Anmeldelse af Mario Vargas Llosa: Jeg tilegner Dem min stilhed, udgivet på Forlaget Klim d. 26. februar 2026. Oversat fra spansk af Rigmor Kappel Schmidt.
Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt
Foto: Mette Temberg Fjederholt
Jeg tilegner dem min stilhed er en smuk fortælling om kunst, fattigdom og fællesskab.
En magisk aften finder sted i Lima. Musikskribenten Toño Azpilcueta bliver præsenteret for den ukendte guitarist Lalo Molfino, hvis optræden vender hans liv på hovedet. Men kort efter koncerten forsvinder Lalo, og Toño beslutter sig for at skrive en bog om manden, som ingen taler om.
Mario Vargas Llosa blev i 2010 tildelt Nobelprisen i litteratur og hans tidligere litteratur satte gang i et latinamerikansk bogboom, hvor han blandt andet banede vejen for Gabriel Carcía Márquez. Da Llosa i 2023 udgav Jeg tilegner Dem min stilhed, annoncerede han på forhånd, at det blev hans sidste roman. Det lange forfatterskab slutter smukt af med et inderligt ønske om forsoning.
En seismograf, der måler svingningerne i den nationale sjæl
Hovedpersonen Toño besidder peruviansk nationalfølelse udover det sædvanlige. Han anses som en intellektuel proletar, en specialist i alt det folkelige, og han brænder inderligt for sit studie i kreolsk musik:
“Han blev rørt til tårer, når han lod sig opsluge af det. De dybeste lag i den peruanske nationalkarakter, følelsen af at tilhøre et fællesskab, blev forenet af forordninger og nyheder og båret frem af folkelig musik og sang. Det skulle være grundtonen, der gennemsyrede hele hans afhandling”
I callejonerne
Jeg tilegner Dem min stilhed er et glimtende, historisk og kulturelt blik ind i et splittet Peru. Vi hører om en kvinde, der bliver brutalt myrdet af Den Lysende Sti, der var en fanatisk og voldelig guerillabevægelse, som hærgede i 80’erne og 90’erne. Og vi får en grundig indføring i betydningen af callejonerne, der er små gyder med billige huse til de fattige, hvor der periodisk opstod stor smitte med farlige sygdomme.
Og vi får også lov at opleve stemningen på egen krop. I callejonerne emmer det af folkeligt liv, og centralt er musikken og dansen, der er hele romanens omdrejningspunkt. At de forarmede peruvianere skulle huse store fester, der varede flere dage og indebar god vin, lyder måske mystisk, men som der står et sted i bogen: “Den peruanske fattigdom var bygget af mirakler og mysterier”.
Følelsen af stilhed
Mystisk er det også til koncerten med Lolo Mofino, som igangsætter bogen. Et sted i romanen sammenligner Toño stilheden under Lalo Molfinos koncert med den stilhed, der opstår under tyrefægtning. En stilhed, hvor beskuerne: “forventningsfulde og opløftede, forstummede, holdt op med at tænke og drage ånde og glemte alt, hvad de havde i hovedet, mens de målløse og grebet af en euforisk rus betragtede det mirakel, som fandt sted nede på pladsen”.
Er det ikke smukt? Hvor ville jeg give meget for at opleve sådan en koncert bare én gang i mit liv. En koncert hvor folk glemte sig selv, deres problemer og den kaotiske verden. En koncert hvor publikum giver sig fuldstændig hen til musikken og følelserne, den giver os.
Jeg tilegner Dem min stilhed er fletkomponeret mellem fortællingen om den fantastiske og mystiske guitarist og nedslag i Perus koloni-, kultur- og samfundshistorie. De historiske afsnit er smukke og dvælende, og Llosas viden om og kærlighed til Peru er ikke til at tage fejl af. Alligevel kan de til tider sprede sig over flere sider, og bliver for langtrukne og uvedkommende til min smag, selvom han bruger dem til at fortælle om guitaristens opv
Leave a Reply