Anmeldelse: Yahya Hassan: Yahya Hassan, Gyldendal, 2013
Anmeldt af Anne Skov Thomsen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Samfundsdebattører, menigmand, sociologer, litterære kritikere, tabloidpressen, ja, selv den udenlandske presse – alle har de tilsyneladende et eller andet at ytre om den 18-årige Yahya Hassan, hvis debutsamling af samme navn udkom i oktober.
…
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
…
Flersprogetheden er et andet genkommende træk i idiotlitteraturen. I Madame Bovarykommer den både til udtryk gennem karakterernes forskellige holdninger og romanens divergerende romantiske og realistiske skildringer. Men også Gustave Flauberts stilistiske brug af formen dækket direkte tale spalter det skrevne sprog ud i endnu flere mulige afsendere og intenderede modtagere. I Nellies bog afløses den ironiserende fortællers strukturering af stoffet af idioten Nellie som romanens øjne, ører og vidneberetter. Her opstår flersprogetheden i sproget selv, der fremstår som et mosaisk sammensurium af talemåder, jargoner, tilfældige merbetydninger, metaniveauer, diskurser etc.
Værkernes formelle træk kan også tænkes ind i den idiotiske rammesætning. Flauberts realistiske æstetik satte en ny dagsorden, der i høj grad kom til at præge den realistiske strømning i litteraturen, men som i datiden virkede chokerende og stødende nok til, at det affødte en retssag. Nellies bog kan tænkes som en idiotisk variant af vor tids selvfremstillende tendenser, idet han afstår fra kravet om performance og ærligt fortæller om realiteterne, som de foreligger for ham. Hans sproglige formåen ligger ligeledes langt fra den gennemførte perfektionisme, der er norm for selvfremstillingen.
På baggrund af de ovenfor genopridsede pointer vil jeg nu forsøge at indkredse, hvad jeg forstår ved denne idiotik, som jeg har betitlet føljetonen med. Fælles for de idiotiske værker er, at de virker ’polis-opløsende’, idet de med flersprogetheden gør det umuligt at opretholde opfattelsen af ét værdifællesskab som værende ’bedst’ eller ’mest berettiget’. I henhold til Ellis’ problematisering af litteratur, der kun skildrer idioten udefra, er føljetonens værkudvalg netop kendetegnet ved dybdegående indre portrætter. Poliser iagttages med den udenforstående idiots blik og afsløres og synliggøres som arbitrære konstruktioner, der altid må stå til diskussion.
Det er her interessant at inddrage Judith Butlers køns- og identitetsteori i Kønsballade(1990). Hun taler her som pendant til Foucaults magt- og diskursteori om kulturelle forståelighedsdomæner for identitet – der igen kunne sidestilles med mit begreb om polis. Identitetsmæssige positioneringer uden for disse domæner findes der ikke begreb for. Imidlertid kan en identitet foretage en forhandling af den sociale virkelighed, og her nærmer vi os forståelsen af idiotik og dets kritiske potentiale. Idioten har med sin udenforstående identitet potentiale til at afstedkomme såkaldte ’produktive kriser’ og i et værdifællesskab, som afstedkommer en ’radikal reartikulation’ eller genforhandling af det. [1]
Med idiotlitteraturens æstetiske strategier, kan man desuden iagttage en aktivering af læseren i denne genforhandling. Flersprogetheden sikrer, at idiotlitteraturen aldrig bliver ren propaganda, dvs. at idiotens ’radikale reartikulation’ ikke blot overtager som ny herskende diskurs eller nyt paradigme i et værdifællesskab, men at læseren tværtimod inddrages i en varig forhandling og refleksion over det beståendes berettigelse og fundament.
Men hvor stiller det os? Denne idiotikkens fænomenologi kan måske i værste tilfælde også kamme over i en værdimæssig relativisme, som givetvis ikke altid vil være lige anvendelig eller frugtbar i praksis. Når mennesker søger værdimæssige fællesskaber, hvad enten det er religiøse, politiske eller andre, er det jo netop for at undgå en tilværelse i total meningsløshed. Den altid gyldne middelvej må derfor ideelt set gå mellem en lydhør demokratisk flerstemmighed i et samfund og retten til at indgå i et værdifællesskab, der trods alt bygger på det, som man til en given tid opfatter som det fælles bedste. Men måske er vi på nuværende tidspunkt i føljetonen alligevel ikke helt færdige med idiotikken.
