Anmeldelse af Ivo de Figueiredo: Stormen. En biografi om Edvard Munch. Bind 1, udgivet på Gutkind d. 24. juni 2025. Oversat fra norsk af Morten Visby.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Den 12. december 1863 fødte Laura Bjølstad sit andet barn. Præsten blev tilkaldt i en fart, så drengen kunne blive døbt derhjemme. For det lod ikke til, at han ville overleve. Men det gjorde han. Drengens navn var Edvard Munch – han skulle sidenhen blive en af kunsthistoriens mest markante skikkelser.
Stormen, det første bind af to, er i sandhed en passende titel på den norske historiker Ivo de Figueiredos biografi om den norske kunstmaler Edvard Munch. Den skildrer de første 40 år af kunstnerens liv, og titlen fungerer både som en stærk metafor og som en gennemgående nøgle til at forstå Munchs rastløse tilværelse. Samtidig sidder jeg – en relativt uerfaren kunstkender – tilbage med en følelse af, at uvejret har ladet mig mærke stormen i Munch. Man skulle næsten tro, at nogen ville fortælle mig noget, for i skrivende stund raser et kraftigt uvejr uden for mit vindue på fjerde sal.
Kaldet
Munchs dramatiske ankomst til livet blev en forsmag på det stormfulde liv, der ventede ham. Han voksede op i en familie præget af sygdom og sårbarhed: Faren, Christian Munch, var korpslæge, men bar på et nervøst sind, og moren døde tidligt af tuberkulose – en skæbne, der også ramte Munchs søster. Munch arvede sine forældres skrøbelighed i både sind og krop, og de Figueiredo trækker en overbevisende linje mellem Munchs liv og hans kunst, der i dag er kendt for at skildre menneskets eksistentielle tilstande:
”Livet igennem levede han i et rastløst jag, hastende fra land til land, mellem byer, fra rum til rum, trappe op og trappe ned i sit eget hus. Når han talte, ræsede han af sted, tvunget af tankernes abrupte spring, ligesådan var det, når han lod radernålen danse hen over kobberpladen, penslen hen over lærredet. I Munchs billeder findes ingen ro, i kunstnerens øje er der altid storm.”
Munch malede Det syge barn i 1886, som i samtiden førte til skandale. Værkets såkaldt hæslige form og skrøbelige motiv sprængte grænserne for den gængse kunstopfattelse. Men ikke desto mindre førte værket til hans gennembrud. Fra da af løb det kunstneriske kald i Munchs årer. Men ikke uden en pris.
Som et slags opgør med sit pietistiske ophav blev Munch betaget af Kristiania-bohemen: en gruppe radikale kunstnere, der afviste samfundets gældende normer og gik ind for fri kærlighed og en naturalistisk livsopfattelse. Senere forlod Munch sin familie i Kristiania (det nuværende Oslo) for at rejse til bl.a. Berlin og Paris med håbet om at opnå international anerkendelse. Hans veje krydsedes med samtidens kulturelite – f.eks. August Strindberg, Henrik Ibsen og Hans Jæger –, og selv om han hele tiden kæmpede for anerkendelse, forblev han på dette tidspunkt en avantgardist, der forargede, udfordrede og ikke passede ind på væggene i nordmændenes fine stuer. Hjemme i Norge var han forud for sin tid, mens han i udlandet blot var én blandt mange:
”Det var et offer, en metode, en praksis, der fulgte naturligt af symbolismens ambition om at favne krop og sjæl. Ville han male erindringen, måtte han erfare, ville han gengive følelser, måtte han føle. Skulle han sprænge kunstens grænser, måtte han leve som i en storm.”
Med fortællende indlevelse
de Figueiredo væver kunstnerens liv frem gennem dagbogsnotater, breve, litteratur, kunstanalyser og historiske kilder. Det er tung læsning, og undervejs blev jeg somme tider nødt til at huske på bogens præmis: Stormen er en historisk biografi af en kunstner og hans samtid, ikke en fiktionaliseret fortælling. For den almindelige læser kan det omfangsrige kilderegister virke overvældende, men for den kunst- og historieinteresserede er det muligvis den mest veldokumenterede og helstøbte fremstilling, man kunne ønske sig. Jeg hører nok overvejende til den første kategori, men jeg vil alligevel påpege styrken ved det fine spil mellem det tunge og det sanselige: de Figueiredos skarpe og til tider poetiske sprog bryder som små, levende glimt den informationstunge skrivestil:
”Edvard forlod faren og gik op af landgangsbroen igen. Og Christian blev sikkert stående og så til, men Alpha gled ud gennem fjorden, prustede sine tunge kulskyer op i den kølige oktoberluft, på vej til kontinentet med sin last af småfulde kunstnere, hvoraf i hvert fald én må have stået i agterstavnen med ansigtet vendt mod land, mens fjordarmene og øerne langsomt lukkede sig om byen og korpslægen derinde på kajen.”
For mig var passager som denne med til at styrke indlevelsen. De historiske begivenheder trådte frem som levende fortællinger, dog uden at miste jordforbindelsen. Samtidig nuancerede de billedet af den mand, som hele biografien kredser om – kunstneren, der i et personligt opgør med faren og sit pietistiske ophav forlader Norge for en stund, men ikke uden at se sig tilbage. For ”Munch brændte mange broer gennem livet, men aldrig den, der førte tilbage til familien”.
Et overflødighedshorn af kilder
de Figueiredo formår på imponerende vis at samle trådene, så historien folder sig levende ud, mens alle detaljer stadig hviler solidt i kilderne. Stormen er en biografi, der kræver tålmodighed, men den belønner læseren med et detaljeret og troværdigt portræt af Munchs formative år. Med sin kombination af historisk grundighed og poetiske glimt står de Figueiredos værk tilbage som en både krævende og givende læseoplevelse – en bog, der kan udfordre den mere almindelige læser, men som i høj grad vil begejstre den kunst- og historieinteresserede. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvordan stormen i Munch folder sig ud i andet og sidste bind.
Leave a Reply