Anmeldelse af Ali Smith: Glif, udgivet på Turbine d. 8. maj 2025. Oversat fra engelsk af Signe Lyng.
Anmeldt af Sofie Hygum
Foto: Sofie Hygum
Glif er en roman. Glif er en hest. ”Et vrøvleord. Et erstatningsord for et ord man ikke kan komme i tanke om.” Et ord, der kan betyde alting og ingenting. Ali Smith har skrevet en fremragende roman om at skabe mening i en dystopisk verden, der ligner den, vi kender uhyggeligt meget.
I en nær dystopisk fremtid bliver to børn pludselig sat uden for samfundet, da en rød cirkel dukker op rundt om deres hus. Det sender dem på flugt fra en ukendt maskine, som snart viser sig at være en del af et større fjendtligt system. De to børn er søskende, og den ældste, som bliver kaldt Bri eller Briar, er vores fortæller.
Søskendeparret tager eksil i et tomt hus, mens de venter på deres mor. Deres eneste selskab er ventetiden og nogle dåser med kødboller og risengrød. Indtil de finder hesten, som de kalder Glif. I Glif findes alt det, som verden omkring de to børn ikke længere kan rumme. Hesten er blød og varm, den er levende og står uden for de kasser, som menneskene presser hinanden ned i. Glif er et holdepunkt i en tilværelse, der er vendt på hovedet.
Jeg var både blæst bagover og en anelse forvirret undervejs i romanen, for den verden, Smith bygger op omkring de to børn, er svær at finde rundt i. Her er børn, der skal adskille lithiumbatterier med bare hænder, der er overvågning på alle gadehjørner og såkaldte opdragelsesarker, der kan rette mennesker til. 1984 og Fagre nye verden møder Taylor Swift, og smartwatches. Den dystopiske verden virker på den ene side uhyggeligt nær, men også fremragende uskarp. For gennem barnets fortællestemme står den nye verden stadig uklar, og der er mange ting der, for det endnu barnlige sind, ikke giver mening. Men det er heller ikke det, der er vigtigt.
Selvom Glif er et skræmmende billede af, hvor verden er på vej hen med klimaforandringer, tyranner og fornægtelse af kulturlivet, så er det ikke dystopien i sig selv, der får overhånden i romanen, men evnen til at yde modstand. Det kan bedst beskrives ved det spørgsmål, som de to søskende Rose og Briar stiller hinanden, når det hele bliver svært: ”Hvordan lindrer man det?” Hvordan kommer man videre derfra? Hvordan gør man modstand og skaber en plads i en verden, der ikke har plads til en? Svaret lyder ganske kort fra Briar – man gør hvad man kan.
Sproget lindrer
Ali Smith finder svaret i de stærke relationer mellem sine karakterer, mennesker og hesten. De erfaringer, minder og særlige talemåder, der dukker op undervejs i romanen, bliver bragt videre hele vejen igennem. Det får både karakterer og deres interne relationer til at gløde af liv, og det er også her der opstår en gnist af håb.
Og for denne gnist er sproget helt centralt. Både på et tematisk og et håndværksmæssigt plan. Ali Smith forventer meget af sin læser. Hun kræver, at man læser langsomt og fokuseret, men også at man har eller er villig til at opbygge et kendskab til verden omkring sig, både i og uden for romanen. Siderne er fyldt med referencer der både ligger i og udenfor teksten, og læser man langsomt nok belønnes det med finurlige og stærke ordfordrejninger. F.eks. da Rose, efter at have hørt, hvad der skal ske med hestene på marken bag det tomme hus, spørger hvad partering betyder:
”At partere er at dele et dødt dyr i flere stykker efter bestemte regler. Man beslutter hvilke dele der er gode, og hvilke der er mindre gode, og så er der en hel masse der måske laves til hundemad eller kasseres helt, fordi det ikke kan bruges til noget. […] Det kan også være noget en morder gør med sine ofre.”
Mens Briar opremser de mange betydninger, bliver Rose tydeligt oprevet over situationen, og inden samtalen er slut, har hun fundet på et nyt, alternativt ord:
”Så, lidt senere, sagde hun: Parterier. De bærer blod ud i kroppen, selv om hjertet er gået i stykker.”
Rose formulerer et ord der hverken er helt det ene eller det andet og giver det en mening, hun kan tåle. Det er den intelligente, nysgerrige og alligevel barnlige fortællerstemme, der formår at lede fortællingen igennem den dystre fremtid og holde håbet fast. Barnets opfattelse af verden fremhæver, hvad der er vigtigt og fastholder et syn, der nægter at overgive sig til dystopien. Til den grundige læser er Glif en enestående roman fyldt med små påmindelser om, hvad der er vigtigt – om det vi ikke må tage for givet.
Leave a Reply