Lone Nikolajsen påpeger, hvordan idioterne afsøger ”vores forståelse af menneskets status som autonomt,” [2] dvs. grænseområderne for menneskets myndighed. Der er ganske givet forskel på Emma Bovary, der er underlagt en vis heteronomi alene i kraft af sit køn og den tid, hun lever i, og Nellie, der snarere er domineret af andres handlinger pga. sin mentale fremtoning. Alligevel mener jeg, at man givtigt kan undersøge idiotik-begrebet for endnu en dimension; nemlig hvordan de litterære idioter synliggør strukturer i samfundet, der gør mennesker til idioter for hinanden og sig selv.
Jeg har allerede kort været inde på en identitets- eller kønskritisk tilgang til problematikken hos Judith Butler, der ser et samfunds kulturelle forståelighedsdomæner som afgørende for de identitetspositioner, det er muligt – og ikke muligt – at indtage. Mennesket fødes ind i en social orden, hvor identitet allerede er givet på forhånd, således at det at ’være en mand’ i virkeligheden er at citere allerede eksisterende forestillinger og praksisser for, hvad en mand er. Kun gennem radikale (eller idiotiske) brud med disse citerende og praksisser kan man indsætte noget nyt i forestillingen, [3]og det er som sagt det, jeg bl.a. forstår ved idiotens kritiske potentiale eller idiotik.
Man kunne også foretage en mere ideologikritisk tilgang til spørgsmålet, som jeg her vil forfølge med en kort perspektivering til Franz Kafkas Processen (1925) – herunder også den gådefulde fortælling-i-fortællingen, Foran loven.
Processen kan formmæssigt tænkes som en idiotisk fremstilling i kraft af romanens fragmentariske og ufuldstændige udtryk. Kafka nåede aldrig at færdiggøre værket, hvis spredte passager og kapitler blev samlet og udgivet posthumt. [4] Også i klassisk narrativ forstand fremstår fortællingen idiotisk amputeret. Trods det tematiske anslag mod en slags omvendt detektivroman, hvor protagonisten K forsøger at opklare, hvorfor han selv er anklaget (og for hvad!), når fortællingen aldrig til en opklaring. Protagonisten såvel som læseren forbliver foran Loven, fordi det aldrig bliver muligt at gennemskue, hvad der ligger til grund for den dom, der med så stor selvfølgelighed optræder i fortællingens univers. Man kan, meget apropos, sammenligne med adjektivet ’kafkask’, der i Hans Hertels verdenslitteraturhistorie kort defineres som: ”når alt forløber strengt logisk – og det hele er aldeles absurd.”[5]
Processens uforklarethed har gjort værket til genstand for en lang række allegoriske læsninger.[6] Jeg vil selv i den ideologikritiske optik foreslå, at værket kan læses som en kritik af det system, der gør mennesket til idiot for sig selv og sin eksistens. Igen vil jeg knytte an til Butler, der skriver: ”Juridisk magt ”producerer” uundgåeligt det, den hævder blot at repræsentere.”[7] For hvad er dette ’foran Loven’? Hvad er det, Loven producerer?
– Idioti! vil jeg her driste mig til at foreslå. Loven danner strukturerne for, hvad der accepteres inden for en given ramme – og hvad der modsat ikke gør. Det idiotiske er et produkt af Lovens naturaliserede polis, der skal forestille altid at have været der.
Jacques Derrida har i sin diskussion af Foran Loven foreslået, at litteraturens væsen også kan tænkes som værende ’foran loven’. Litteraturen udkaster sin egen lov, idet den som fiktion ’forestiller lov’ (eller polis), og bliver således selvlovgivende eller autonom: ”[…] på bestemte betingelser kan den bruge den lingvistiske performativitets lovgivende magt til at rette på de eksisterende love, fra hvilke den ikke desto mindre får sin fremkomsts garantier og betingelser.” [8] Om det er Nellies ublufærdige, idiotisk realistiske selvfremstilling, Emmas splittede figur eller Ks absurde rettergang er det karakteristisk for den idiotiske fortælling, at den medtænker læserens ikke-fiktive, ’politiske’ blik – men samtidig drejer dette blik idiotisk reflekterende mod sig selv og dets fundament. Idiotlitteraturens etiske potentiale eller idiotik kan således også tænkes som udformningen af en foran idiotikken, en fiktiv naturaliseret polis, der med en omvendt parafrasering af Butler negerer den idioti, den hævder blot at repræsentere.
Man kunne sammenligne med konceptet fiksér-billeder (jf. illustrationen), som kan antage to motiver alt efter hvordan, øjet fokuserer. Man er ude af stand til at fiksere begge motiver på én gang, men bevidstheden om ‘det andet’ er alligevel til stede i ‘det ene’. Den idiotiske litteratur kan således siges at tvinge øjet ind en tilstand mellem forskellige fokuseringer, som udvisker de idiotiserende grænser.
