Anmeldelse af Laia Jufresa: Umami, udgivet på Skjødt Forlag den 16. november 2020. Oversat fra spansk af Ane-Grethe Østergaard
Anmeldt af: Camilla Weber Farver
Foto: Camilla Weber Farver
Umami er en mange-trådet fortælling om beboerne i en ejendom i Mexico City. Synsvinklen skifter mellem en håndfuld af beboerne, og deres historier snor sig roligt omkring og ind i hinanden: Ana på tolv vil anlægge en milpa (en form for byhave) på familiens patio; Marina læser kunsthistorie og opfinder farver; Alfonso skriver en afhandling om sin nyligt afdøde kone; Pina forsøger at genoprette kontakten til sin mor. Og så er der Luz, Anas femårige lillesøster, der er druknet.
Der er ikke noget stort anlagt plot at komme efter i Umami, og fortællingerne samles ikke i nogen sirligt arrangeret sløjfe. Alligevel er den medrivende. Det er svært ikke at lade sig opsluge af karaktererne og deres historier, og det er fascinerende at være vidne til, hvordan de lever i deres helt egne verdener samtidigt med, at de bor side om side i den samme bygning.
På overfladen fremstår de fem karakterer meget forskellige, men efterhånden som man bevæger sig ind i Umamis univers opdager man, at de er mere ens end man (og de selv) skulle tro: De forsøger alle at finde sig til rette i både krop og tilværelse, og det er et ensomt arbejde.
”Det eneste, hun har fundet frem til for at gøre idéen om selve jeget lidt mere medgørlig, er at udtale det på engelsk. Ja, self fungerer. Self lyder som navnet på en anden”
Ordleg og farvespil
Laia Jufresas sprog er noget ganske særligt. Hun lader sine karakterer lege med ord og udtryk på en måde, så de alle får deres helt egen måde at tale på. For eksempel har Marina, der bor i lejligheden med navnet Bitter, en vane med at opfinde farver: galilla (en lilla farve, der minder hende om kitlerne på en galeanstalt), hviulig (en særligt fortrøstningsfuld hvid vægfarve), spektrol (hele farvespektret i en olieplet på fortovet). Det må have været en udfordring for oversætteren, Ane-Grethe Østergaard at bevare alle nuancerne i det legende, farverige sprog.
At læse Umami er som at dykke ned under havoverfladen en varm sommerdag, som at forsvinde ind i en anden verden for en stund. Det er en sanselig oplevelse, for romanens univers er fyldt med indtryk, og karaktererne ser, mærker og smager sig vej i verden. En farve er ikke bare en farve, den har en betydning, og fremkalder en følelse – ligesom en smag.
På trods af det legende, farverige sprog, fornemmer man også sorg i Umamis univers. Har man læst bogens bagsidetekst, så ved man, at død og ensomhed er en del af hverdagen i ejendommen. Beboerne har hver sit spøgelse, hver sin sorg, der strømmer stille igennem deres tilværelser.
”Som en beskidt flod, der fører affald med sig, slæber hver sommer årsagen for min søster, Luz’, død med sig og lejrer den ved vores dør. Hun var den yngste”
Selvom sorgen er til stede i alle karakterernes tanker og tilværelser, så er Umami ikke sorgfuld læsning. Tværtimod, så er den fuld af fortrøstning: den er en kærlig påmindelse om, at vores livshistorier fletter sig sammen med andres, og at vi – trods vores forskelligheder – er forbundet til hinanden. Umami er værd at dykke ned i.
Leave a Reply