Strofer fra selvmordets rand

Strofer fra selvmordets rand

Reportage fra ”På kanten af livet”: Caspar Eric i samtale med Jes Stein Pedersen til Vild med ORD – Aarhus Litteraturfestival på Dokk1 Aarhus, d. 21. maj 2017

Af Anne Sophie Parsons

Vild med ORD udfoldede sig for niende år i træk under den tematiske fane ”På Kanten”. Temaets potentiale som grænseoverskridende manifesterede sig i ét af festivalens sidste programpunkter, da forfatter Caspar Eric i samtale med kultur- og litteraturredaktør på Politiken, Jes Stein Pedersen, fik sat ord på de udsattes fraværende litterære stemme i samfundet. Også spørgsmålet om sprogets afmagt og poesiens rolle i nutidens verden blev italesat igennem Caspar Eric’s nye selvmordsdigtsamling Avatar.

”Verden er seriøst Hunger Games”

Der var forholdvist stille i lokalet, da mikronfonheadsets blev navigeret igennem hår og teknikken blev tjekket før det litterære arrangement gik i gang. Høje røde stole og vandflasker på bordet stod parate på scenen til at modtage Jes Stein Pedersen og Caspar Eric. Udgangspunktet for samtalen var forfatterens seneste digtsamling Avatar og værket slog tonen an for programpunktets indhold med følgende introduktion: ”Det er en konceptuel digtsamling, baseret på unge mænd der har begået selvmord i årrækken 2008-2016,” fortalte en stående Caspar Eric, før han fandt sin linjer på den opslåede side og læste op af ét af digtene. Avatar består af en række nedslag i de sidste skriftlige udsagn fra individer, som har taget deres eget liv. Digtet med titlen ”Jeg er ked af at det er kommet hertil”, inspireret af den tidligere krigsveteran i Operation Iraqi Freedom, Daniel Somers, der valgte at uploade sit selvmordsbrev på hjemmesiden Gawker i 2013, åbnede dialogen omkring psykisk ustabile krigsveteraners vilkår i et nutidigt dehumaniseret system. En bemærkelsesværdig popkulturel reference som indgår i digtet og som Caspar Eric også læste op af – ”verden er seriøst Hunger Games” – opsummerede på mange måder verdenssamfundets kyniske opfattelse af den stærkestes overlevelse og Caspar Erics egen særegne måde at tilgå det grænseoverskrid-ende emne på.

Jes Stein Pedersen spurgte ind til hvad Caspar Eric håbede at formå når selvmordsbrevet blev genfortolket i et poetisk øjemed – og samtidig placeret i en dansk kontekst. Udvælgelsen af digtene for Avatar foregik ud fra visse regler, forklarede Caspar Eric: Historierne skulle røre ham personligt, og kilderne skulle være tilgængelige på internettet. Avatar handler derfor også om hvad der plantede sig i ham kreativt og emotionelt, efter at han havde læst cyberteksterne. Det inkluderede blandt andet ønsket om at at kaste et blik på de udsatte, som samfundet nægter deres egne fortællinger i en bredere kontekst.

Caspar Erics lyriske fortolkning af selvmordsbrevet blev skabt i en ærlig sprække mellem de to adskilte verdener – brevet i cyberspace og Caspar Erics poetiske skildring af Somer’s brev, nu gengivet i fysisk bogform, samt den døde og levende persons forskellige muligheder for at omtale depression. Selvmord blandt krigsveteraner viser os noget vigtigt ikke alene om hvordan man italesætter depression, men også hvilke narrativer de magtesløse iklædes, når de får påklæbet synlig- og sygeliggørende mærkater. Disse etiketter er med til at folde dem ind i diverse prædefinerede fortællinger fra samfundets side.

Sprogets afmagt

Caspar Eric’s holdninger til emnet gjorde sig klare igennem oprigtigheden i hans stemme: Det var et tema, der tydeligt lagde ham på sinde. Samtalen kom derfor ikke kun til at dreje sig om de udsattes fratagelse af en offentlig, litterær stemme, men også om hvordan dette kunne italesættes igennem sproget og dets utilstrækkelighed.  En sætning Jes Stein Pedersen fremhævede i Avatar står som et tekstligt opråb: ”ALT DET SPROG / JEG KAN BRUGE / ER AFMÆGTIGT”. I Caspar Erics optik er sproget og poesien afmægtige – de er helt konkret magtesløse i digtsamlingen, eftersom de folk der har dræbt sig selv ikke længere kan hjælpes, og digtene blot står tilbage som registreringer af tragiske hændelser: ”Lige meget hvor meget jeg siger noget sandt om verdenen, så er der nogen der siger at det er en kliché,” understregede han i denne forbindelse klart. Men på samme tid er poesien præcis det værktøj som kan bruges til at bearbejde dilemmaet: Den er ærlig omkring at den ikke fortæller sandheden på noget tidspunkt, fordi det ganske enkelt er umuligt at fortælle hele sandheden.