Således nåede vi langt om længe i mål med den idiotiske føljeton, kære læsere. Men idiotikken spøger heldigvis fortsat derude, hvis blot man har øje for den. Har I det?
Kilder:
Butler, Judith: Kønsballade – Feminisme og subversionen af identitet (1990), København 2010, Forlaget THP
Derrida, Jacques: ”Foran loven” (1985), i: Dekonstruktion, 2004, Aarhus Universitetsforlag, pp. 61-95
Ellis, Roger: “The Fool in Shakespeare: A Study in Alienation” i: Critical Quarterly, vol. 10, 1968
Hertel, Hans: Verdens litteraturhistorie b. 6, Gyldendal
Kafka, Franz: Processen (1925), Gyldendal
Kont, Birte: Skyldidentiteten hos Franz Kafka – En moderne jødisk tvivlers livtag med loven, København 2002, Nansensgade Antikvariats Forlag
Nikolajsen, Lone: Nyttige idioter, konferensafhandling 2012, Københavns Universitet
Sørensen, Villy: Kafkas digtning, 1968, Gyldendal
1 Butler (1990)
2 Nikolajsen: 4
3 Butler (1990)
4 Kafka: 276
5 Hertel: 102
6 Bl.a. Hertel (1995); Sørensen (1968); Kont (2002)
7 Butler: 39
8 Derrida: 89
Litterær føljeton om idiot-motivet
Af Anne Skov Thomsen
I sidste uges føljetonafsnit kunne man følge en eksempellæsning af den splittede Madame Bovary som idiotfigur. I denne uge tager vi springet helt op i den allernyeste nutid – nemlig med en læsning af Niels Franks debutroman Nellies bog, som udkom dette forår. Idioten er denne gang fortælleren Nellie, som må siges at tilhøre en lidt anden idiotisk kategori end Emma Bovary.
Læseren husker måske, hvordan man i kristen tradition har hyldet ’den hellige dåre’, som mentes at stå i en mere direkte forbindelse til Gud. Hvis man med denne kristne tradition i baghovedet betragter dårens position i vor tid, kan man sige, at samfundet eller polis (eller velfærdsstaten) har overtaget Guds rolle som kompensatorisk beskytter af den nu hjælpeløse dåre – eller mere sigende: den åndssvage. Forestillingen om den forbilledlige guddommelige indsigt er nemlig erstattet af medlidenhed og overbærenhed med dåren, der ’ikke kan gøre for det’. Denne opfattelse af idioti har jeg ikke tidligere inddraget, men den optræder netop som et skelsættende forhold mellem Flauberts Emma Bovary og Niels Franks Nellie. Informationerne om Nellies medicinindtag, hans naive uforståenhed og formodede relativt lave IQ, samt indtrykkene af sporadiske mentale forstyrrelser, sætter spørgsmålstegn ved det, Lone Nikolajsen i sit speciale Nyttige idioter omtaler som forholdet mellem autonomi og heteronomi hos mennesket. Det vil sige hhv. menneskets selvstyre (myndighed) og det at være styret af andre eller andet end sig selv. [1] Man må altså spørge, om Nellie kan stilles til ansvar for sine handlinger? Og hvor vidt strækker hans myndighed over sig selv i forhold til andres kontrol over og styring af ham?
Jeg har indtil videre i føljetonen opereret med en definition af det politiske som en normativitet knyttet til en bestemt polis. Her bliver det imidlertid relevant også at skele til den mere dagligdags brug af begrebet, hvis man kaster et blik på dansk lovgivning. I Danmark mister man nemlig sin ret til at stemme og underskrive retslige dokumenter, hvis man kommer under en værges tilsyn, hvilket i stor udstrækning gælder handicappede og psykisk syge. [2] Nellies bog melder ganske vist intet herom, men jeg vil gennem min læsning argumentere for, at den indirekte kan tænkes som en problematisering af tankegangen bag en sådan lovgivning.
Genremæssigt er Nellies bog en slags dagbogsroman – en bekendelsesgenre, som klinger tæt sammen med vor tids optagethed af selvfremstilling via diverse sociale medier som Facebook og Twitter. ”For virkelig at vise, hvem jeg er, må jeg performe idéen om mig, snarere end realiteten om mig.” [3] skriver medieforskeren Bo Kampmann Walther, der peger på, at de sociale medieteknologier har skærpet ’kravet om performance.’ [4] Skulle man sætte den førnævnte lovgivningsproblematik lidt på spidsen, kan man sige at den umyndiggjorte på én gang fratages retten til og kravet om en performance af sig selv.
