Idiot(et)ik – en føljeton (afsnit 1)

Litterær føljeton om idiot-motivet i litteraturen
Af Anne Skov Thomsen

There is a space – more precisely still, a caesura – for which no account has been made, although its disruptive force has been acknowledged in various historical guises.[1]

Denne cæsur, dvs. ophold/hul, i vores tankeverden, som den amerikanske filosof Avital Ronell omtaler, har til gengæld et væld af betegnelser: idioti, dumhed, dårskab – og på udenlandsk; stupidity, bêtise, foolishment, ignorance, Blödigkeit osv. Det svære ved at redegøre for de forskellige begrebers eksakte indhold ligger dels i deres individuelle betoninger af forskellige nuancer af bevidsthed, intelligens og dyriskhed, men også i det forhold, at: “stupidity does not allow itself to be opposed to knowledge in any simple way, nor is it the other of thought.” [2]

Stupidity’ (i nærværende føljeton oversat med ’idioti’) kan altså ikke defineres som klogskabens blotte modsætning, men snarere som et ubeskrevet kognitivt domæne. Trods sin uomgængelighed gælder nemlig det faktum, at: “stupidity has no place on the map drawn up by dogmatism” [3]. Ronell opfatter idioti på linje med bl.a. begreber som fejhed og ondskab; ikke som kropslige fænomener eller blotte karaktertræk, men snarere som strukturer for tænkning, idet idioti altid går forud for formningen af subjektet. [4] Det interessante er i denne sammenhæng at undersøge, hvilket potentiale der kan ligge i idiotien – eller nærmere bestemt; hvilke etiske spørgsmål og virkninger den litterære idiotfigur kan kaste af sig.

 

Idiotopfattelser

Idiotfiguren optræder i litteraturen fra de tidligste romaner (tænk bare på Don Quijote), men diskuteres også helt tilbage i det antikke Grækenland. Her er idioten en, som står uden for samfundet. Aristoteles beskriver agroikos (bonden) som en stædig og uvidende person, ufølsom og uden raffineret tale – modsat den kultiverede og forfinede elegance, som man dyrkede i polis (Athen). Idioti er altså lig med ’det-som-står-uden-for-det-politiske’ og lokaliseres i det før-politiske eller i glemslen af politik. Idioten er en, der er ude af stand til at leve i et samfund, og den essentielt selvforsynende bonde, der netop er kendetegnet ved et fravær af relation eller forbindelse til samfundet, udtrykker derfor social og politisk underlegenhed; han ejer ikke statsborgerskab. [5] Betragter man i forlængelse heraf ordets etymologi, finder man sigende hhv. betydningerne idiotes: ’privatperson, udannet’ og idios: ’ejendommelig, særegen’. [6]

I kristen tradition optræder en næsten modsatrettet opfattelse af idioten, idet moralsk renhed her kun kan sikres gennem en radikal ignorans; man taler om ’den hellige dåre’ eller ’enfoldige’. Idiotens manglende vid bliver her adgangsbillet til Guds kompensatoriske beskyttelse. [7] Dåren mentes i kraft af sine manglende intellektuelle evner at besidde en mere direkte og forbilledlig forbindelse til det guddommelige. En opfattelse, der nok finder sit mest direkte (og alligevel nok så tvetydige) udtryk i den parodiske lovtale,Tåbelighedens lovprisning. [8]

