Anmeldelse af Anna Elisabeth Jessen: Oblivion, udgivet på Gyldendal d. 13. januar 2022
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
I romaner om seksuelle overgreb bliver spørgsmålet tit: skyldig eller uskyldig. Dette er dog ikke et spørgsmål, der bliver stillet i denne roman. Forfatteren siger selv ”jeg forholder mig ikke til skyld, eller om der bliver begået et overgreb eller ej. Det er ikke mit ærinde”. På den måde bliver dette en bog, som giver en ny vinkel og et nyt pust til en højaktuel debat.
På en spejderlejr samles en masse unge for at få en uforglemmelig sommer fyldt med gode minder. Det er dog ikke de gode minder fra denne sommer, der sætter spor i deres liv, men derimod en hændelse, som ændrer alt. Selvom ikke alle er over 18, bliver der drukket en masse alkohol, og der bliver festet til langt ud på natten. Dog får denne fest en brat afslutning, da Johanne, en 15-årig pige anklager Hans, som snart er 18, for voldtægt. To dage senere begår Hans selvmord.
20 år efter vælger Ida, Johannes slyngveninde, at skrive en roman, som tager udgangspunkt i denne begivenhed. Dette ripper op i fortiden hos en masse personer fra dengang og gennem flere synsvinkelskift, får vi som læser præsenteret, hvordan sådan en enkelt begivenhed ikke bare berører de nærmeste, men mange udenom sådan en sag. Hvert kapitel starter med et navn, som angiver hvis persons perspektiv vi vil blive præsenteret for i kapitlet. Det er enten et nyt perspektiv eller en uddybelse af et perspektiv som vi allerede er blevet præsenteret for. Vi støder bl.a. på Niels, den politibetjent, som først kommer ud og henter Hans ved spejderlejren og senere finder ham død, samt Ingrid, den sygeplejerske som tager imod Johanne og hendes mor på skadestuen.
”Det er sket flere gange i årene, der er gået, at mindet er dukket op. Nogle gange er det en pige, der ligner pigen fra dengang, nogle gange er det en voksen kvinde, der ligner moderen fra dengang. […] Det var på en ganske almindelig nattevagt for tyve år siden i akutmodtagelsen, at en ung pige kom ind sammen med sin mor.”
Skyldig eller ikke skyldig?
Det der gør, at denne bog skiller sig ud fra andre bøger af samme emne er, at der ikke lægges op til en endegyldig besvarelse af skyldsspørgsmålet. Fortælleren præsenterer helt simpelt hvad der skete, hvordan der blev taget hånd om det hele dengang, og hvordan disse begivenheder har påvirket de forskellige personer efterfølgende. Jeg oplevede heller ikke som læser at stille mig dømmende overfor begivenhederne, hvilket i en eller anden grad er overraskende, da det hurtigt kan ske ved sådanne emner. Selvfølgelig kan det tænkes, at nogle ting kunne have været håndteret bedre og i sidste ende måske have fået et helt andet udfald, men der er samtidig en forståelse for alle parters reaktioner.
”Og da Johannes mor med det samme begyndte at tale om skadestuen, at Johanne skulle undersøges, blev det endnu værre. Hvis Ida overhovedet havde forestillet sig noget, var det, at Johanne blev hentet hjem, fordi hun var så ked af det. Det føles bare forkert alt sammen.”
Dog er det lidt ærgerligt, at der ikke er tydelige markeringer af om kapitlerne tager udgangspunkt i fortiden eller nutiden, da man som læser nogle gange skal lede lidt efter indikationer på dette i starten af hvert kapitel.
Et svært emne
Det er en roman, der på en flot måde skildrer noget, der er svært at tale om, og hvordan sådan en begivenhed kan påvirke mange personer i mange år efter. Den viser, at det kan være svært at definere, hvad en voldtægt er, og hvor grænsen går. På den måde bliver denne roman en vigtig fortælling i en tid, hvor netop dette spørgsmål er højaktuelt.
”Det skal nok ordne sig, siger Jakob, men hvad ved han om det? Jakob ved ingenting om, hvad der skete nede ved søen. Og ved han selv, hvad der skete? De havde drukket. Men vel ikke så meget. De havde sex, Johanne og han. Han forstår ingenting. Kun, at der er misforståelse […]”
Derudover er den skrevet på en sådan måde, at både unge og gamle kan læse den, forstå den og dens problematik. Dette er super godt, da det er et emne og en vinkel, som sætter et nyt perspektiv på et meget omdiskuteret emne.
På en fin måde starter og slutter denne roman i en kirke sammen med Hans’ far Laurids, som er med til at understrege, at denne bog ikke handler om skyld, men om tilgivelse. At tilgive andre og måske i højeste grad sig selv.
”Han har for længst tilgivet Johanne, og han har tilgivet forfatteren og hendes bog. / Men det er sig selv, Laurids aldrig har tilgivet. / Han skældte ud, han var hård og vred. Han var streng og fordømmende. Det gør ham så ondt. Det er gået tyve år.”
Leave a Reply