Anmeldelse af Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz, udgivet på Forlaget Sidste Århundrede d. 4. maj 2021. Oversat fra fransk efter Le vampire de Ropraz af Nils Schultz Ravneberg
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
Et lille Schweizisk landsbysamfund bliver i 1903 pludselig ramt af en række makabre overgreb på nyligt døde unge kvinders lig. Nogen graver de døde op, skærer i dem, smager på dem, voldtager dem. Fakler bliver tændt, børn må ikke gå ud alene, naboer bliver angivet; der er en vampyr på løs fod og beboerne af Ropraz vil se blod. Men dette er ikke en vampyrfortælling. Det er en fortælling om myten om en.
Livet i Ropraz er barskt og ulykkeligt. Bønderne er så fattige at de end ikke har råd til at spise kødet fra deres egne køer, men må sælge det til andre, mere velstillede byer. De stoler ikke på fremmede, og deres indre liv er præget af undertrykt seksualitet og overtro:
”I vores ensomhed våger vi om natten hvor de få heldige og deres stønnende medsammensvorne muntrer sig med hinanden, djævlens berøring, synden stikker dybt efter fire århundreder med påtvungen calvinisme. Ustandseligt må vi tyde den trussel der kommer fra vores eget indre, og den der kommer udefra, fra skoven, fra taget der knager, fra vinden der græder, fra det hinsides, fra oven, bagfra, fra neden: truslen der kommer andetstedsfra.”
En besynderlig fortællerinstans
Fortælleren i Vampyren fra Ropraz er dobbelttydig. Han observerer Ropraz på afstand, og forstår tilsyneladende mere om dets indbyggere end de selv gør. Men på samme tid benytter fortælleren sig lejlighedsvis af 1. person pluralis: han er en del af et vi, en del af samfundet i Ropraz. Jeg kan ikke finde på et andet ord en ”gådefuld” til at beskrive fortælleren. Chessex’ sætninger er korte og stramme, og skifter mellem ironiske beskrivelser af det antipatiske samfund i Ropraz, til koncise rapporteringer af begivenhedernes gang. Reportagerne af de modbydelige hændelser er så kliniske at det grænser på det kvalmende, og det føles som om man holder en forbudt krimijournal i hænderne:
”Brystet er flænset grundigt op med en kniv. Brysterne er skåret af, spist, gnavet i og spyttet ud i den åbnede mave. Hovedet er skåret tre fjerdedele af og stoppet ned i torsoen som har tydelige mærker efter bid flere steder: halsen, kinderne, ørerne.”
Vampyren iblandt os
Da gravene bliver skændet, får det det værste ud af beboerne. Der opstår en udbredt frygt og mistillid til hinanden. Det ellers calvinistiske samfund begynder at ty sig til at hænge hvidløg og beskyttende kors op. Overtroen der har ligget og ulmet, blusser op igen. Men frygten er ikke kun for det næste angreb, men en frygt der bunder i genkendelse. Den mentalt udfordrede og alkoholiske stalddreng Favez bliver anholdt, og ender som syndebukken for alle beboernes undertrykte lyster. Den udbredte harme af retfærdighed udenpå dækker over skammen indeni. I et samfund der ikke længere tillader heksebrændinger, er Favez en glimrende mulighed for renselse. Ropraz’ beboere ser splinten i deres brors øje, og vil ikke lægge mærke til bjælken i deres eget. For det første er der ikke engang beviser for at Favez er skyldig i forbrydelserne. Men hans profil passer perfekt på overskriften ”Vampyren på Ropraz”, der er blevet skabt i medierne. Men er Favez skyldig, og er Favez et monster, er beboerne i Ropraz det også. For Favez er selv offer for ekstrem vold, mishandling og voldtægt. Favez er en konsekvens af levevisen i Ropraz.
En morbid smagsprøve
Modtagelsen af Vampyren fra Ropraz i det rigtige Ropraz skulle efter sigende være ret lunken, og det kan jeg egentlig godt forstå, for byen bliver ikke ligefrem stillet i et flatterende lys. I hvor stor grad det er retfærdiggjort skal jeg ikke kunne sige, men Vampyren fra Ropraz er i allenfald en af de mest unikke læseroplevelser jeg længe har haft. Forlaget Sidste Århundrede har et eller andet med at udgive bøger der føles lidt forbudte at læse. Jeg var tæt på at elske den, og min kritik af den er på samme tid et kompliment: jeg ville gerne have haft mere! På små 89 sider er Vampyren fra Ropraz læst på ingen tid, og jeg ville have elsket at dykke endnu dybere ned i det depraverede samfund i Ropraz. Det lyder måske en smule forkælet, men jeg har en fornemmelse af, at bogen ville sætte sig endnu mere fast i ens nethinde, hvis den var lidt længere. Vampyren fra Ropraz føles mere som en smagsprøve, end et mættende måltid.
1 comment so far