Anmeldelse af Taijun Takeda: Lysende mos, udgivet på forlaget Silkefyret d. 7. november 2025. Oversat fra japansk af Mads Schanz.
Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt
Foto: Mette Temberg Fjederholt
Den japanske forfatter Taijun Takedas anden bog på dansk er fire mystiske og til tider svært tilgængelige fortællinger om menneskets psyke under voldsomme vilkår. Den berører emner som kannibalisme, seksuelt frustrerede præster, herskerteknikker og økultur. Og der bliver ikke givet ved dørene, når man sammen med jeg-fortælleren skal forsøge at bearbejde disse emner.
Taijun Takeda (1912-1976) var søn af en buddhistisk præst, studerede kortvarigt Sinologi i Tokyo og blev anholdt for at uddele flyers, der kritiserede imperialismen, hvorefter han måtte tilbringe en måned i fængsel for anklager om marxisme. Lysende mos udkom i Japan i 1964, men er i Mads Schanz’ oversættelse for første gang at finde på dansk. Når man læser værket i sin helhed, skinner Takedas liv igennem, hvilket for mig står som det stærkeste element.
Bogens omslag er utroligt smukt og dystert. Farvernes spil og det næsten levende mos der omfavner bogen hele vejen rundt, giver associationer til introen til The Last of Us, en dystopisk HBO-serie om en svamp, der inficerer og kontrollerer mennesker som voldelige hånddukker. Naturen er ikke længere en passiv kulisse, men man aner en aktiv og truende kraft. Bagsideteksten på Lysende mos bekræfter, at jeg skal til bevæge mig ind i et gruopvækkende drama om noget fundamentalt for alt liv; kampen for overlevelse. Et sted i bogen står der:
”Selvom ansigtet ikke var rynket, havde det alligevel et udtryk, som hverken kendte til godt eller ondt, og som så ud, som om det blev knust af små hænder”.
Når det makabre mister sin tyngde
Selvom bogen på sin vis synes uhyggelig, er den mest makabre og forstyrrende fortælling overraskende ufarlig at læse. I en af bogens fire fortællinger, ”På de forvistes ø”, møder vi en kaptajn og hans besætning, der må redde deres liv ved at svømme i land og søge ly for en storm i en mørk hule. Langsomt bliver de svage og udsultede og det står klart, at de ikke alle kommer til at overleve stormen. Denne del af værket er skrevet som et teatermanuskript med replikker, regibemærkninger og dialekt, hvilket fjerner seriøsiteten og dybden i fortællingen. Kaptajnen vil overfor sig selv og de andre retfærdiggøre, at de skal spise de afdøde. Sådan en overvejelse bliver blandt andet formuleret således:
”Det giver jo ik’ nogen mening. Hvis du alligevel skal dø, kan du så ik’ lisså godt dø her, hva’? Så kan du komme de overlevende til gavn”.
Smukke metaforer i vaklende oversættelse
Oversættelsen er beklageligvis fuld af fejl i både artikler, gentagelser af ord og forkert ordstilling. Jeg hverken skriver eller taler japansk, så jeg kan ikke vurdere oversættelsens kvalitet, men de grammatiske fejl spænder ben for en god læseoplevelse og ikke mindst for den alvor og tyngde, som fortællingerne bærer. Når teksterne sprogligt fungerer bedst, er det i deres metaforer og malende sprog. De underfundige beskrivelser af naturen er fantastiske. Særligt begejstret var jeg for følgende:
”Søvejen lyste op som et sølvfarvet bælte. Når skyerne passerede, kom søvejens tekstur til syne, som vågnede den et kort øjeblik, for atter at smelte sammen i mørkets dybsorte satin. Indimellem hændte det, at lysets bredde flygtede hele vejen fra hoveddøren over til foden af øen Q”.
Eksperimenterende og tvetydig
Lysende mos er ikke genrebetegnet, og læseren får ikke meget hjælp til at afkode teksterne og deres mulige betydninger. Det gør bogen svært fremkommelig og til tider både kedsommelig og ligegyldig for en nutidig, dansk læser. Det kan selvfølgelig bare være mig, der forsøger at åbne en dør uden at ane, at det i virkeligheden er en skydedør, jeg står og trækker i. Under alle omstændigheder er Lysende mos for dem, der elsker japansk litteratur, når den er eksperimenterende i både form og sprog. Værket er for dem, som elsker bøger, der ikke giver svaret på forhånd.
Leave a Reply