Anmeldelse af Maria Gerhardt: Amagermesteren, udgivet på People’s Press d. 2. oktober 2015
Anmeldt af Anne Sophie Parsons
Foto: Bogens omslag / peoplespress.dk
Maria Gerhardt debuterede i 2014 med romanen Der bor Hollywoodstjerner på vejen, som omhandlede kræft, men også om lyset for enden af tunnelen i form af kærlighed. Hun er nu aktuel med sit andet litterære udspil, digtsamlingen Amagermesteren, der på manerlig vis navigerer gennem ungdomsminderne set fra grønsværren på fodbold-banen. Gerhardt leverer en selvsikker og overbevisende poetisk scoring med dette værk, der formår at veje sejre mod nederlag i fåmælte, effektive skildringer.
Livet og døden placeres i en ligevægtig udmåling i digtene. Forsidens foto eksemplificerer denne polarisering: en poleret sølvpokal pryder bogens omslag, side om side med en død flue i en pointeret visualisering af værkets litterære indhold. Med afsæt i holdets forhenværende kvindelige spillere, ”der har plantet stemmerne i mit hoved / det er jeres dissonans / der får det hele til at svinge” (s. 61), gengives pigernes personligheder i kortfattede øjebliksmomenter. Fodboldsporten udgør derved fundamentet, hvorudfra kroppens formåen og fejlslåen kan udforskes i det lyriskes tegn.
Det sejrende legeme, den fejlende krop
Kroppen og det androgyne køn fungerer som omdrejningspunkter for selve tematiseringen i Amagermesteren. En vedvarende gentagelse af sætningen ”jeg forstår min far / jeg forstår min mor” i digtenes forløb placerer ligeledes jeg-fortælleren i et fortællemæssigt hulrum imellem de to kønsbaserede modpoler: ”På det allersidste billede / har jeg krænget kjolen af / sidder i sandaler / imellem min far og mor / med bar overkrop / alvorlig mine / solbrun / med bitte små danske flag / klistret på mit bryst.” (s. 47). Fodbold og androgynitet samles i ét hele i fortællerens korporlige tilstedeværelse. At pigernes omklædningsrum således nævnes sammenfaldende med at fodbold er en ’gentlemans sport’ (s. 15), understreger yderligere en specifik leg med kønsrollerne.
Sport er således også et råderum hvor menneskelige fejl resulterer i de store følelsesudsving: ”jeg holder min ketcher i munden / jeg padler mig igennem årene / den er klar til at blive kylet / hen ad vejene / efter nedlag.” (s. 46). Fejring og forfald, triumf og kapitulation optræder i virkningsfulde vekslinger digtene igennem og medfører, at Amagermesteren gør brug af fodboldsporten som kreativt springbræt.
Imellem kønnene – og fodboldmålene
Fodboldens verden udgør et ’spillefelt’, hvor drømme om stjernestatus kan opnås men er således også en zone, hvor storhed står for fald. Kroppens overskridelse af sin egen formåen kan sidestilles i samme åndedrag som dens nedbrud: ”Fodbold / er det mest / uforudsigelige spil / siger min far / han har en fortid / på førsteholdet / ingen andre steder / kan den lille mand / gå hele vejen / i kiosken / efter smøger / har jeg driblet mig fri / helt alene / med målmanden / i familien / er den der først / får kræft.” (s. 51). Kroppen bliver et ambivalent objekt; den kan spænde ben, fysisk på den grønne plæne og metaforisk i forhold til længden af et livsforløb skåret ned af ondsindet celledannelse. Når superstjernerollen på banen eksemplificeres i eftertragtelsen af ”mit svedbånd / min rosenkrans / min gyldne baghånd” (s. 59), er det en fysisk og på samme tid eksalteret tilstand, der peger hen på det ambivalente tilbud, som sporten kan opfylde. Med boldspillet som en forgangen storhedstid bliver den atletiske gyldne periode genfortalt med resigneret jeg-stemme – overstået er dette specifikke livskapitel, og tilbage er kun minderne om fysisk overlegenhed og vundne kampe.
Det er en poetisk balancegang imellem den rå straffelse af kroppen i korte kontante formuleringer og de positive ungdomsminder, Amagermesteren som overordnet værk leverer. Penduleringen mellem liv og død, sejr og tab udspiller sig som en metaforisk landskamp, hvor bolden dribles, sparkes afsted – og ender som et sikkert pletskud i målets net fra Gerhardts side.
Leave a Reply