Litteraturens idioter
Så vidt antikkens og kristen traditions to divergerende opfattelser af idioten. En tredje opfattelse foretager en slags kobling af de to. Litteraturkritikeren Roger Ellis beskriver, hvordan idioten i litteraturen såvel som andetsteds ofte er fremstillet for os som objekt for morskab og som bekræftelse af vores gældende samfund og værdiers gyldighed og berettigelse. Men, påpeger Ellis, denne fremstilling af idioten afhænger af, at forfatteren ukritisk tager sit publikums fordomme ind og kun studerer idioten udefra. Litteraturen har nemlig den essentielle rolle, at den kan forsøge at indoptage eller repræsentere den fulde spændvidde af verdenssyn, der forekommer. Vil den derimod kun skildre en enkelt gruppes etik, risikerer litteraturen at blive noget andet [9] (fx en slags propaganda, kunne man tænke sig).Det at lade flere holdninger eller sprog repræsentere side om side er netop, hvad Michail Bachtin i Ordet i romanen fremhæver som definerende ved romanens stiltræk. Romanen skal være ”et mikrokosmos af forskelligsprogethed” [10], som det er op til forfatteren at orkestrere. Et særligt sprog, der kan finde plads i romanen er dårskaben, som ifølge Bachtin altid er polemisk: ”den forholder sig dialogisk til fornuften (den forlorne ophøjede fornuft), polemiserer imod den og afslører den.” [11] Og videre: ”Ved ikke at forstå de alment anerkendte og tilsyneladende almengyldige sprog lærer han [dåren] at sanse deres genstandsmæssige karakter og relativitet, at objektivere dem, befamle deres grænser […]”. [12]

Hvad både Ellis og Bachtin således peger på, og hvad der altså vil være omdrejningspunktet for denne føljeton, er idiotens potentiale til at fremhæve og stille spørgsmålstegn ved givne sandheder i et samfund. Idiotfiguren installeres som en slags modstemme ’ude fra’. Husker den kære læser tilbage til den antikke græske opfattelse, er idioten en, som står uden for polis. Som Ellis skriver, er idiotens verdenssyn funderet i ham selv og hans anderledeshed, mens ’almindelige folk’ finder deres værdier placeret uden for sig selv i en naturaliseret konsensus. I mødet med idiotens afvigende verdenssyn i forhold til denne værdimæssige ’polis’ har dens borgere således ikke andre fortolkningsmuligheder end mærkatet ’idiot’. Idioten er i alle ordets potentielle betydninger udenfor(-)stående. Men samtidig lukker den litterære flersprogethed ikke for, at idioten, jf. den kristne tradition, skulle rumme en anden og dybere indsigt i tilværelsen.

Mod en litterær idiotik
Som også antydet indledningsvis, ligger der i selve idioti-begrebet (og dets mange mere eller mindre nære eller fjerne synonymer) en tvetydighed og uafgørlighed, som jeg vil forsøge at spore som en genkommende struktur i idiotlitteraturens flersprogethed (jf. Bachtin). Gennem en temalæsning på tværs af historien vil formålet med føljetonen være at kaste lys over, hvordan idiotmotivet gennemgående kan siges at tegne en ideel modstandsfigur for vanemæssig tænkning i en given polis og som vækker af etisk refleksion [13] og stillingtagen hos læseren. Jeg vil herigennem forsøge at indkredse en særlig idiotik, altså en idiot-etik, der både kommer til udtryk gennem måden, hvorpå figurerne forholder sig til deres samtid og sociale omgangskreds, men også i romanernes fremstilling og form, der kan anskues som ’idiotiske’ i sig selv.
Som afsluttende cliffhanger for denne første del af føljetonen kan man passende knytte an til Gustave Flauberts benævnelse af det at skrive som “l’acte pur de bêtise”, altså som en handling af ren idioti. [14] Får skribenten ret i sine hypoteser? Har idioterne virkelig noget at lære os? Og hvor skal denne idiotiske føljeton dog ende?!


