Anmeldelse af Yasunari Kawabata: Snelandet, udgivet på Forlaget Skjødt d. 21. oktober, 2022. Oversat fra japansk af Mette Holm
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
For første gang har vi nu på dansk et værk af japanske Nobelprisvinder Yasunari Kawabata – og Forlaget Skjødt har sørget for, at der er flere på vej. Snelandet er en kærlighedsfortælling om mødet mellem to ekstreme poler i et afsides samfund i de Japanske bjerge. Det er et møde mellem det stoiske og det passionerede, det sagte og det usagte.
Da jeg læste, at dette var den første danske oversættelse af Kawabata, synes jeg, at det var en kende mærkeligt, da han vandt Nobelprisen i litteratur helt tilbage i 1968. Men efter at have snakket med en veninde fra Japan giver det måske bedre mening, da hun var nysgerrig på hvordan oversætteren havde formået at tackle Kawabatas specielle sprog. Ikke nok med de sproglige barrierer er der også helt klart en kulturel barriere i Snelandet, der lige skal overvindes.
Ansigtet i vinduet
I Snelandet følger vi den rige forretningsmand Shimamura, der rejser til en kurbadeby i bjergene. Han har familie og arbejde i Tokyo, men tager alene afsted i perioder for at slappe af… og selvfølgelig også nyde selskabet med nogle af de lokale geishaer. De fleste af dem er dog lidt for gamle for Shimamura og falder ikke i hans smag. I stedet udvikler han et kompliceret venskab/kærlighedsforhold til den unge Komako, der først for nyligt er trådt til som geisha. Både Shimamura og Komako er besynderlige karakterer. Shimamura er fåmælt og stoisk, men har på samme tid en rig indre verden, hvor han fokuserer på detaljer i en ekstrem grad:
”Shimamura havde en illusion om, at aftenrøden passerede hen over ansigtet snarere end bag det, men det gik for hurtigt, til at han kunne finde ud af, om det rent faktisk forholdt sig sådan. Lyset i kupéen var ikke så kraftigt, at ruden fungerede som et rigtigt spejl, men mere som en genspejling, så mens Shimamura sad og kiggede ind i ruden, glemte han helt, at det var et spejlbillede, og følte, at pigens ansigt rent faktisk svævede derude i aftenrøden”
Komako er diametralt modsat – hele tiden skiftende i humør, fra det ene øjeblik til det andet. Det vises både i de ting, hun siger, men også i sin opførsel. Komako forlader hele tiden lokalet, Shimamura befinder sig i, for at vende tilbage næsten i samme øjeblik. Dette skaber selvsagt en masse misforståelser mellem de to elskende. De to yderpunkter af menneskets følelsesverden er bestemt ikke et fremmed element i japansk litteratur (såvel som film), men det kan helt klart være en hæmsko for den uindviede læser. Derfor bør Kawabata læses fokuseret, for det er i detaljerne man finder meningen. I Snelandet kan ét enkelt ord gøre al verdens forskel.
Kærlighed og smerte
Snelandet er en smuk fortælling, hvor læseren i følgeskab med Shimamura træder ind i en drømmeverden, hver gang han sætter sig ind i toget. Tid, sted og følelser flyder sammen i kurbadebyen. Alt er tilsyneladende tvetydigt, køligt og varmt. Men det er kun på overfladen. Under et koldt og blændende hvidt lag sne gemmer sig et hjerte i brand. Kawabata kræver din årvågenhed gennem læsningen, hvis du vil grave det frem.
Leave a Reply