Poesien genforhandler måden hvorpå vi fortolker omverdenen og vores egen rolle i den. Poesien bryder med automatisk tænkning og udfordrer ens egen placering i samfundet og livet – det er det man kan med poesien, understregede forfatteren.

At drikke kakao og læse Batman-tegneserier

Selvmordet er svaret når der ingen vej er ud. Selv i litteraturens verden – i form af forfattere og fiktive figurer – kan det ræsonnerende og selvbevidste moderne menneske vælge at tage sit eget liv, på trods af at problemerne er blevet italesat og lokaliseret. Det kunne derfor synes som om at der ikke er meget håb at spore hverken hos forfatteren eller i hans digtsamling, supplerede Jes Stein Pedersen i en iagttagende bemærkning.

Betyder det at det er en kliché at indskrive håb i sine tekster?

Caspar Eric følte, at det var nødvendigt at skrive med en stemme der var tro mod håbløsheden i Avatar og som gjorde op med idéen om at det at finde lykke er et privat anliggende. En sådan tankegang fjerner agens fra fællesskabet og umuliggør handling. Klinisk deprimerede skal ikke have påduttet forestillingen om at håb kan findes – mulighederne for at gøre tilværelsen mere tålelig skal istedet skabes, forklarede Caspar Eric.

Igennem oplæsninger blev afmagten yderligere pointeret i et citatudpluk der indkapslede Caspar Erics specifikke litterære stemme:

”Jeg vil hellere bare drikke kakao og læse Batman-tegneserier / end at lytte til flere problemer / som jeg ikke kan gøre noget ved / det kræver en vis træning / at kunne tale gennem sorgen / eller at gøre sig selv til en maskine / der kan minde os om at græde / uden selv at gå i stykker”

Selvom Avatar igennem samtalen blev fremstillet som ligeledes at bære præg af at være halvt vredesudbrud, halvt opgivende poetisk suk over for tingenes stilstand, var det stadig selve handlingen at skrive som var lig med ikke at give op: ”Der ligger en bog foran én – hvis det var helt galt, ville man jo ikke læse eller sætte sig ned for at skrive,” anerkendte Caspar Eric.

Et spinkelt håb at finde

Italesættelsen af selvmord, samfundets syn på dem der tager sit eget liv og måden hvorpå poesien kan nærme sig præcis dette tungsindige emne, blev spejlet fra forskellige vinkler i dialogen mellem Caspar Eric og Jes Stein Pedersen. Ultimativt endte værket Avatar med at fremstå som et indigneret opråb ikke om hvorfor der er traumatiserede personer nutildags, men snarere hvorfor er der så  traumatiserede personer i det samfund vi lever i, med verdens politiske, socioøkonomiske og elitære tilstande og nepotistiske forfordelinger in mente.

Avatar omhandler de unge mænd der har befundet sig på kanten af livet og ladet sig falde ud over den, genfortolket igennem Caspar Erics lyrisk granskende blik. Selvom emnet havde alle forudsætninger for at lede til at publikum forlod litteraturfestivalen i en mere eller mindre tung sindstilstand, endte programpunktet på en lille håbefuld tangent. Caspar Eric tilkendegav selv dette, før han afslutningsvis læste op af digtet ”Fortiden er en historie vi fortæller os selv”. De følgende ord indgår i digtet:

”Jeg rører mere ved skærme end hud/inklusiv min egen/og unge mennesker mister livet/i desperation over verden/hører I mig nu/ikke slå jer selv ihjel/det nytter ikke noget/hvis vi ikke kan bebo det døde/find hellere en i verden du elsker/og hold dem i hænderne/indtil det hele fryser fast”

På mange måder inviterede den afsluttende oplæste passage publikum til at tage afstand fra et forstillende mørke, som depression og selvmordstanker unægteligt udgør, og istedet øjne mulighederne for at hjælpe vores medmennesker i disse tider, der er defineret mere af dystopiske Hunger Games-lignende tilstande end noget andet. Igennem poesien, var der mulighed for at bevæge sig væk fra kanten og ind mod et eksisterende – omend spinkelt – håb efter den sidste klapsalve lød.