Anbefaling af Rebecca Solnit: Orwells roser, udgivet på Vinter Forlag d. 17. maj 2024. Oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen.
Anbefalet af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Julen er over os, og mens vi løber rundt i forsøget på at besøge alle familiemedlemmer, lave juleslik og julebag, købe gaver og ellers huske alle traditionerne, kan det være kærkomment med en mulighed for at komme helt ned i gear. Rebecca Solnit tager i sine essays læseren med til helt andre verdner, og fortæller om alt fra George Orwells kærlighed til havearbejde, sammenhængen mellem politik og natur, Stalins besættelse af citrontræer og arbejderne på en rosefabrik i Colombia.
Orwells roser er på samme tid en slags biografi over George Orwells liv og en guide til at sætte ting i perspektiv. Det er eksempelvis utroligt tankevækkende, at træer og planter generelt levere længere end os. Selv hvis vi planter dem med målet om at nyde deres udseende, og de måske bliver en del af resten af vores liv, er vi selv kun en lillebitte del af træets meget lange liv:
”At plante et træ, særligt et løvtræ, der kan leve længe, er en gave, man kan give eftertiden næsten gratis og næsten uden besvær, og hvis træet slår rod, vil det leve meget længere end alle andre synlige vidnesbyrd om ens handlinger, gode som onde.”
Denne konkretisering af livet efter døden har for mig været med til at sætte livet i perspektiv – bruger jeg tid nok med dem, der betyder noget for mig? Hvad vil jeg gerne arbejde med, når jeg er færdig med min uddannelse? Hvor vil jeg bo henne? Hvad vil jeg generelt have ud af livet og min tid på jorden?
Rosernes skønhed
Solnit beskriver både Orwells liv på landet i det østlige England, hvor han dyrker sin have med lidenskab og nydelse samt hans tid som soldat i Den Spanske Borgerkrig, hvor den catalanske natur og blomsterpragt holder gejsten oppe for både ham og de andre soldater. Solnit skriver:
”Jeg havde ikke tænkt grundigt nok over disse roser, som jeg havde læst om for første gang for mere end en tredjedel af et århundrede siden. De var roser, og de saboterede mit gamle, konventionelle syn på Orwell og indbød til at grave dybere. De rejste spørgsmål om, hvem han var, hvem vi var, og hvilken rolle nydelse, skønhed og lediggang spillede for denne mand, måske for alle, som også bekymrede sig om retfærdighed og sandhed og menneskerettigheder og om, hvordan man forandrer verden.”
Jeg er fascineret af, hvordan hun formår at sætte gang i så lang en tankerække med roser som udgangspunkt. På nuværende tidspunkt er jeg lige så langsomt smeltet ind mellem ordene på siderne, og jeg følger gnidningsfrit hendes tanker, hvor end de fører hen.
Stalins besættelse af citrontræer og de politiske konsekvenser
Joseph Stalin skulle efter sigende have været meget betaget af citrontræer – så betaget at han endda fik sine gartnere til at plante flere af dem på mange af sine ejendomme, både uden for Moskva og på Krimhalvøen. Han var overbevist om, at han kunne tvinge det eksotiske træ til at vokse i et klima, der slet ikke var passende for det. Hans gartnere har været magtesløse i kampen om at få træerne til at gro og vænne sig til kulden, men de var samtidig bange for ham, så hvis et træ døde, skete det, at de skiftede det ud med et levende, uden at han bemærkede det.
Ovenstående kan ifølge Solnit være et billede på, hvordan Stalin i sit regime gjorde brug af manipulation og løgne for at opnå kontrol over folket. Han drev det desuden så langt, at folket blot indrettede sig efter hans løgne, selvom de vidste, at han tog fejl – men hellere det end at smage konsekvensen ved at sige ham imod:
”Hvis man kan slette det skete, lukke munden på vidnerne, overbevise folk om fortrinnene ved at støtte en løgn, hvis man kan terrorisere folk til at tie, adlyde, lyve, hvis man kan gøre det så umuligt og farligt at skelne løgn fra sandhed, at folk holder op med at prøve, kan man fortsætte sine forbrydelser i det uendelige.”
Her trækker jeg en lige linje til den igangværende krig mellem Rusland og Ukraine, hvor ordlyden i det danske samfund blandt andet handler om, at Putin censurerer, hvad den russiske befolkning bliver oplyst om.
En klar julegaveanbefaling
Da jeg vender bogens sidste side, føler jeg mig faktisk lidt tom i kroppen. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, mere på den måde, der kan ramme, efter jeg har læst en virkelig god og fængende bog, og nu skal vende tilbage til virkeligheden. Men alt hvad jeg har lyst til er at dykke tilbage mellem siderne, og lade Solnit fortsætte sin fortælling. Gennem alle sine essays maler hun et bredt og smukt billede af, hvordan det, vi gør i dag, kan have betydning for tiden og menneskene i fremtiden. Det kan have en stor virkning i verden blot at plante en rose samt at se det smukke i det grimme:
”En mand plantede roser og frugttræer i en verden fyldt med kaos og konflikter.”
Leave a Reply