Følg med, når fortsættelse følger…

Kilder

[1] Ronell, Avital: Stupidity. 2002. University of Illinois Press, Chicago: s. 19

[2] Ibid.: 4-5
[3] Ibid.: 20
[4] Ibid.: 11, 21
[5] Ibid. 40-41
[6] www.denstoredanske.dk
[7] Ronell: 55, 174
[8] Erasmus af Rotterdam. Tåbelighedens lovprisning (1509-1511). 1979. Gyldendal, Viborg: s. 18

[9] Ellis, Roger. The Fool in Shakespeare: A Study in Alienation. 1968. Critical Quarterly, vol. 10: s. 245

[10] Bachtin, Mikhail. Ordet i romanen. (1925) 2003. Gyldendals Bogklubber, s. 269
[11] Ibid.: 257
[12] Ibid.: 258
[13] Jeg har i denne del af problemstillingen ladet mig inspirere af Lone Nikolajsens speciale: Nyttige idioter, som jeg vil vende tilbage til senere.
[14] Ronell: 11

Nellies bog

Anmeldelse af Niels Frank: Nellies bog, Gyldendal 2013

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Niels Frank, der siden 1985 har floreret i dansk litteratur som digter, har nu fået sin romandebut – og hvilken! Sjældent har jeg på samme måde følt mig så både rørt, udfordret og underholdt af et litterært værk. 

Continue reading

Fint flimrende debut

Anmeldelse af Jonas Rolsted: Flex Death, Gyldendal 2012

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Jonas Rolsted (f. 1980) er et af Forfatterskolens nyeste skud på den danske litterære stamme. Hans debut Flex Death med undertitlen ”Et digt” rummer som det spirende skud på den gamle stamme en udspændthed mellem det næsten barnligt naive registrerende og det erfarne, livskloge blik på grænsen til døden.

Continue reading

Uhåndgribeligt mærkelighedssprog

Anmeldelse af Marianne Larsen: Med skyer under fødderne, 2012, Borgens Forlag
Anmelder: Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / borgen.dk

Forfatteren Marianne Larsen (f. 1951) har siden 1971 udgivet mere end 40 litterære værker vidt spændende fra digte over romaner til børne- og ungdomslitteratur. Nu er hun aktuel med udgivelsen Med skyer under fødderne – en samling af 50 korte ’fantasterier’.

Titlen ”Med skyer under fødderne” beskriver meget godt den fornemmelse, jeg sidder med, mens jeg læser Marianne Larsens fantasterier. En fornemmelse af ikke at have fast grund under fødderne og aldrig helt at have styr på, hvad det hele egentlig handler om. (Og måske en følelse Littunas læsere vil genkende i udformningen af denne anmeldelse.)
Jeget befinder sig ofte i skyhøje luftlag med poetiske refleksioner over tiden, livet, digtningen og kærligheden. Højtflyvende perspektiver, der med pludselige, jordnære elementer punkteres til hverdagsniveau. Som for eksempel stykke 13.:

”Mine kropsvante porer drog luften til sig.
Jeg mærkede i et hurtigt sug gennemsigtige
millionvis af måske måske ikke kommende
lyskurver og sving gøre det samme.
Og give slip igen. Og se sig flygtigt omkring
i køkkenet.”

(Larsen: 17)

Marianne Larsen præsenterer os for en sær blanding af småligegyldige hverdagsligheder og ordkvilibristiske fantasirejser. En stærkt personlig stil med hovedet i skyerne og fødderne på jorden, eller som Larsen skriver i stykke 19.: ”Om fredagen gemte jeg ugen der var gået / i seneste nye mig-sky-format.”

Som skyformationer tager fantasterierne, der varierer fra blot et par linjer til en sides længde, foranderlige, uhåndgribelige skikkelser med Larsens opfindsomme og finurlige ’mærkelighedsprog’ (Larsen: 8). Ordene og syntaksen er aldrig blot stivnede og genkendelige størrelser, men genstand for evig legen. Det giver, sine
steder, helt sublime fraser som i stykke 29.:

”Jeg stod med valmuen i hånden.
Tog bid efter bid af dens røde pragt med øjnene
som man nu engang læser den slags digte.
–  Rødt – reciterede jeg
Jeg reciterede det der ord rødt der varer en forsvunden tids
biden en valmue i sig med øjnene.”