Tilbage er altså realiteten, som Nellie med radikal uforstilthed fremstiller for læseren i det, man kunne kalde en idiotisk selvfremstilling. Hans liv er langt fra perfekt med afdøde forældre og det omfattende indtag af ”medezin”, der skyldes, at: ”Lægen han sir , Jeg , for vesklet Bilder ved virklighedden”, tilsyneladende ”[…] en slakts Ellipsi”. [5] Han bor trods sin, formodes, voksne alder stadig hos ”Onkle Benn” og ”Tante Hellen” og lever, langt fra den sundhedsmani, der ellers præger vores samfund, for det meste af “Kafeslapperads”, ”Rodbedder” og ”Lakriis”.
Derudover fremstår Nellie hverken særligt selvstændig eller målrettet. Andre mennesker handler i vid udstrækning på hans vegne og bekostning, uden at han er i stand til at afværge det, endsige tænker på det. Et eksempel er den tvivlsomme ’hjælp’, tanten yder Nellie ved udfyldelsen af et spørgeskema på en datingprofil: ”ER DE UTRYK VED OG MØD NYE MENNISKE? Dét hvis et Ja ikke sand Nellie , heldrigvis har du jo Misi så vi sir A”. [6] Under sin jagt på Benn og Hellens forsvundne datter, Elin/Elain/Elian/Eiline (stavevariationerne er endeløse), fremstår Nellies forståelse af seksualitet desuden stærkt begrænset, og han bliver gang på gang mere eller mindre overfaldet af både vellystige mænd og kvinder. [7] Set ud fra et moderne ungt menneskes succeskriterier forekommer Nellies tilværelse i det hele taget medynkvækkende småt bemidlet. Det særlige ved Nellies bog som idiotlitteratur er, at idioten her selv er blevet fortæller. Vi ser verden gennem Nellies naive og uforstående øjne, og den polis, som han stiller sig uden for, er den, læseren selv bringer til fortællingen. Nellies afvigelse og idioti opstår, idet læseren installeres som det normbærende blik, Nellie afviger fra.
For at vende tilbage til spørgsmålet om hhv. retten til og kravet om performance af identitet kan man sige, at de andre personers umyndiggørelse af Nellie fratager ham retten til selv at vælge, hvorvidt han fx er til mænd eller kvinder. Men samtidig gør klassificeringen af Nellie som idiot, at vi ikke kræver eller forventer af ham, at han performer noget særligt – hvad der skal vise sig at blive af afgørende betydning.
Som det antydningsvis er fremgået af citaterne, er Nellies sproglige beherskelse, der er et uhyre vigtigt redskab i en nutidig image- og identitets-performance, ligeledes at betragte som idiotisk i sin anti-normative udformning. Teksten fremstår fragmentarisk og springende, retskrivningen radbrækket, formuleringerne ubehjælpsomme, udtryksformen en gebrokken blanding af dansk og især amerikansk, ligesom klichéer og (forkert brug af) talemåder er talløse: ”Jeg , lækket i Sengnen , og så faldt det en Arm ud og blir kold som Fandnen fåer sko på !” [8] Sproget volder ham åbenlyst besvær, og somme tider giver han endda helt op og skifter emne: ”Men nu skulde , Jeg , fagtiskt fortæl noget heel andet nu” [9] eller anfører et ”osvider >” eller ”PAUS” fulgt af sideskift.
Men, og selvfølgelig er der et idiotisk men, langsomt bliver det evident, at der er langt mere på færde under overfladen på Nellies forkvaklede sprog, hvilket bl.a. afslører sig gennem små underfundigt smukke refleksioner: ”Hvis at Tidden ikke standssed men noegt er standsen i Tidden , og dét så er døed&borte er dét så er Tidden så ikke Selv lidt døed? Dør Tidden så Selv lidt hel Tidden lidt” (54).
Eller efter at have betragtet en plasticpose svæve rundt i vinden: ”Nogne gang blir man eller , Jeg , heel tung i hjerted ovre all den skøndhed som der er der , i verdnen fagtiskt alle vejne i den , og hjerted lisom tabt lidt luftnen lidt lisom Posen” (71).
I en tid og en kultur, hvor identitet og status i så udbredt grad hviler på den stærke sproglige beherskelse, mærker man som (korrektur)læser en umiddelbar empati og medlidenhed med den sært forsvarsløse Nellies ubehjælpsomme skriftlighed og den tilsyneladende fattighed i sproget. Men denne opfattelse tages hurtigt op til genovervejelse! Nellies sprog fremstår ved nærmere eftersyn rigt, fordi det netop synliggør alle mulige sproglige finurligheder og svagheder. Stavefejl som i ordene ”forrentning” [10] (forretning) og ”vietnamsisk forrådsrul” [11] (forårsrulle) eller i udsagnet: ”Den har Skibber ærgelig fortjenet !” [12] danner utilsigtede merbetydninger, som undergraver originalen.
