Anmeldelse af Sebastian Cordes: Om kedsomhed, udgivet på forlaget Kronstork d. 2. juni 2022.
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
Filminstruktøren, Sebastian Cordes, har i essaysamlingen Om kedsomhed funderet lidt over begrebet kedsomhed. I Om kedsomhed tager han os igennem krigens, filmens og nutidens kedsomhed i tre essay, der hver sætter ord på, hvad kedsommelighed gør ved givne situationer.
Vi keder os hver dag. Vi keder os i køen i supermarkedet, når vi sidder i bussen eller endnu værre; når vi venter i en telefonkø til lægen. Sebastan Cordes skelner mellem tre forskellige slags kedsomhed i sine essays. Den første er kedsomhed i en given situation, som førnævnte hverdagsøjeblikke. Herefter nævner han eksistentiel kedsomhed, som er følelsen af at kede sig, hvor end man er, og til sidst den dybe kedsomhed, hvor hele livet bliver meningsløst.
Gennem hele bogen refererer eller nærmest samtaler Cordes med flere afdøde forfattere, kunstnere og filosoffer. Med hjælp fra både Martin Heidegger, Walter Benjamin og Andy Warhol forsøger Cordes at besvare spørgsmålet, om vi bør undgå kedsomheden eller snarere gå ind i den?
Med ”gå ind i den” mener han at forsøge at tænke, skabe og forme noget ud fra den tomme følelse. Han udfordrer og undersøger klicheen omkring, at de kreative ideer kommer væltende, når kedsomheden er værst. Er ”Leddiggang roden til al kunst,” som Asger Jorn engang sagde?
”Krig er 5 % rædsel og 95 % kedsomhed”
Ovenstående indleder Sebastian Cordes sit essay om kedsomheden under krig. Dette afsnit er skræmmende relevant i tiden lige nu. Den kedsomhed, der opstår for udsendte soldater, er ulidelig. De skal konstant være i beredskab og klar, men ventetiden er ofte lang mellem missioner og angreb. De er forberedt på den stimuli kamp og krig medfører hos dem, men de er ikke forberedt på kedsomheden imellem.
Essayet om kedsomhed i krig efterfølges af et om kedsomhed i film. Cordes er selv instruktøren bag flere film, der leger med fænomenet slow cinema, en slags kedsomhedsfilm, hvor alting sker næsten provokerende langsomt. Her i forfatteren på hjemmebane, og han nævner instruktører og skuespillere i flæng, der alle leger med kedsomhedens begreb i det kreative arbejde. Til sidst bevæger han sig mod nutidens kedsomhed i det sidste essay ”For meget og for lidt.” Her nævner han især den franske forfatter Michel Houellebecqs måde at skrive kedsomheden frem i sine værker på. Han citerer fra Houellebecqs Udvidelse af kampzonen:
”At kedsomheden, der er temmelig smertefri, gør det muligt for mig at udføre de daglige gøremål. Endnu en fejltagelse. Kedsomhed i længere tid er ikke en holdbar situation; før eller siden forandrer den sig til langt mere smertefulde følelser”
Referencerig og sprogligt som en film
Sebastian Cordes formår at skrive en bog om kedsomhed, der er fængende, interessant og utroligt godt fortalt. Den bærer præg af, at det er en filmmands værk i sin sproglige fremstilling af billeder hos læseren. Om kedsomhed er samtidigt et værk med en ganske stor mængde referencer, citater og namedropping, som det kaldes på godt dansk. Det skal man ikke lade sig skræmme af, for selv hvis Immanuel Kant eller Hannah Arendt ikke lige ringer en klokke, formår Cordes at lade læseren forstå et sammenhængende budskab uden at binde det op på tidligere filosoffers avancerede begreber, men derimod hjulpet på vej deraf.
Om kedsomhed skriver sig samtidigt ind i coronaens eftertid, hvor langsommelige gøremål såsom puslespil og surdejsbagning, simreretter og gør-det-selv-projekter fylder. Om kedsomheden alene er god eller dårlig, finder Cordes ikke endegyldigt frem til, men han forsøger at skelne mellem den gode og den dårlige kedsomhed. Han funderer over den måde vi keder os på i dag, hvor telefonerne med YouTube, Instagram og TikTok holder kedsomheden i skak. Cordes peger på, at det er nutidens travlhed og telefon-kiggeri, der truer muligheden for at kede sig i fred og ro.
Leave a Reply