Anbefaling af Gyrðir Elíasson: sørgemarchen udgivet på forlaget Torgard d. 13. november 2020. Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen
Anbefalet af Mathilde Bundgaard
Foto: Torgaard
Den islandske forfatter Gyrðir Elíasson har skrevet tredje roman i en lille trilogi om kunstnere, der slår sig ned afsides for at fordybe sig i kunsten. I sørgemarchen, der her er læst og anmeldt uafhængigt af de foregående, møder man Jonas. Han er taget væk for at hellige sig sin musik- og komponistdrøm, men spørgsmålet er, om det at flygte fra sit egentlige liv får tonerne til at indfinde sig hos ham.
”De batterier, som jeg hovedsageligt har brug for at lade op, er dem, som driver de musikalske udkast frem, som jeg bakser med at komponere. Jeg ved ikke engang rigtig, hvordan man bedst lader dem op, bortset fra, at jeg som de fleste forestiller mig, at hovedsagen er fred og ro.”
Jonas er flygtet ud på landet for at komponere musik; han drømmer om at være kunstner, derfor går han rundt med sin betydningsfulde notesbog i lommen. Den han hiver frem, hver gang en af hverdagens lyde inspirerer ham i en musikalsk retning, der får ham til at kradse små usammenhængende noder ned i bogen. Notesbogen skal i øvrigt helst være af det finere mærke, Moleskine, men i udkantsisland, hvor han er taget ud, kan den slags udenlandsk kvalitet ikke fås.
”En høj, hylende lyd fylder ørerne, jeg får et pludseligt indfald og famler efter notehæftet, men beslutter så at vente med at kradse i det, til jeg er kommet udenfor. Jeg bryder mig ikke om at skrive i bogen, mens andre ser på. […] Jeg har aldrig før opdaget, hvor mange muligheder denne lyd har at byde på for en moderne komponist. Undskyld, nu kom jeg til at kalde mig komponist, det havde jeg ikke tænkt mig at gøre. Jeg tager det i mig igen. Tonehåndværker er tilstrækkeligt.”
Jonas er kunstneren, der på intet tidspunkt selv tror på det. Han reducerer sig selv til tonehåndværker. Man må jo nødig tro, man er noget særligt.
”Man behøver ikke være brygger for at drikke”
Gennem romanen skjuler han over for alle, at han drømmer om at komponere. Han arbejder med at skrive reklametekster til produkter – det klassiske arbejde for folk, der går med en indre kunstnerdrøm, hvis udfoldelse så kan gøres i slogans og blikfangende salgstekster. Jonas tør knapt skrive i notesbogen offentligt, og hæftet forlader aldrig hans lomme – på nær den dag det forsvinder. Måske er det netop dennes forsvinden, der skal til, for at inspirationen møder ham?
At gøres udødelig
”[..] jeg går aldrig med ur. Jeg vil ikke vide for meget om tiden. Den går bare, og alt for hurtigt. Jeg har ikke lyst til at være så loyal imod den, at jeg for hvert trin jeg tager, følger den som en hund sin herre.”
I denne betragtning omkring tiden og livets tidslighed er også en ide om, at vi alligevel kun er her kortvarigt. Afsnittet afsluttes med en iagttagelse om at ”Den [tiden] narrer os alle sammen til sidst, uden at blinke”. Altså tiden, livet, døden er alligevel uundgåeligt at diktere og have magt over. Det eneste der kan gå på tværs af tiden, er kunsten. Desværre går der hurtigt hverdagstrivialiteter i den, når Jonas gerne bare vil lave udødelig, eviggyldig kunst.
Sørgemarchen er ikke bare en roman om kunstneren og kunsten. Det er også en fortælling om ønsket om at blive husket, være noget for nogen og ikke mindst for en selv. Det er fortællingen om det nære, det fjerne, om livet i lokalsamfundene, hvor alle tænker sit og ved nok så meget om alle og hinanden. Jonas tilpasser sig; han øver sig og bliver klogere undervejs, men forbliver trods alt den samme drømmende tonehåndværker.
Leave a Reply