Anmeldelse af D. H. Lawrence: Lady Chatterleys elsker, opført på Aarhus Teater. Premiere d. 8. maj 2024
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Emilia Theresa / Aarhus Teater
Lady Chatterleys elsker gik fra at være bandlyst i 1920’ernes Europa grundet dens pornografiske karakter til at blive betydningsfuld for 1960’ernes seksuelle revolution og i dag at blive opført som en æstetisk flot og kraftfuld forestilling på Aarhus Teater af instruktør Camilla Kold og dramatiker Dicte C. Houmøller. Så frygt ej, du er ikke på vej ind og se noget alt for grænseoverskridende.
Forud for forestillingen sad jeg med en følelse af ikke helt at vide, hvad jeg havde sagt ja til. Jeg har aldrig læst bogen, aldrig set filmen, så jeg vidste ikke, hvad der ventede mig. Det var først, da jeg fortalte mine venner, at jeg skulle ind og se Lady Chatterleys elsker i teateret, at det gik op for mig, hvad det kunne indebære at se den; en bog, en film og måske et teaterstykke, der omhandler noget, som er meget seksuelt. Jeg mødte op i teateret og var spændt på, hvad der mon ventede mig i de 2 timer og 10 minutter, forestillingen varer. Og selvfølgelig er der sex i forestillingen, det ville være mærkeligt andet, men man skal ikke vælge forestillingen fra i frygten for, hvad der kan ske. Det er ikke overvældende, det er ikke grænseoverskridende, det er derimod en storslået oplevelse.
Lady Chatterleys elsker er fortællingen om, hvordan en kvinde i tiden omkring Første Verdenskrig og industrialiseringen opdager og udforsker sin egen seksuelle frihed. Lady Chatterley er blevet gift med hr. Chatterley ganske kort tid, før han skal drage i krig, og da han kommer hjem fra krigen, er han blevet lam fra taljen og ned. Dette gør, i hvert fald for hr. Chatterley, at de ikke kan have nogen seksuel omgang med hinanden. Han er en mand af tiden og nægter overhovedet at tale om sin nye situation, og hvad det indebærer, hvilket skaber en masse fortielser i deres ægteskab. Alt dette gør, at Lady Chatterley sygner hen, bliver en skygge af sig selv og i samme ombæring pådrager sig en masse bekymring fra hendes familie – bekymringer hr. Chatterley overhovedet ikke deler. Derfor foreslår hendes familie, at hun finder sig en elsker. Først er hun tøvende, men hurtigt får hun alligevel blik for gårdens skytte, den bredskuldrede, lidt uforskammede, men vigtigst af alt lækre, Oliver. Deres relation smelter sammen i en samhørighed af natur, seksualitet, sensualitet og frihed – alt sammen noget, hun ikke finder i sit eget ægteskab.
Selvfølgelig fylder sex også
Inden forestillingen går i gang, hører jeg, at de i arbejdet med forestillingen længe har overvejet, hvordan de skulle opføre sexscenerne, så det ikke blev for grænseoverskridende for hverken skuespillere eller gæster, uden samtidig at fjerne disse afgørende scener. Derigennem har de skabt en nytænkende måde at udtrykke sex på scenen. Sexscenerne fylder, det skal de også for at være tro mod fortællingens oprindelige karakter, men du står ikke tilbage med en fornemmelse af at have været inde og se noget der blev for meget, du står ikke tilbage kun med minderne om forestillingens sexscener. Du mindes selve fortællingen, og det, synes jeg, er en kæmpe cadeau!
Lady Chatterleys rivende begær forfører og kan mærkes helt ud på stolerækkerne. Det er konstant i spil, og selvom der ikke er direkte sexscener, kan du stadig mærke den seksuelle og sensuelle energi som et bagtæppe for den fortælling, der er i gang. Og hvor er det skønt at have en hel forestilling tilegnet kvinden og hendes seksualitet uden, at det er på baggrund af en mands.
Det er en fantastisk forestilling, og jeg vil på det varmeste anbefale andre at tage ind og se den!
Lady Chatterleys elsker kan ses på Aarhus Teater fra d. 8. maj til 8. juni 2024.
Leave a Reply