Forlegenheden, som jeg nævnte i forbindelse med Emma Bovary, virker også hos Nellie. Som sagt fungerer læseren i forhold til Nellie som den ekskluderende polis, men ved forlegenheden over at opdage det egentlige potentiale i Nellies alternative sprog og tanker er det læserens egne sociale adfærdsmønstre og fordomme og disses relativisme, der afsløres.
Nellies radikale forvaltning af sproget gør Michel Foucaults magtbegreb interessant at inddrage. Foucault ser ikke magt som værende lokaliseret hos et enkelt individ eller samfundets institutioner, men som en grundlæggende diskursiv formation, der kan defineres som de normative regler for hvilke udsagn, der bliver accepteret som meningsfulde og sande i en given historisk periode. [13] Disse diskursive formationer camouflerer sig med et skin af naturlig repræsentation, der gør dem usynlige som konstruktion for de mennesker, der bærer dens tegn. [14]
På samme måde kan man betragte Nellies såvel tematisk som sprogligt idiotiske selvfremstilling som en afsøgning af sprogets konstruktioner og sociale virkemåder. I Nellies fragmentariske og ekstremt flersprogede udtryk, der nærmest har karakter af en sproglig mosaik af genrer, (nationale) sprog, ordsprog, klichéer og jargoner kommer alverdens diskurser til syne på en måde, så ingen af dem bliver en egentlig ’naturlig’ diskurs. I forhold til Bachtins opfattelse af dårskabens sprog som polemisk over for ’den forlorne fornuft’ kan man sige, at Nellies sprog netop synliggør alle diskursers relativisme som naturaliserede konstruktioner i en (eller læserens) polis. Der sker en dekonstruktion af sproget indefra, der får gængse sproglige normer til at fremstå lige så tilfældige og arbitrære som det Scrabble-spil, der med bogstaverne ”TA HEL TIL MEWICO” får Nellie til at se et tegn om, at han skal lede efter Elain i Mexico. [15]
Anmelderen Erik Svendsen skrev om Nellies bog i Jyllands Posten: ”Der må for demokratiets skyld ikke herske sprogligt anarki.” [16] I tråd med problematikken om de umyndiges stemmeret, kan man omvendt og paradoksalt netop betragte Nellies anarkistiske sprogbrug som demokratisk, fordi det samtidig rummer alle sprog i sig. Det etiske potentiale i Nellies bog bliver netop flersprogethedens ligestilling af alle diskurser, som skaber et rum for herredømmefri [17] samtale, der om noget må kunne kaldes demokratisk, fordi enhver her har (ret til) en stemme.
Læs med i næste og sidste afsnit af den idiotiske føljeton, hvor det måske langt om længe vil blive afsløret, hvordan den kryptiske overskrift ”Idiot(et)ik” skal forstås, og hvad det i så fald betyder for litteraturen såvel som for læserens ’politiske’ tænkning.
Butler, Judith: Kønsballade – Feminisme og subversionen af identitet (1990), København 2010, Forlaget THP
Etik.dk: ”Handicappede fratages stemmeret”, 07.03.2012. Link:
http://www.etik.dk/artikel/453893:Politik-og-moral-Handicappede-fratages-stemmeret
Frank, Niels: Nellies bog, Riga 2013, Gyldendal
Lindgren, Sven-Åke: ”Michel Foucault” i: Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red): Klassisk og moderne samfundsteori, København, 2007, Hans Reitzels Forlag, p. 326-344
Nikolajsen, Lone: Nyttige idioter, konferensafhandling 2012, Københavns Universitet
Svendsen, Erik: ”Nellie – et rejsende postulat” i: Jyllands Posten (Litteratur), 27.02.2013
Walther, Bo Kampmann: ”DEEP FRONTSTAGE: Om dannelse, Facebook og kapitallogik version 2.0” i: Aktuel Forskning, 2010
1 Nikolajsen: 4
2 Etik.dk: ”Handicappede fratages stemmeret”
3 Walther: 3
4 Ibid.: 3
5 Frank: 68
6 Ibid.: 16
7 Ibid.: 112, 144, 193
8 Ibid.: 255
9 Ibid.: 15
10 Frank: 36
11 Ibid.: 43
12 Ibid.: 8
13 Lindgren: 335-337
14 Butler: 39
15 Frank: 126
16 Svendsen (2013)
17 Begreb lånt fra Jürgen Habermas – men her blot anvendt i betydningen ’uden politisk hegemon’.
Litterær føljeton om idiot-motivet
Af Anne Skov Thomsen
I sidste og første afsnit af den idiotiske føljeton (kan læses her) fik vi først og fremmest indkredset tre væsentlige træk ved idiotlitteraturen: 1: Definitionen af idioten og det idiotiske som den/det, der stiller sig uden for en given polis. 2: Den flersprogethed, Michail Bachtin identificerer i romanens stiltræk, hvilket igen kunne knytte an til 3: Antagelsen om at de litterære værkers formelle fremstilling kan tænkes som idiotiske i sig selv. I dette andet afsnit af føljetonen vil jeg således give den første eksempellæsning på en idiotfigur, nemlig klassikeren Madame Bovary.
