Anmeldelse af Octavia E. Butler: Lignelsen om såningen, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 13. januar 2025. Oversat fra engelsk af Jonas Eika og Andreas Eckhardt-Læssøe.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
For første gang udkommer Octavia E. Butler på dansk. I den forbindelse har jeg sat mig for at læse og anmelde hendes tobindsværk Earthseed fra 1993, der består af Lignelsen om såningen, der anmeldes her, og Lignelsen om talenterne.
Vi følger Lauren i dagbogsform fra år 2024, der sammen med sin familie bor i et beskyttet område tæt på Los Angeles. Her har de boet hele hendes liv, adskilt fra resten af verden af den mur, der omgiver deres lille, beskyttede samfund. På mange måder er hun taknemmelig for murens beskyttelse på grund af alt det, der findes på den anden side: Der findes hjemløse mennesker, der vil stjæle og slå ihjel for at holde sig i live. Der findes et stof, som nærmest gør en liderlig efter at se ild, når man tager det. Der findes vilde hunde, der også bare forsøger at overleve. Men hvad nu hvis der findes et bedre sted? Et sted i verden, hvor det er muligt at få løn for sit arbejde, rent drikkevand og ikke mindst tryghed. Ifølge rygterne findes et sådant sted nordpå.
”Jeg mener, jeg elsker det. Det er mit hjem. Det her er mit folk. Men jeg hader det. Det er som en ø omringet af hajer – bortset fra, at hajer ikke gør dig noget, så længe du ikke går ud i vandet. Men her er der hajer på landjorden, og de er allerede på vej. Det er kun et spørgsmål om, hvornår de bliver sultne nok.”
Udstyret med intet andet end sin beslutsomhed, begynder Lauren at forberede sig på at forlade sin familie, sine venner og sin kæreste for at lede efter et mere humant sted at bo. Hun pakker en taske med de basale fornødenheder og inkluderer frø, som hun kan så, når hun engang slår sig ned, sin notesbog og en pistol, så hun har mulighed for at forsvare sig.
Tragedien rammer
Ikke længe efter at præsident Donner – her kan jeg ikke lade være med at læse Donald – er blevet valgt, bliver Laurens by ramt af et oprør, der ændrer hendes plan om at rejse fra en gang i fremtiden til at rejse med det samme. De ildelskende narkomaner indtager byen, sætter ild til alt omkring sig, voldtager og plyndrer sig gennem byen, indtil der ikke er andet end ruiner tilbage. Lauren finder på mirakuløs vis et sted at gemme sig, og da oprøret er overstået, finder hun tilbage til sin families hus. Eller hvad der er tilbage af det. Det er brændt, og hjemløse er nu på rov i de nedbrændte rester, og som om det ikke er nok, finder hun ud af, at hele familien er blevet brutalt myrdet af narkomanerne. Og fordi jeg kun er et menneske, står tårerne mig nu ud ad øjnene.
Sammen med et par andre overlevende begiver Lauren sig nordpå, og på vejen møder de flere andre, som de slår sig sammen med. Langsomt begynder Lauren at indvie de andre fra gruppen i, hvad der står i den notesbog, hun har medbragt – hun har nemlig over de sidste år skrevet vers ned til den religion eller det trossamfund, som hun gerne vil skabe: Earthseed. Et samfund, der er baseret på, at Gud er forandring:
”Vi dyrker ikke Gud.
Vi mærker og tager del i Gud.
Vi lærer af Gud.
Med omtanke og arbejde
former vi Gud.
I sidste ende giver vi efter for Gud.
Vi tilpasser os og holder ud,
for vi er Earthseed,
og Gud er Forandring.”
Den efterhånden store gruppe af vandrende når ikke uden for Californiens grænser, men forsøger i 2027 at slå sig ned på et jordstykke, som et af medlemmerne ejer. Her vil de ikke blot begynde at dyrke jorden og bygge huse at bo i, men også danne det trossamfund, som Lauren har sået frøene til.
Dystopien i dag
Romanen er første gang udgivet i 1993, men jeg kan under min læsning ikke lade være med at trække tråde frem til i dag. På mange måder er det nemt at føle, at vi lever i en dystopisk verden i dag, når nyhederne er fyldt med billeder af krig, skovbrande, de forkerte mænd ved magten, oprustning og meget andet negativt. Selvom det er lidt af en mavepuster at læse romanen, formår Lauren alligevel at give mig håb gennem fortællingen, fordi hun tror på, at der findes noget bedre – og ellers må vi jo bare skabe det selv. Jeg glæder mig til at følge hende videre i Lignelsen om talenterne.
Leave a Reply