Anmeldelse af Octavia E. Butler: Lignelsen om talenterne, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 13. januar 2025. Oversat fra engelsk af Jonas Eika og Andreas Eckhardt-Læssøe.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Fortællingen om Earthseed fortsætter i Octavia E. Butlers Lignelsen om talenterne, der er andet bind i tobindsværket Earthseed. Denne gang er det ikke kun Laurens stemme, der lyder, fordi en anden og mere kritisk stemme også kræver sin plads i fortællingen.
Vi følger forsat den unge kvinde, Lauren, der i dagbogsform fra 2032 til 2035 fortæller om Earthseed – det samfund og den trosretning hun langsomt er ved at bygge op med sine tilhængere. Som udgangspunkt går alt efter planen, og de bliver langsomt både flere og stærkere. Alt ånder fred og fordragelighed på trods af de mere rystende begivenheder rundt i Amerika, hvor blandt andet en præsident, der ikke lyder meget ulig Donald Trump, dikterer sit regime:
”Hjælp os med at gøre Amerika stort igen.”
Da jeg læste ovenstående sætning, vågnede jeg brat op. Står det virkelig skrevet i en bog fra 1998? No wonder, at jeg allerede i Lignelsen om såningen var lidt lunken i forhold til den mand.
Trygheden smuldrer
Da Lauren bliver gravid, er hun først meget lykkelig. Hun har sammen med sin mand, Bankole, prøvet at blive gravid i over et år, og endelig er det lykkedes! Men da den lyserøde sky er forsvundet, er der også vigtigere ting at tage sig til. En af de nye tilhængere leder efter sine søstre, der er blevet fanget som slaver, men i forsøget på at finde dem, finder Lauren i stedet sin egen bror, Marcus, som hun troede var død for længe siden. Også denne glæde falmer hurtigt, da Marcus vil omvende hele Earthseed til sin egen og præsident Jarrets religion i Kristent-Amerika, og da det ikke lykkedes, flytter han fra Earthseed og Lauren igen. Hun skal nu håndtere det ubeskrivelige savnet til sin bror, mens hun bliver mor til en lille pige.
Kort tid efter Marcus’ flytning sker en tragedie, og Earthseed bliver erobret af en flok korsfarer fra Kristent-Amerika, der påstår, at de alle skal i opdragelseslejr. Lauren og de andre finder hurtigt ud af, at dette blot er en flot betegnelse for koncentrationslejr, og at de alle er slaver nu. De får alle slavehalsbånd på, der er udstyret sådan at fangevogterne med et tryk på en fjernbetjening kan sende forfærdelig smerte til den, der har det på:
”Så enkelt var det. De erobrede Acorn. Nu hedder det Camp Christian. I mindst en time kunne ingen af os gøre andet end at spjætte lidt, blinke eller stønne. Det var masser af tid til at give os halsbåndene på […] Min bror sagde, at et halsbånd får en til at misunde de døde. Hvor forfærdeligt dét end lyder, gav det mig ikke nogen forståelse af det fuldkomne had, som et halsbånd kalder frem i en. Det lærer en et helt nyt spektrum af had.”
Ikke nok med at Laurens mand, Bankole, dør, men hendes datter, Larkin, bliver også taget fra hende, og på trods af, at de tilfangetagne benytter sig af en kærkommen mulighed for at slå deres fangevogtere ihjel og flygte fra Camp Christian, er det ikke muligt for Lauren at finde sin datter, selvom hun bruger alle kræfter på at lede.
Hvem har sandheden?
Men gør hun nu også det? Der optræder som sagt en anden og mere kritisk stemme i romanen, en, der er til stede før hvert kapitel starter, og som ikke lader sig blænde af al Laurens sludder om Earthseed og om at lede efter sin datter. Nemlig Larkin selv, der er med til at kaste et skeptisk lys over Lauren og alt hvad hun har gang i med Earthseed.
Nok optræder Lauren som om hun leder efter sin datter i den første tid efter de er flygtet fra Camp Christian, men jeg fornemmer hurtigt med mit nu udvidede blik, at det bliver vigtigere for hende at oplyse andre om Earthseed. Da Larkin er 19 år gammel, og er flyttet fra sine onde adoptivforældre, finder Marcus hende. De nærer hurtigt familiære følelser for hinanden, og bor sammen resten af deres liv. Men da Larkin endelig møder Lauren ganske kort som 34-årig, fornemmer hun hurtigt den manglende indsats fra sin mors side:
”Jeg var hendes svaghed, Earthseed var hendes styrke. Det er ikke så sært, at det var hendes yndlingsbarn […] Hun havde ikke fundet mig. Og det havde Onkel Marc. Hvor meget havde hun egentlig prøvet?”
Det gør ondt i mit hjerte at læse Larkins perspektiv på Laurens liv og hendes dagbøger, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den ensomhed, hun har følt gennem det meste af sit liv, indtil hun fandt Marcus.
Vigtigheden i flere stemmer
På trods af at jeg i Lignelsen om såningen var fascineret af Lauren og hendes arbejde med Earthseed, er jeg i Lignelsen om talenterne mere tilbøjelig til at være sur på hende, fordi hun sætter sin trosretning over sit barn. På samme tid har Butler skabt en fortælling, der belyser, at der ikke nødvendigvis kun findes én sandhed, men at man kan blive forblændet, hvis man kun hører og tror på en enkelt persons version af denne.
Leave a Reply