(Larsen: 33)

Larsens digte kræver af sin læser, at man tør miste jordforbindelsen og svæve rundt med ordskyerne. Lade sig lede af ’omfavnelsesparathed’ (Larsen: 48) og føre med af de sproglige skønheder og refleksioner – men aldrig forvente at lande sikkert på benene. Og det er ikke helt let.

 

Spørgejørgen, der ikke blev lagt i seng

Anmeldelse af Majse Aymo-Boot: Spørgsmålene, Forlaget Basilisk, 2012
Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / basilisk.dk

Det var en ganske uanselig lille bog, eller hæfte, kunne man næsten kalde det, som jeg forleden fik ind af brevsprækken. Formatet ikke større end min kalender og omfanget på blot 60 sider. 

Til gengæld formår den danske forfatter med det fremmed klingende navn Majse Aymo-Boot at rejse ikke mindre end 672 spørgsmål i løbet af sin korte bog. Faktisk består hele bogen udelukkende af spørgsmål i bedste genreeksperimenterende forfatterskole-stil (Aymo-Boot dimitterede herfra i 2000), og undertegnede vil her krybe uden om en kategorisering af værket. Hvad jeg derimod ikke ville tøve med at slå fast er min begejstring for den lille sag med den store spørgelyst! 

Det indledende spørgsmål, som kræver et par gennemlæsninger, før man har dannet sig et overblik, indfanger meget fint, hvad det er Aymo-Boot gør med sine spørgsmål:

”Hvis der er ting, vi ved at vi ved, og ting
vi ved at vi ikke ved, og ting vi ikke ved
at vi ikke ved, er der så ikke også ting vi
ikke ved at vi ved?”

        (Aymo-Boot: 5)

Bogen stiller nemlig både åbenlyse spørgsmål (ting vi ved, at vi ved), umulige spørgsmål (ting vi ved at vi ikke ved), og spørgsmål, der vækker en skjult kulturel viden (ting vi ikke ved, at vi ved). 

Man kunne fristes til at kalde værket et katalog over alle verdens former for spørgsmål, men der fremstår ingen logisk orden i mylderet, hvilket kun gør, at de enkelte spørgsmåls element af overraskelse fremhæves desto mere. 

Et sted spørges der: ”Er her nogen?” Og læseren svarer prompte ”JA!” for man falder på intet tidspunkt hen i stormen af vekslende spørgsmål. Tværtimod følger man opmærksomt strømmen af absurditeter som ”Ser jeg en lille spatel for mig når jeg hører navnet Peder?”, platheder som ”Er der kage?”, teoretiske overvejelser som ”Hvis modernismen er et forsøg på at fortolke, og postmodernismen ser alt som tomme tegn, er vi så nu i et nyt paradigme, hvor alting betyder noget, men hvor man ikke behøver at forstå det?”, dramatiseringer som ”Er det en skandinavisk mands dybe stemme jeg hører?”, direkte henvendelser som ”Er du sur nu?”, poetiske meta-heder som ”Går betydningen forbi ude i horisonten som en tynd silhuet?” og ”Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?”, ikke egentligt spørgende bemærkninger som ”Nå, går du dér og fløjter?”, filosofiske overvejelser som ”Er det man tror en lille strikkepind man borer ind i verden for at tjekke dens beskaffenhed?”, osv. osv. osv.

Det fantastiske ved Aymo-Boots lille bog er, at vi gøres opmærksom på spørgsmålets helt fundamentale vilkår for vores menneskelige væren i verden. Fra vi lærer at tale, stiller vi spørgsmål om og til verden, til os selv og til hinanden. Vi spørger, fordi spørgsmålene holder en barnlig undren i live, og fordi at spørge sommetider også kan være at svare. Eller som Aymo-Boot formulerer det: ”Er spørgsmålet en luskebuks der peger fingre af svaret?” – eller som bogen slutter: ”Nåede ind i bunden af hulen, og dér sad en lille gnaver på bagpoterne og snusede ind?”