Anmeldelse af Tine Høeg: Ultramarin, udgivet på Gutkind d. 3. oktober 2025.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Tine Høegs seneste roman, Ultramarin, udfordrer læserens opfattelse af tid og rum og giver plads til skabelsen af nye rum og verdener.
Jeg møder Dagny i slutningen af hendes barsel. Hendes fokus er lige nu på at få kørt datteren, Vita, godt ind i vuggestue, og så kæmper hun med at finde inspiration til det værk, hun skal skabe til det naturhistoriske museum GAIA. I hvad der føles som lang tid, skaber hun ikke noget, fordi hun er ved at finde sig til rette i både at være mor og kunstner, nu når hendes barsel er slut.
Da Dagny en dag står uden for sin datters vuggestue, kommer en kvinde hen til hende, der virker både bekendt og fremmed på én og samme tid. De snakker ganske kort med hinanden, og hun rækker Dagny en seddel med navnet Liv Sandra Berg – et navn, som viser sig at være et anagram, der tager mig med tilbage til romanens andet spor: tiden hvor Dagny startede på danskstudiet og fik gode venner blandt sine medstuderende.
Fortid og nutid ramler sammen
I fortidssporet lærer jeg nogle af Dagnys venner fra universitetstiden at kende: Frans og Silva, der hver især trækker tråde med ind i det sideløbende nutidsspor – Frans fordi han og Dagny har oplevet mange ting sammen, og Silva af endnu ukendte årsager.
Silva holder sig mere for sig selv end de andre, og hun er meget selektiv i, hvad hun bruger sin tid på, hvad hun siger, og hvem hun vil være venner med, så Dagny føler sig næsten særligt udvalgt, da Silva gider at bruge tid med hende, og ovenikøbet siger, at Dagny burde tage sine kunstnerevner seriøst:
“Der er meget du ikke kan se Dagny. Jeg vil vise dig det. Blande mine væsker med dine og få dig til at vokse. Være ét med dig når du skaber.
Skaber hvad?
Verdener siger hun, værker.”
Skift så til nutidssporet, hvor Dagny er kunstner og forsøger at samle inspiration til det værk, hun skal lave til GAIA. Et værk, der skal udstilles samme sted som den afdøde kunstner Valdis Grabners kendte værk med glaskugler. Allerede fra romanens start fornemmer jeg, at der er noget lyssky ved denne afdøde kunstner, men jeg kan ikke afkode, hvad det er. Jo længere jeg kommer i min læsning, jo mere får jeg en fornemmelse af, hvad det måske kunne være – og uden at afsløre for meget, kan jeg blot sige, at det bliver vildere og mere mystisk, end man regner med, og fortællingen får et lækkert overnaturligt strejf, der falder helt naturligt ind i handlingen:
“For ikke så længe siden siger jeg og tørrer mig om munden, faldt jeg i snak med en kvinde som jeg syntes virkede bekendt. Noget med stemmen og øjnene. Hun forsvandt igen. Men før det gav hun mig en seddel med et navn. Som har vist sig at være et anagram.
Frans spærrer øjnene op. For Silva?
Silva Berngard siger jeg. Og så bliver det endnu mere sært fordi jeg er ret sikker på at den kvinde er Silvas mor.”
Giv mig mere!
Det har altid været med stort velbehag, at jeg har læst Høegs romaner, og Ultramarin var ingen undtagelse. Da handlingen først begyndte at blive overnaturlig, var jeg noget skeptisk, men Høeg fletter dette element helt naturligt ind i handlingen, og jeg kunne ikke lægge romanen fra mig, før jeg havde læst den færdig – jeg var hele tiden nødt til at finde ud af, hvad der skete som det næste. Høeg har skabt en fed og frisk fortælling, der giver plads til at læseren udfordres igen og igen, men uden at blive tabt undervejs. Og så er Ultramarin helt perfekt, hvis man trænger til lidt mystik i light version.
Leave a Reply