Anmeldelse af Ingrid Nymo: Kloster. Udgivet af Kronstork d. 18. oktober 2021.
Anmeldelse af Sophie Gohr Als.
Foto: Sophie Gohr Als.
I Ingrid Nymos debutroman Kloster flygter hovedkarakteren Linnea i sit sabbatår fra sorgen over sin fars død og nylige brud med sin kæreste. Hun ender i et nonnekloster i Rumænien, hvor hun oplever en mening, hendes liv i Thisted ikke længere byder på. Bogen er skrevet med en nysgerrig og kærlig tone, der afspejler Linneas ungdommelige søgen efter noget, der er bedre end patriarkat, kærestesorger og familieliv.
Romanen Kloster udspiller sig den sommer og det efterår, hvor Linnea rejser til Rumænien. Den sorgramte, unge kvinde har mistet rammerne for det liv, hun har været vant til at leve, og søger nu efter en identitet og mening langt hjemmefra. Bogen er skrevet i en serie mindre prosaafsnit på alt fra et par linjer til flere sider, hvor der sker spring i form eller handling. Disse afsnit giver én en poetisk og minimalistisk fornemmelse, som også antydes på bogens forside.
Romanens kvindelige forbilleder
Et meget prominent spor i romanen er en idolisering af Coco Chanel, som optager flere afsnit i værket. Fortælleren henvender sig direkte til Chanel og beskriver hendes liv og hendes indflydelse i modeindustrien og især som kvindeforbillede. Chanel bliver et direkte billede på et meningsfuldt liv, som Linnea søger – et liv, der er frigjort fra normer og enhver ide om, hvad en kvinde bør være. Hun har skabt sin egen identitet og definerer denne, for ”Et menneske, der navngiver sig selv, må samtidig have et radikalt ansvar for, hvem hun ønsker at være.” Chanel står for en liberalistisk ide om, at man kan ”make it” med hårdt arbejde, selv når man kommer fra ikke just privilegerede kår.
Nonnen er en anden figur i romanen, der modsat på socialistisk vis har opgivet alt, hvad der hedder præstationer og økonomisk eller heteronormativ værdi. De måneder, Linnea bruger i klosteret i Rumænien, er fulde af fællesskab og tro på noget større, på trods af at hun ikke har samme niveau af dedikation som de nonner, der er der fast. Da Linneas mor kommer og besøger hende i klosteret, bliver hun konfronteret med kontrasten mellem klosterliv og det liv, hun har hjemme i Danmark. Moren er i sig selv billede på noget, der er ekstremt hverdagsligt og nutidigt. Linnea beskriver, hvordan hun lugter lidt af sved fordi, hun tror, man kan lufte tøjet i stedet for at vaske det. Hun har også en følelsesmæssig sødme, der føles dominerende, og får Linnea til at ønske, hun var en mand, fordi mænd ”dominerer hinanden på en anden måde, jeg har lettere ved at forstå.” Forholdet til moren er præget af en løsrivelsesproces, som er lige så vestlig og ungdommelig, som den dannelsesrejse, Linnea er på. Som mange andre, der ligner hende, flygter Linnea fra en bestemt vej, hun føler, er banet for hende mod hendes vilje.
”Jeg tog i kloster, fordi jeg var træt af at være en ung pige på vej mod karriere og parforhold, træt af at være samfundets lille dukke, selvom samfundet opererede min far, ikke tøvede med at indkalde mange mennesker med høje lønninger midt om natten for at redde et liv, der ville koste samfundet penge, indtil det alligevel ville dø.”
Selvom Linnea er en oprørsk karakter, udvikler bogen sig alligevel mod en form for relativitet, man kunne forbinde med en moden tilgang til livet. Indsigten i at samfundet ikke er godt eller dårligt, men noget, man kan navigere i selv, er en del af Linneas helingsproces. Denne indsigt giver romanen en håbefuld frem for tragisk stemning, på trods af et udgangspunkt med dødsfald og hjertesorger.
Kunsten i at finde den gyldne middelvej
Kloster er en bog, man skal læse, fordi den behandler svære emner på en let måde. Den indeholder en humor og observationer, der virker slående indlysende, når Nymo præsenterer dem for en. Linneas søgen efter identitet romantiseres ikke, er blottet for nostalgi og føles ikke som en kliché, på trods af dens utallige forgængere. Den naivitet, som præger hendes måde se verden på, læses ikke nedsættende eller som dumhed, men bliver derimod en ny og frisk måde at se en ekstremt genkendelig og tidssvarende hverdag på. Linnea lykkes med at finde en oase væk fra samfundet og dets præstationsræs. Hun indser modsat også, at ideen om at slippe væk i yderpunkterne nok er en illusion, der hverken kan eller skal opnås, hvis man vil finde lykken. Man kan ikke lade være med at holde af Linnea.
Leave a Reply