Da Madame Bovary først udkom, var det med undertitlen: Moeurs de province, der mest direkte oversættes: ’skikke i provinsen’. [1] Hermed anslås allerede på titelbladet spændingsfeltet mellem en etableret social polis, provinsen og dennes skikke, og idioten Emma Bovary, der skiller sig ud.
Inspireret af Bachtin skriver Lone Nikolajsen i konferensafhandlingen Nyttige idioter om Dostojevskijs berømte idiot, Fyrst Mysjkin, at han kan ses som ”en prøve på sine omgivelsers dyder: I mødet med ham – og særligt i fortolkningen af ham – kommer romanens karakterer uundgåeligt til at afsløre sig selv.” [2] Nikolajsen bemærker videre, at Mysjkins opførsel ”har den effekt, at den spreder forlegenhed omkring sig. Og netop i forlegenheden er det muligt at iagttage hvilket fundament de sociale adfærdsmønstre og hierarkier, der strukturerer karakterernes relationer og sameksistens, står på, og hvori dette fundaments skrøbelighed består.”[3]
Forlegenhed er også netop, hvad man kan iagttage i forholdet mellem Emma og hendes omgivelser. Hendes hysteriske, forstyrrede opførsel finder ingen plads i landsbyboernes ’provinsielle skikke’ eller polis, og de er derfor ude af stand til at respondere eller reagere på anden vis end med formodninger om, at hun må være syg. Fx da Emma efter en tid som elskelig hustru atter slår om i hadefuldt hysteri: “Charles faldt rystet sammen i sin lænestol og forsøgte at finde ud af, hvad der kunne være i vejen med hende, han forestillede sig det var en nervøs sygdom […]”. [4] Kun hendes sporadiske opførsel som from og dydig hustru og elskelig moder forhindrer, at dommen ikke bliver den udstødtes; idiot.
I Madame Bovary fremstår alle personerne imidlertid mere eller mindre idiotiske, og med Flauberts latterliggørende skildringer af dem fremstår deres ubehjælpsomme fortolkninger af den splittede Emma-skikkelse netop afslørende indskrænkede og fastgroede. Ved oplysningen om, at Emma aldrig er besvimet, bemærker M. Boulanger fx: ”Det er højst usædvanligt for en dame!” [5] Man kan derfor iagttage en konflikt mellem på den ene side de andre personers ydre blik på Emma, der repræsenterer et stereotypt og idealiseret kvindebillede, og på den anden side romanens indre psykologiske skildringer af hende, der forekommer langt mere komplicerede. I selve figuren Emma skildres således også en flersprogethed, idet hun er ude af stand til at påtage sig en enkelt identitet og affinde sig med den tilhørende skæbne. Hun befinder sig i et grænseland mellem værdimæssige modpoler, der også afspejles via romanens øvrige persongalleri og i værkets historiske og litteraturhistoriske kontekst.
Vender man blikket mod den historiske samtid, finder man Frankrig på tærsklen til det moderne samfund med voksende industrialisering, urbanisering og videnskabelige landvindinger, hvor også spørgsmål om sekularisering og opgør med traditionelle samfundsstrukturer præger billedet. Samfundet befinder sig i en opbrudstid mellem tradition og fornyelse, der afspejles i Madame Bovary som en kakofoni af verdens- og menneskesyn.
Byens dragende kræfter mærkes på landet og ekspliciteres i bondedatteren Emmas ’instinktive længsel efter luksus’ [6] og mod det mangfoldige storbyliv i Paris, der ’stråler for hendes øjne vældigere end verdenshavet’.[7] Hun udtrykker desuden harmfuld bevidsthed om sit køns begrænsninger og længes efter mandens frihed. [8] I passagen, hvor apotekeren overtaler den sagesløse doktor Charles til at foretage et kirurgisk indgreb på staldkarlens klumpfod, beskrives nysgerrigheden og begejstringen for videnskabens nye bedrifter rammende: ”Han havde kort tid i forvejen læst en lovprisning af en ny behandling af klumpfødder; og da han var tilhænger af fremskridtet, fattede han den patriotiske tanke, at Yonville, for at holde trit med udviklingen, burde blive center for strephopodiske indgreb.” [9] Da indgrebet viser sig at slå fejl, finder vi i den modsatte, traditionelle lejr mutter Lefrançois, der ’behandler’ den ynkeligt sengeliggende staldkarl med god bouillon, flæsk og brændevin, mens præsten opfatter sygdommen som udtryk for Herrens vilje og som en kærkommen ”lejlighed til at blive forligt med Himlen” [10] for den mindre kirkelige staldkarl.
