Anmeldelse af Karl Ove Knausgård: Arendal, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 10. oktober 2025. Oversat fra norsk af Sara Koch.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
I takt med at dagene bliver kortere, har jeg læst sidste skud på stammen i Knausgårds Morgenstjerne-serie. Arendal er femte bind i den stort anlagte romanserie, og vi bliver endelig lidt klogere på, hvad der er Syverts (altså, Syvert seniors) skæbne.
Det er først i januar i 1976. Syvert er på vej hjem til sin kone, Evelyn, og to sønner, Syvert og Joar, da hans bil bryder sammen. Han er strandet i Arendal, hvor han er vokset op, og på trods af at hans mor bor i byen, vælger han at indlogere sig på et hotel natten over. Men da han ligger i sengen og prøver at falde i søvn, kan han ikke lade være med at tænke på Asja, kvinden, han er dybt forelsket i, men som han ikke kan være sammen med – dels fordi hun bor på i Sovjetunionen, og dels fordi han jo allerede har en familie:
“Stakkels Evelyn. Men hun vidste ikke noget. For hende fandtes det ikke. På den måde var det til at leve med. Først når hun fandt ud af det, ville det jeg havde gjort, eksistere for hende. Men hun ville aldrig finde ud af det.”
Da tankerne først er begyndt at snurre i hovedet på ham, kan han slet ikke finde ro. Han står op, tager sit overtøj på og går ud i den mørke aften, ud på de tomme gader.
En mørk skæbne
Hvis man som jeg har læst de foregående fire bind i Morgenstjerne-serien, ved man allerede at Syvert dør. Jeg ved også, at den mystiske stjerne, der pludselig viser sig på himlen spiller en vigtig rolle, at der i flere dage ikke sker nogen dødsfald – overhovedet – og at der generelt sker flere uforklarlige ting. Døden spiller altså en underliggende og samtidig væsentlig rolle gennem hele romanen, hvilket er gældende i flere af Knausgårds værker. En anden væsentlig spiller i romanen er det mørke, som Syvert kæmper med, og som blandt andet er grunden til, at han ikke kan finde ro eller sove: Han har ikke fået nok at drikke. Alkohol er Syverts faste følgesvend (igen, ligesom i flere af Knausgårds værker – i hvert fald når det gælder mændene), og det bliver tydeligere som handlingen skrider frem, at Syvert ikke bare nyder et glas i ny og næ. Han er tværtimod inkarneret alkoholiker i en sådan grad, at han har mintpastiller på sig for altid at have frisk ånde, og han gemmer alkohol fra sin omverden:
“I Arendal stoppede jeg ved Vinmonopolet og købte drikkevarer til weekenden, to flasker rødvin, som jeg lagde på bagsædet for åbenlyst at tage med ind i køkkenet, og en akvavit og vodka jeg lagde i kufferten for at undgå bebrejdelser.”
Mørket i Syvert er dog ikke begrænset til, at han har en affære og er alkoholiker. Han vil helst ikke have en relation til sin mor, der vist nok uofficielt er kærester med sin svoger. Da han så hører om, at en af hans barndomsvenner for nyligt er død i en alt for tidlig alder, bliver han mindet om sin barndom, hvor flere af børnene døde på uheldige og nogle gange underlige måder. Og dette mørke forfølger ham indtil romanens sidste sider, hvor han skal træffe en livsomvæltende beslutning.
Langsommere tempo
Min overordnede oplevelse af Arendal er, at handlingen foregår i et langsommere tempo end de tidligere bind i romanserien. Ligesom i Natskolen har jeg kun fulgt en enkelt karakter, hvilket har givet mig mulighed for at lære ham bedre at kende sammenlignet med mange af de øvrige karakterer, der optræder flerstemmigt i de foregående bind. Samtidig har jeg dog ikke følt mig opslugt af handlingen i samme grad som af de tidligere bind, og for mig står romanen lidt for sig selv i forhold til de fire foregående bind, der virker til at have en tydeligere sammenhæng til hinanden. Det betyder dog ikke, at jeg ikke venter spændt på, at bind seks udkommer på dansk!
Leave a Reply