Anmeldelse af Erika Kobayashi: Trinity, Trinity, Trinity, udgivet på Forlaget Korridor d. 16. juni 2025. Oversat fra japansk af Mette Holm.
Anmeldt af: Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
I Erika Kobayashis roman, Trinity, Trinity, Trinity, hækles De Olympiske Lege sammen med krig, uran og generationstraumer i et systematisk mønster: “1, 2, 3, 4, 5… ”.
Kobayashi er kunstner. Man opdager det allerede i den sirligt komponerede indholdsfortegnelse, som viser, hvordan bogens kapitler er organiseret efter dagens tidspunkter. Det er simpelt og smukt. Det samme er den sagte rytme, som møder mig i sproget:
“Min hånd er tung som bly
Og ikke bare min hånd, hele min krop er som forseglet i bly.
Bly.”
Sætningerne falder som små klumper af bly. Helt nøgternt. Dryppende.
Og de er værdigt indrammet af Korridors farverige omslag, hvor sidernes grønne kanter giver en oplevelse af, at romanens radioaktivitet nærmest stråler ud mellem bogens for- og bagside.
Forvirring
Vi vågner på åbningsdagen for De Olympiske Lege i Tokyo. Omgivelserne er fremmede, fortællerstemmen hører ikke til, pludselig bløder hun. Kvinder kommer ind og kalder hende både mor og mormor, men hun genkender dem ikke.
Herefter skifter perspektivet, og vi følger en midaldrende kvindelig fortæller i timerne op mod åbningsceremonien, hvor romanen kulminerer. Det er fortællerens demente mor, der har slået hovedet.
Og det viser sig senere, at der ligger en ulykkessten i hendes kommode. En uransten, som flere gamle mennesker i byen er begyndt at bære rundt på. De knuger dem hårdt i gadebilledet, i metroen og derhjemme. De holder stenene op mod ørerne for at lytte til dem. De planlægger aktioner.
Alt dette er symptomer på folkesygdommen Trinity:
“Selvom sygdommen i de indledende faser kunne minde om demens, var den kendetegnet ved, at de smittede ved lettere fremskreden sygdom begyndte at samle sten op og holde dem ind mod øret, og at de var stærkt tiltrukket af materialer med høj radioaktivitet, som de samlede sammen og bar med sig. De hørte også stemmer, fik delirium og i visse tilfælde talte og opførte de sig mærkeligt.”
Og vi begynder at frygte, at fortællerens mor også er bærer af folkesygdommen Trinity. Vi frygter, at de gamle er ved at planlægge et terrorangreb, som skal finde sted ved åbningen af De Olympiske Lege.
Trinity?
Bogens treleddede titel, Trinity, refererer i alt til tre fænomener: den førnævnte sygdom blandt gamle mennesker, som samler på ulykkessten og opsøger radioaktive steder, en cybersex-hjemmeside, hvor vores hovedperson udveksler beskeder med brugeren Kerberos, og til sidst er Trinity også navnet på et prøvesprængningsområde tæt på Los Alamos.
Romanen optegner en verden fuld af radioaktivitet, mystiske hændelser og materialer. Samtidig udgør ordet, Trinity, en remse, som stråler gennem bogen. Ligesom hæklemønsteret 1, 2, 3, 4, 5 … Trinity, trinity, trinity.
“Søvnløs greb jeg min mobiltelefon, der sad fast i væggen med strømkablet.
Og begyndte at søge på nettet.
Trinity …
Før jeg vidste af det, havde jeg tastet ordet igen og igen, den ene gang efter den anden.
Trinity, Trinity, Trinity …
(…)
Jeg tastede ordet ind på skærmen igen og igen som en bøn.
Trinity, Trinity, Trinity …
I kristendommen har man tre guddommelige skikkelser, Faderen, Sønnen og Helligånden.”
Romanen er et stykke verdenshistorie, et stykke samtidshistorie og et kunststykke, som vasker mine vestligt indstillede øjne.
Mystik
Man bliver undervejs i tvivl om, hvem de sindssyge er. Er det de gamle, som knuger ulykkessten og planlægger terrorangreb for at påminde om atombomberne, som faldt over Hiroshima og Nagasaki? Eller er det fortælleren, som dyrker cybersex og bløder igennem sine beige bukser? Hende, som selv bærer en ulykkessten i tasken.
Romanen er vedholdende i sin mystik. Hvorfor er fortællerens datter fan af bandet “Death be not Proud”? Hvorfor kan sten tale, og hvordan kunne fortællerens far trylle kiks frem af knust glas?
Det er som om usynlige kræfter er over det hele i romanen: “I det samme går døren op, som styres den af en usynlig kraft.”
Trinity, trinity, trinity er skarp som kanterne på ulykkessten og mystisk som deres stemmer. Komplet uforudsigelig. Komplet fortryllende.
Leave a Reply