Ved siden af den historiske opbrudstid, der spores i værket, rumsterer der også en overgangsperiode litteraturhistorisk set, nemlig mellem romantik og realisme. Romanens romantiske skildringer af landliv, familiær harmoni og brusende kærlighed støder konstant sammen med reaslimens insisteren på den knapt så idylliske virkelighed. Fx bryllupsscenen, hvor ”skjortebrysterne svulmede som harnisker!” på de nyklippede og før daggry barberede gæster, der ved nærmere eftersyn også nærmere minder om hjemvendte fra slagmarken; ”og den friske luft undervejs havde fået sårene til at flamme, så alle disse store, hvide, åbne ansigter var blevet marmoreret med rosa pletter.” [11]
Emma Bovary er ofte blevet sammenlignet med Don Quijote og hans naive indlevelse i ridderromanernes univers. [12] Hun sluger kærlighedsromaner på stribe, som hun forventer spejlet i den virkelige verden (og ikke mindst i sit eget (kærligheds)liv). Men gang på gang skuffes dette ideal af tilværelsens (og Charles’) ulidelige almindelighed: ”Skulle en mand ikke tværtimod kende alt, udmærke sig på mangfoldige områder, indvie én til lidenskabens kræfter, livets raffinementer, alle dets gåder? Men han lærte hende intet, vidste intet, ønskede sig intet. Han troede hun var lykkelig; og hun var vred på ham på grund af denne veletablerede ro, denne problemløse tyngde […]” [13] Et andet eksempel er skildringen af Emmas forventninger til affæren med Rodolphe: ”Hun var på vej ind i noget vidunderligt, hvor alt ville være lidenskab, ekstase, galskab”.14 Eller hendes overstrømmende kærlighedserklæringer: ”Jeg er din tjenerinde og din konkubine! Du er min konge, mit idol! Du er god! Du er smuk! Du er klog! Du er stærk!”, der straks efter punkteres af beskrivelserne af den selvoptagede Rodolphes nøgterne tanker: ”Han havde så tit hørt den slags ting blive sagt til sig”. [15] Flauberts ironiske tone, som jeg om lidt kommer nærmere undergraver de romantiske forestillinger, der fremstilles naive og håbløse.
Madame Bovary udkommer første gang i 1856 under skandaløse omstændigheder. Værket bliver genstand for retslig anklage om umoralskhed, blasfemi og usædelighed, men ikke kun pga. det moralsk forkastelige i Emma Bovarys udenfor-ægteskabelige udskejelser. Flaubert lancerer med romanen en radikal videreudvikling af Honoré de Balzacs realisme, der især er kendetegnet ved, at den traditionelle alvidende fortællers personkarakteristik i højere grad viger til fordel for skildringer af personerne indefra. Det sker bl.a. gennem skiftende indre fokaliseringer, men især er Flaubert berømt for sin brug af dækket direkte tale, der genererer en ny psykologisk dybde og virkelighedsnærhed i litteraturen. [16] Flauberts stil kan således siges idiotisk at placere sig uden for den hidtidigt dominerende litterære polis, hvilket især blev signifikant med den chokerende virkning, den realistiske litteraturs teknikker havde på datidens læsere, der nærede selvfølgelige forventninger om, at litterære værker illustrerede forfatterens holdninger og personlighed.
