Anmeldelse af Tove Jansson: Stenmarken, udgivet på Gyldendal d. 17. marts 2026. Oversat fra svensk af Agnete Dorph Stjernfelt.
Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt
Foto: Mette Temberg Fjederholt
Stenmarken er en kortroman fra 1984 og findes nu for første gang på dansk. Fortællingen om Jonas er en skræmmende påmindelse om at kigge op en gang i mellem. Om at være nærværende med sin familie, mens man har dem. Tove Jansson formår at male et billede af et velkendt motiv af en fraværende far, der har arbejdet for meget, men hun få publikum til at stoppe og kigge på det, som var det første gang.
Romanen følger den nypensionerede journalist Jonas, der ved sin afskedsreception kigger tilbage på sit arbejdsliv med vemod. Han er tavs, fordi han ”har ødelagt så mange ord i det her job, alle mine ord er nedslidte og overanstrengte, de er trætte, hvis du forstår, hvad jeg mener, de kan ikke bruges længere. Man burde vaske dem og begynde forfra”. Måske er dette vemod årsagen til den skriveblokade han støder på, da han begynder at skrive en biografi om en anonym finansmand, Y , for sin gamle arbejdsplads. I begyndelsen har jeg næsten ondt af ham, men det ændrer sig hurtigt, når vi bliver introduceret til hans døtre.
Når hadet er rettet det forkerte sted hen
Sideløbende følger man nemlig Jonas’ voksne døtre, der trods faderens adskillelige afbud i ellevte time, drager omsorg overfor ham. De får ham overtalt til at tilbringe sommeren sammen med dem i en lille hytte i skærgården med et ønske om at give ham arbejdsro og frisk luft til hjernen. Men Jonas er fraværende, mumler eder i baggrunden og er tæt på umulig at omgås. Dette skyldes ikke kun hans alkoholforbrug, men også sin skiveblokade og sine manglende sociale egenskaber.
En indsigt sniger sig dog ind på Jonas; han kender ikke sine egne døtre. Her spiller sproget også en rolle: “Indimellem forekommer det mig, at jeg aldrig har vekslet et fornuftigt ord med disse døtre”. Det er ikke svært at mærke distancen i familien, og man kan undre sig over, hvorfor de gider ham. Særligt når han saver den enes ideer ned ved at sige: “Unge uforstandige kvinde” og at han var “langt overlegen disse søstre, som sad på hug og skammede sig”.
Med indædt had og humor
Den mystiske Y, som Jonas forsøger at skrive en biografi om, vækker et dybt og indædt had i ham. Et sted i romanen står der: ”han måtte skrive den grumme historie om Y på sin egen måde, således som kun han kunne forestille sig, at Y havde levet sit alt for lange, grumme liv”. Selvom Jonas lever og ånder for ord, så undslipper de ham og det udstiller hans mangelfulde liv. Hans familie har lidt under hans arbejde i årtier, hvilket har givet dybe sår.
Men romanen lyser også med humor og interessante observationer, så det er ikke den rene elendighed, vi møder. Jonas har eksempelvis et ængsteligt forhold til et kniplingstæppe, som han ved en fejl kommer til at lægge sig på. Der står efterfølgende: ”Hvad sendetæpper angår, er verden fuld af dem, og fuld af kvinder, der hækler dem, syr dem, knipler dem, vasker og stryger dem og så videre og så videre. Og de arrangerer udflugter”.
Tove Jansson er kendt og elsket af mange verden over, men udover at skabe det forunderlige mumi-univers, har hun også skrevet en lang række romaner til voksne. Her viser hun ligeledes sit store kendskab til det underfundige i menneskets liv og kompleksiteten i vores indbyrdes relationer. Og Stenmarken er ingen undtagelse. Men dog. I Romanen er Jonas’ vrede og modvilje til selvindsigt til tider så overdrevet, at det tager toppen af min læsefornøjelse. På trods af dette står jeg tilbage med endnu et velformuleret, indsigtsfuldt og berigende møde med Janssons skarpe pen.
Leave a Reply