Anmeldelse af Lene Asp: Lille håndbog for fortabte, udgivet d. 12 februar 2015, Forlaget Antipyrine
Af Anne Sophie Parsons
Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk
Lene Asps Lille håndbog for fortabte er et værk, der ikke let lader sig definere rent indholdsmæssigt. Igennem 16 mærkværdige fortællinger bliver læseren præsenteret for et varieret udvalg af mestendels jeg-fortællere, som strækker sig fra funktionærer og ubekvemme frisørkunder til kentaurer i Berlin.
Persongalleriet i Lene Asps nyeste udgivelse er en broget skare, der kan byde ind med utroligt eftertænksomme bemærkninger det ene øjeblik, mens de i det næste udfører handlinger af uhyre sær karakter. Det er i dette ambivalente felt at værket fremstiller sine karakteristiske figurer.
Den første jeg-fortæller, læseren møder, er i teksten ”Ampelmanden”. Historien er, som titlen hentyder, en beretning om et færdselssignals observationer fra sin lyskeglepost. Herfra kan han se de grupper af mennesker, der passerer, og de forskellige sociale lag, de tilhører.
I ”Frisøren”, der handler om den mest ubehagelige og grimme frisør, som hovedpersonen nogensinde har mødt, præsenterer Asp med sinkorte sætninger læseren for en lidt anderledes måde at opfatte hårklipning på:
”Tænk på det forfærdelige job han har. Frisøren. Et Sisyfos-arbejde. Hver tredje måned retter han frisuren op. Ikke kun min. Hele byens. Tilbage til den oprindelige form. Forfra. Det hele gror ud, falder fra hinanden. Tiden håner hans arbejde.”
Observationer omkring menneskelig adfærd
Hvad der definerer det samlede indtryk af karaktererne er åbenlyst deres sælsomme adfærd, men også deres bemærkninger, som bærer en vis kritisk aktualitet i sig. Dette ses f.eks. i ”Eroten”, hvor jeg-fortælleren beskriver sig selv som værende ’det sublimerede coitus’:
”Frugten af deres kødlige aktivitet, lad os bare kalde den det, det er de guddommelige tanker de gør sig, at den mægtige natur ikke har andet og større at byde på end menneskets mangfoldiggørelse og spredning over kloden. Som en anden parasitær bevidsthedsmaterie. Gud forbyde, vi taler højt om det. En sådan arternes selvovervurdering står helt til mål med min taljes omkreds.”
Funderingerne omkring jeg-fortællerens egen identitet som menneskeskabt resultat, bliver inddraget i en overordnet observation omkring menneskeheden som forfængelig og dermed forgængelig gruppe. Det er denne spørgende tilgang til menneskers adfærd og tanker om sig selv, som individer såvel som sociale væsener, der løber som en rød tråd igennem bogen.
Flere af fortællingerne har desuden det utilstrækkelige og fejlende som tema. I ”Chaufføren” plages fortælleren af, at en buschauffør opfatter ham som udannet, og tanken vil ikke slippe taget i ham. Løsningen på dette problem for karakteren kan kun beskrives som lettere besynderlig: Jeg-fortælleren begynder at ryge pibe og tillægger sig et fuldskæg, der er Karl Marx værdigt, for at anfægte den anden mands antagelser.
At der står ’håndbog’ i værkets titel kan på sin vis forekomme som en forvirrende genreangivelse. Alligevel definerer det Asps litterære tilgang til tekstmaterialet. I stedet for at få klare svar eller afrundede afslutninger i de korte historier møder læseren et virvar af personligheder, der skaber flere spørgsmål og mere undren over deres adfærd end nogen decideret afklaring. ’Håndbog for fortabte’ peger således hen imod, at der vises et udvalg af usammenhængende og kaotiske fiktionelle nedslag, der ikke foregiver at indeholde en facitliste på verdens spørgsmål.
Lene Asps Lille håndbog for fortabte er en skæv, men også underholdende bog, der er hurtigt læst, og som giver stof til eftertanke. Lette og ligetil historier bliver det ikke til i Lene Asps univers – men det er bestemt også heri, at teksternes læseværdige charme ligger.
Leave a Reply