Anmeldelse af Morten Pape: Nøglebarn, udgivet på Politikens Forlag d. 8. oktober 2024.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Hvordan ville jeg reagere, hvis jeg modtog et brev fra min far eller mor med titlen ’Til mine børn’? Jeg ved det ikke, og det gør jeget i Nøglebarn virkelig heller ikke. Det bliver startskuddet til Morten Papes fjerde – og længeventede – roman, der er første bind i det tobindsværk, hvor Pape fortæller sine forældres familiehistorier. En roman, der i høj grad belyser, hvordan svigt og sorg kan overføres gennem generationer.
Nøglebarn indledes i kølvandet på Mortens debut med romanen Planen får han en besked fra sin far. Der står egentlig ikke så meget, bare at han har fået læst bogen, og at han synes det er godt gået. Det, der chokerer Morten, er det vedhæftede dokument, der ligger under beskeden med titlen ’Til mine børn’. Hvad gør man så? Skal han undersøge, hvilken potentiel tyngde brevet har eller bare ignorere det? Skal han give sin far en flig af sin opmærksomhed, selvom han har svigtet hele livet?
Med tanker som disse bliver jeg ført videre i fortællingen, der strækker sig så langt som tre generationer tilbage i tiden til Mortens oldefar, hvor fortællingen starter. Året er 1945 og romanen er tiden tro, og oldefaren tiltales med titel af ingeniør, mens hans søn, Mortens farfar, er chauffør. De har knas i forholdet, og har ikke set meget til hinanden siden den forfærdelige dag, der for år tilbage splittede familien:
”Chaufføren mærker sit hjerte begynde at baske som en hjælpeløs fugleunge. At nævne hendes navn. At nævne det unævnelige uden at nævne det. Dén dag, de aldrig taler om.”
Den onde skifter
Pape har en formidabel evne til at fremstille sine karakterer som sympatiske. I Planen har jeg sympati for Morten, hvor hans far virker som ’den onde’ i fortællingen. Jeg lægger i Nøglebarn mærke til, at som fortællingen skrider frem, og som fortælleperspektivet ændrer sig, sker der også et skift i, hvem jeg har sympati med.
Gennem romanens mange spring i både tid og fortæller er det interessant, at en fællesnævner for alle mændene på tværs af generationerne er følelsen af skuffelse. Der er en gennemgående følelse af, at alle sønnerne skuffer deres fædre på den ene eller anden måde, men mønten er dog dobbeltsidet, for sønnerne er også skuffede over deres fædre. For mig er det mest fremtrædende eksempel relationen mellem oldefaren og farfaren, hvor oldefaren vil have at sønnen får en ’rigtig’ uddannelse og aftjener sin værnepligt. På den anden side vil farfaren på ingen måde træde i sine forfædres militærliderlige fodspor og savner blot respekt fra sin far. Men taler de sammen om det? Nej, ingen grund til det. Og på den måde ruller snebolden gennem generationerne:
”Tænk, hvis vi i den her familie kunne finde ud af at sige, hvad vi rent faktisk følte,” sagde hun.”
Gribende og opslugende familiefortælling
Normalt nyder jeg at bruge lang tid med en bog, men det kunne på ingen måde lade sig gøre denne gang. Jeg er på få dage fløjet igennem Nøglebarn, og siderne har faktisk vendt sig selv. Jeg var jo nok klar over, at det ville gå hurtigt, for jeg elsker Papes skrivestil, men jeg er blæst bagover af, hvor opslugt jeg var under hele min læsning. Jeg føler, at jeg er blevet taget med på en rejse gennem tiden og har fået lov til at lære karaktererne personligt at kende. Selvom det jo egentlig er et tilbageblik over tidligere generationer, der kan være sundt i processen om at lære sig selv bedre at kende, laver Pape også en fin refleksion over sin egen fremtid, som jeg synes giver et ekstra lag til fortællingen:
”Hvis jeg aldrig skulle forbinde mig til en søn eller datter, hvis jeg aldrig får udsigt til at skulle lære mine børn alt, hvad jeg ved og har begrebet gennem livet, hvis ikke jeg skal mærke kærlighedens ekko runge i mig som far, er det måske muligt at erfare baglæns og omvende tiden mod mine forfædre, min slægt, de tusindvis af tanker og minder og gener, der har skabt og svigtet mig.”
Jeg bukker og takker for endnu en fantastisk læseoplevelse fra Papes hånd, og jeg kommer til at stå i kø ved min lokale boghandel, når den næste roman udkommer, som der selvfølgelig bliver teaset lidt for til slut i romanen. Spoiler alert – jeg er allerede hooked!
Leave a Reply