden til at dele de huslige pligter med sin mand, så der kun er halvt så mange sutteflasker at vaske op. Som ung oplevende hun denne frihed, men nu mærker hun skammen over savnet til en svunden tid:
”Alle unge kvinder har været igennem denne periode, længden og intensiteten kan variere, men det er forbudt at tænke tilbage på den med nostalgi. Hvor skamfuldt! Hvor vover du at savne den egocentrerede tid hvor man ikke havde ansvar for andre end sig selv, en tvivlsom, ja, barnagtig tid”.
Men Ernaux lader sig ikke helt kue. Hun insisterer på at færdiggøre sin uddannelse, selvom alt det huslige arbejde er pålagt hende; for hvor latterligt ville det ikke se ud, hvis en mand lavede mad? Når barnet sover, slider og slæber Ernaux for at gennemføre sit pædagogikum. Hendes beskrivelse af den jonglerede mor er rammende, men hun praler ikke af, at kunne klare både det ene og det andet. Hun skælder ud over, at det er nødvendigt. Annie Ernaux må være opfinderen af mental load.
Frihedens illusion
Stik imod sin opdragelse erfarer Ernaux således langsomt, at friheden som kvinde kun er noget, der findes i teorierne. I skolen gør frøknerne, hvad de kan for at underminere pigernes selvtillid og viljestyrke til at drømme om at kunne klare sig selv. Det foregår ikke på brutal manér, men som ”en blid religiøs fernis”. Det er tydeligt, at værket ikke kun stikker til mændene som undertrykkere, men pilen peger ad mange omgange tilbage på kvinderne selv. Et sted i bogen fortæller hun om sine svigerinder:
”Omgivet af alt det gode humør og den muntre accept af rollerne følte jeg mig unormal, småskør. Det er upassende at være sur på mændene, lad dem nu bare slappe af, lad dem more sig som små drenge, ville du måske hellere have at han tager på ferie alene og kigger efter piger, han må være dødtræt af altid at hænge på hustru og en unge”.
Jeg kan næsten ikke gengive citatet uden at blive vred. Men Ernaux er ikke altid vred, hun fortæller nøgternt og ærligt om de første år som ægtefælle og mor. Alt hvad Ernaux fortæller er underligt relaterbart, og jeg har sjældent skrevet så mange noter til et værk, som da jeg læste Den frosne kvinde. Mens jeg læser den, er jeg splittet mellem skam og tilfredshed over at have tid til at læse midt på dagen. Burde jeg ikke rejse mig og hente mit barn fra børnehaven? Burde jeg ikke starte på aftensmaden, så jeg kan være en nærværende forælder senere? Eller burde jeg nyde den tilkæmpede frihed og vælge selv? Ernaux viser mig, hvor den nedarvede skam kommer fra og undervejs snigmyrder hun de fortællinger, som stadig findes i vores dagligdag. Jeg kommer til at give alle mine veninder et eksemplar i fødselsdagsgave.
Leave a Reply