Metaforen; æstetisk, praktisk, skør

Litterær artikel om metaforens mange funktioner i litteraturen

Af Sophie Dolmer

Metaforen er en gammel ven. Vi kender den fra de romantiske digte, hvor kvinden er en nyudsprungen rose og træer kan ånde med inspirationens friske brise. Men metaforen kan meget mere end det; den kan æstetisere indvoldene på en hest, huske mennesket på sin egen eksistens og skabe den afgørende sammenhæng i en tekst. En sammenhæng, der er så grundlæggende for vores måde at tænke på, at vi netop ikke tænker over den. Hermed en lille indføring i bare tre sider af den mangefarvede, multifunktionelle metafor, og hvordan den tager sig ud i  værket Kongens fald.

Fra skident til skønt

Kunst bliver af flere teoretikere betegnet som noget, der beskriver ét med noget andet, som noget, der beskriver det ukendte med det kendte. På samme vis fungerer metaforen – hvorfor den ofte forbindes med kunsten. Metaforen er et æstetisk virkemiddel, der med sine billeder består af en universel nøjagtighed som ingen parafrasering kan nærme sig. Der er intet mere æstetisk og skarpt end metaforen. I Johannes V. Jensens Kongens fald når en hesteslagtning da også helt nye dimensioner med metaforens billedskabende assistance:

Med denne beskrivelse af en hests indre fremtræder et tydeligt billede for vores indre – her bliver beskrivelsen af noget ellers temmelig skident ved hjælp af metaforen til en æstetisk perle. En perle, der i dette tilfælde er blevet refereret til et utal af gange, når det kommer til hævdelsen af Kongens fald som århundredets roman. Som eksemplet viser kan metaforen altså udover sine nøjagtige beskrivelser også forene noget almengyldigt grimt med noget almengyldigt skønt, og resultat bliver: En æstetisk helhed.

Metaforens vækkelse af mennesket

For nogle kunstnere er det dog ikke nok, at metaforen i litteraturen blot æstetiserer skønt såvel som skident. Med de russiske formalister får kunsten i 1915 en opgave; den må vække mennesket fra dets automatiserede leje. Teoretikeren Viktor B. Sjklovskij var en af grundlæggerne for den russiske formalisme, der opstod i tæt forbindelse med den avantgardistiske russiske futurisme, der var skabt af såkaldte fremskridtsfolk, som ville lave en revolution af det poetiske sprog, hvis udtryk blev ”ordet i sig selv”. Kunsten må vise verden på ny, så sløret af klichéer løfter sig for menneskets øjne, der for et øjeblik erkender sin eksistens. Metaforen skal for Sjklovskij ikke være æstetisk, den skal være levende. Den skal være mere end blot en pyntegenstand, den skal være et erkendelsesmiddel. Det bliver den ved at gøre noget uventet, skørt, provokerende, som når Johannes V. Jensen skriver “Hendes Bryn var vokset sammen mellem øjnene, Tusmørket havde signet hende i Panden med en flyvende Flagermus” i stedet for ganske enkelt at skrive, at kvinden har monobryn. Dét er for Sjklovskij kunst. De russiske formalister gjorde sproget revolutionært, det skulle ændre noget, gøre noget. Denne tilgang var et opgør med det klichéfyldte, automatiserede sprog, hvori mennesket glemmer sig selv og dets eksistens bliver meningsløs.

Metaforen; over, under og i

Metaforen i litteraturen kan således både have et æstetisk virke og et større erkendelsesmæssigt virke, der skal bekæmpe den automatiserede metafor. Men kunne der ikke også være en grund til klichéerne tilblivelse?

I 1980 skrev lingvist George Lakoff og filosof Mark Johnson bogen Hverdagens metaforer, som er en nøje kortlægning af metaforen. Dette åbnede op for helt nye syn på metaforen inden for filosofien og lingvistikken. Lakoff og Johnson påpegede, at metaforen strækker sig langt udover kunsten. Metaforen er et system, som hele den menneskelige tankeproces strukturerer sig ud fra. Mennesket tænker, handler og taler i billeder. Og fordi tænkningen i billeder er så grundlæggende for menneskets måde at tænke på, lægger vi ikke mærke til, hvor meget vi hele tiden og altid gør det. Ved at grave dybere i sproget og forbi dets automatik, finder vi langt flere metaforer i hverdagen og i praksis, end man umiddelbart skulle tro.

Ser vi forbi klassisk brug af billedsprog som den klart genkendelige personifikation, besjæling, metonymi etc. finder vi blandt andet orienteringsmetaforen og beholdermetaforen. Begge har oftest at gøre med en rumlig orientering, som er opstået på baggrund af de kroppe vi har og de fysiske omgivelser omkring dem. Med orienteringsmetaforen orienterer mennesket sig netop ud fra egen krop og dennes både fysiske og kulturelle erfaring med omverdenen. Følgende citat fra Kongens fald er et eksempel på brugen af sådanne metaforer: ”Alle værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere”. Her finder vi metaforerne ”nedad” og ”ud”. Helt automatisk forbindes ”nedad” med noget dårligt, idet den menneskelige tankeproces forbinder ”op” med godt og ”ned” med noget dårligt. ”Ud” står i forbindelse med hovedpersonen Mikkels fysiske krop, og det at han ikke ”kan holde noget ud” indikerer, at hans (nedadgående) stilling nærmer sig hans indre. Med beholdermetaforen skabes en ind-ud-orientering, som vi projicerer over på andre fysiske genstande, der dermed også opfattes som havende et indre og et ydre; som værende beholdere. Når Johannes V. Jensen skriver ”[l]yset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige kammer” opfattes kammeret som en beholder, der fyldes med (lysets) væske. Selv sollyset med dets flydende og uhåndgribelige størrelse ses således som, netop, en størrelse med et indre og et ydre, hvor man kan stå både i og uden for lyset.

Ifølge Lakoff og Johnsons teori har metaforen altså ikke kun en æstetisk rolle, men heller ikke kun en vækkende rolle i litteraturen. Den automatiserede metafor er absolut nødvendig for en helt grundlæggende struktur og sammenhæng i vores hverdagslige tankeprocesser og derfor også i litteraturen. Således kan den automatiserede metafor skabe sammenhæng, mening og tekst, hvor Sjklovskijs metafor skaber vækkelse, erkendelse og kunst – begge præmisser for, at Johannes V. Jensen i året 1900 kunne skrive sit litterære kunstværk Kongens fald og for adskillige andre litterære værker, der er skrevet før- og sidenhen.

Referencer

Dolmer, Sophie. Metaforens virke i hverdag og i kunst.

Eksamensopgave i Sprogfilosofi,  foråret 2017.