Anmeldelse af Mette Østgaard Henriksen: Heksehistorier og Lesbiske Eventyr om Mænd, udkommet d. 04.11.2014, Forlaget Basilisk
Anmeldt af Anne Sophie Parsons
Foto: Bogens omslag / basilisk.dk
Det postmoderne eventyr etablerede sig for år tilbage som sin egen særegne litterære underkategori. Med forfatternavne, der bl.a. tæller Angela Carter og Emma Donoghue, er genskrivningen af gamle eventyrs handlingsforløb blevet en genkendelig fortolkningsvinkel. Mette Østgaard Henriksens to ’pixie-bøger for voksne’, Heksehistorier og Lesbiske Eventyr om Mænd, indskriver sig på hver sin vis i denne specifikke tradition – og det har kun resulteret i et samlet og vellykket hele.
Det første påfaldende aspekt i bøgerne er deres miniaturestørrelse; med pixie-formatet gengiver de i fysisk form det korte og kompakte litterære indhold, de hver især besidder. I deres individuelle udtryk ender de to bøger uundgåeligt med at spille op imod hinanden som to dele af samme helhed. Den ene præsenterer kvinder, den anden mænd, og i dette modsætningsfyldte spændingsfelt mellem kønnene, udarter de følgende narrative resultater sig således også forskelligt.
Henriksens leg med ord er en gedigen røren i den skriftlige heksekedel; som for eksempel når en hest (der i virkeligheden selvfølgelig er en kvinde) på bedste magiske manér trækker ”en hale af fagfolk” efter sig, eller en mand indrømmer, at ”hvis han skulle være helt ærlig, så havde han løjet en del i sit liv.” Selvom det trykte indhold er decideret sparsomt, slækkes der ikke af den grund på den litterære kvalitet. De få sætninger sprudler af liv og opfindsomhed.
Gennem Heksehistorier overskrides, transformeres og forvandles den kvindelige krop med eventyrlig logik til objekter i form af rene kødklumper, eller som såsteder, hvorfra planter kan spire. Kroppen svæver i stratossfæren, den synker igennem jordens kerne og strækker sig almægtig over samtlige lande med fødder, der ender i Uganda. I denne bog er det heksens privilegium, at hun ikke, som så ofte, behøver agere undervurderet birolle til en anden egentlig aktør som fx prinsessen eller den gæve tinsoldat i eventyrene. Hun decideret er.
Lesbiske Eventyr om Mænd, til gengæld og, ja, til direkte sammenligning, synes at handle om den egentlige begrænsning af mændenes individuelle liv: Det er mænd som akavede, kejtede, nervøse størrelser, der her figurerer. Hvor heksekvinderne lever og dør, og dermed lader deres legemer fungere som forvandlende genstande, er mændene fanget i deres kroppe, og dermed også i deres mere eller mindre begivenhedsløse liv. Som Askepots efterladte sko synes mændene ikke at formå at finde hjem til deres retmæssige plads, følelsesmæssigt eller andetsteds. Måske er de endda mere lig de onde stedsøstres klippede tæer og huggede hæle eller skrubtudsen, der længes efter det forløsende kys.
Historierne i begge bøger er lige så underfundige, som de er bemærkelsesværdige. I én lille fortælling noterer den navnløse kvinde sig, at hun er fanget i en firkant og derfor ”var kommet godt og grundigt i tvivl om eksistensen af en verden uden for firkanten”. Eventyret bliver nærmest en metakommentar, idet ’kvinden’ står sort på hvidt, og dermed kan ses som et udtryk for selve fortællingen, mens hendes firkantede indramning mimer bogens form, som lader fortællingen fremtræde for læseren. Eventyret leger med sig selv som genre og skubber til konventionerne – og dermed også til de muligheder, genren rummer.
Ligesom eventyrfiguren Rumleskaftet, der river sig selv over på midten, er ”Heksehistorie” og ”Lesbiske eventyr for mænd” delt i to, hvormed der peges på mænd og kvinder som differentierede væsener, der hver især befolker deres lille bog. Med én i sort og én i gul springer forskelligheden i øjnene, både visuelt og indholdsmæssigt.
Selvom ordene er få i begge værker, rumsterer de længe i hovedet efter endt læsning. Og trods bøgernes minimalistiske format, rækker deres indhold langt ud over deres fysiske rammer.
Leave a Reply