Litteraturprofessor Alison Finch placerer i den forbindelse Flaubert som en central figur i den bevægelse, M.H. Abrams identificerer i moderne europæisk litteratur, fra kunsten som spejl mod kunsten som en lampe, der belyser og forklarer, hvad den kaster sit lys på. Skildringen af det store, det mægtige eller vedtaget smukke træder i baggrunden for betoningen af forfatterens blik som afgørende. Det sande og det skønne placeres ikke i kunstens objekt, men i måden, hvorpå det bliver præsenteret.Eller som Finch citerer: ”‘There is no “true”!’ said Flaubert; ‘there are only ways of seeing’”. [17]
Læseren føler sin egen dømmekraft sat over styr i kraft af den umiddelbare naive identifikation med protagonisten Emma, der kun øjeblikket efter må modificeres kraftigt ved mødet med hendes selviske, lidet beundringsværdige fremtoning. [18] Madame Bovary chokerede altså, idet forfatterstemmen Flaubert trådte tilbage for i stedet at lade diametrale modsætninger (fx mellem tradition og udvikling jf. eksemplet med klumpfoden) vibrere mod hinanden i en uforløst spænding. [19] Hans ironiske holdning er, som jeg også tidligere var inde på, altomfattende. Den bevæger sig ud over karaktererne og værket selv og sparer hverken læseren eller forfatteren med det resultat, at læseren i mødet med tekstens ambivalente udtryk fratages ethvert fast standpunkt. [20]
Ambivalensen etableres i værkets allestedsnærværende flersprogethed, og den dækkede direkte tale kan i sammenhængen ses som en underform heraf. Et konkret eksempel kunne være: ”Hvordan havde hun dog (hun, der var så intelligent) kunnet tage fejl endnu en gang? Og hvad var det i det hele taget for en elendig mani, der fik hende til at ødelægge sin tilværelse med evindelige ofre?” [21]
Spørgsmålet, der rejser sig ved brugen af den dækkede direkte tale er altid, hvem der egentlig taler? Er det karakterens tanker eller fortælleren/forfatterens camouflerede fortolkning, der fremstilles? Hvem udtrykker ironien, og hvem er den rettet imod? Og hvordan skal man som læser forholde sig til denne tvetydighed? Brugen af parentes i citatets første spørgsmål peger materielt tilbage på den skrivende, ligesom den overdrevne melodramatiske tone etablerer en ironisk distance. Alligevel virker det med kendskabet til Emmas dramatiske natur og den dækkede direkte tales udeladte angivelse af udsiger som et umedieret indblik i hendes tanker. Der er tale om en vidtrækkende fortolkningssag, men mere interessant i denne sammenhæng er det at betragte effekten eller virkningen hos læseren.
Trods Emmas usympatiske fremtoning, tvinges man ind i en personlig overvejelse over sin egen placering i værkets polis, idet ingen fortrolig forfatterstemme fører læseren ved hånden til ’det rigtige’ svar. De stereotype blikke, som de andre karakterer retter mod lægekonen Emma, må uundgåeligt vurderes og reflekteres i læserens eget dybere indblik i hendes psyke. Et idiot(et)isk potentiale ligger således i værkets belysende (jf. Abrams lampe-metafor) evne til at befordre læseren med oplevelsen af en dybere, mere kompliceret psykologi i sin romanfigur frem for blot at skildre noget smukt og beundringsværdigt.
Læserens blik bliver, jf. Flauberts holdning til sandhed, et af mange på Emma. Det forekommer derfor også svært at fastsætte en universel værdimæssig orden, som polisen foretrækker den, ud fra romanens univers, hvor ’det gode’ forbliver en individuel, foranderlig størrelse. Emma står her som en figur, der er splittet mellem det gamle og det nye, mellem pligt og personlig udfoldelse. Med en lille tilsnigelse kan man sige, at hun bliver en etisk brydningsfigur, hvori det romantiske og traditionelle forekommer idiotisk i det realistiske og modernes optik og vice versa. Hun er på én gang spejl for de andres stereotypiserende blikke og lampen, der belyser blikkene som værende sådan.
Således første idiotiske eksempellæsning. Følg med i næste afsnit, hvor vi snupper endnu en…
www.cummingsstudyguides.net: “Madame Bovary”
www.denstoredanske.dk
Flaubert, Gustave:Madame Bovary (1857), Haslev 1979, Gyldendal
Nikolajsen, Lone: Nyttige idioter, konferensafhandling 2012, Københavns Universitet
www.sussex-academic.com: Flaubert and Don Quijote (The Influence of Cervantes on Madame Bovary)
Unwin, Timothy (ed.): The Cambridge Companion to Flaubert, New York 2004, Cambridge University Press
1 Cummingsstudyguides.net: “Madame Bovary”
2 Nikolajsen: 20
3 Ibid.: 20
4 Flaubert: 237
5 Ibid.: 166
6 Ibid.: 234
7 Ibid.: 75
8 Ibid.: 114
9 Ibid.: 221
10 Ibid.: 229
11 Ibid.: 37
12 Sussex-academic.com
13 Flaubert: 54
14 Ibid.: 207
15 Ibid.: 242-243
16 denstoredanske.dk: ”Gustave Flaubert”
17 Unwin: 151
18 Ibid.: 154
19 Ibid.: 15
20 Ibid.: 15
21 Flaubert: 234