Anmeldelse af Marina Louise Botes: For mig ligner det et hul i muren, udgivet på Korridor d. 21. september 2025.
Anmeldt af: Emmy Kronborg Mortensen
Foto: Emmy Kronborg Mortensen
I sin punktroman illustrerer Marina Louise Botes dualiteten mellem at have en opvækst i Cape Town og livet i Danmark. Bogens beskrivelse vækker en nysgerrighed, en lyst til straks at vide mere – desværre bliver dette ellers ufatteligt spændende emne punkteret af et alt for desperat og metafortungt sprog, som sætter stopklodser i læsningen. For mig ligner det mere et stykke performativt litteratur.
Stærk fortælling
Forstå mig ret – Marina Louise Botes fortælling om opvæksten i Karoo i Sydafrika er i sig selv utroligt fængende. Splittelsen mellem at tilhøre både sit moderland, men på den anden side også sit nye hjem er en historie, som får det til at krible i kroppen på mig. At vende Cape Town ryggen og i stedet bevæge sig mod Christianshavn lyder måske som en rimelig ligetil handling, men når man ikke kan efterlade de identitetsbrudstrykker, som Sydafrika har givet en, hvad gør man så? Undervejs i bogen bliver man klogere på disse vitale bestanddele, som har været med til at skabe Botes, til at forme det menneske hun er – og som hun ikke kan lægge bag sig. Hun skriver om apartheidens umenneskelige rasen, og om at være hvid afrikaner i et land, hvor krigen utilgiveligt opdeler sin befolkning i opdelte rum;
”Vi kører forbi et hus der brænder ned mens naboerne står uden vand. (…) Vi kører forbi den township hvor de kastede klipper på N.s far fordi han er politimand, den forkerte politimand. Inde i byen hænger plakater med slogans og fotos af nogens far eller bedstefar, og de voksne diskuterer folkeafstemningen og fremtiden for de hvide børn. Landet er mørkt, der er mange rum og endnu flere grænser. Rum til hvide, og rum til farvede, ingen må bruge hinandens rum.” (Brændt rum, s. 75)
Metaforernes indtog
For mig kommer siderne til at føles tunge som bly, desto længere jeg når ind i romanen. Det er som om, at fortællingen kommer til at køre i cirkler, som om gentagelserne finder sit indtog i historien. Og hvor er det ærgerligt, for hvor ville jeg gerne lade mig rive med at Botes oplevelser, og hvor ville jeg ønske, at jeg havde mere lyst til at læse om hendes splittelse mellem Sydafrika og Danmark og om hvordan, hun langsomt mærker sit ’mælkesprog’ forsvinde mellem fingrene på hende. Men jeg bliver stoppet i læsningen af en overflod af metaforer, som fjerner fokus fra fortællingen. Hvis man er glad for et stærkt lyrisk sprog, så er denne punktroman den helt rigtige bog at kaste sig over – det bliver desværre en tand for meget til min smag.
En metafor som dog fungerer ubeskriveligt godt, er Botes fortolkning af livet som en bevægelse mellem forskellige rum. Hun befinder sig i skrivende stund i et rum, hvor fortvivlelsen mellem at føle sig splittet mellem to hjem, to kontinenter og to virkeligheder er enorm:
”Jeg vågner tidligt til rummets rotation, træ vægge og en døråbning i hver sin bane om solen, hvert sit tempo. (…) Jeg er blevet klar over at selv mine egne sætninger kan vende sig mod mig, de løber om hjørner med mig eller samler sig i abrupte afbrydelser og gentagelser, en stavelse af gangen (…) Mine ord tilhører ikke altid det sprog jeg tænker på.” (Stammerum, s. 72)
Til de poesibegejstrede læsere
Læsningen af Marina Louise Botes punktroman kan i allerbedste metaforiske (ha ha) forstand bedst beskrives som en rutsjebanetur; de emner som hun skriver om, er spændende og vækker i sig selv en lyst til hastigt at bladre igennem bogen. Desværre kommer sproget til at sætter en stopper for denne læsning. Men igen: forstå mig ret! Er man til et overpoetisk og metafortungt sprog, så skynd dig ud og få fingrene i denne bog, for så er det den helt rette læsning. Jeg må desværre erkende, at jeg til sidst kun færdiggøre gjorde bogen af pligt og ikke af lyst.
Leave a Reply