Anmeldelse af Anna Juul: Sød tøs, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 1. april 2026.
Anmeldt af Asta Stoltz Blom
Foto: Asta Stoltz Blom
Anne er sød, eller det betyder faktisk kedelig. Vi har ikke meget tilfælles, men jeg ville ønske, jeg var hendes veninde, så jeg kunne råbe hende ind i hovedet, og hjælpe hende med at stå ved sig selv.
Anne og hendes tre veninder er i start 30’erne, og de har været veninder siden folkeskolen. De er stadig veninder, for hvorfor ikke? Anne er den søde veninde i gruppen, eller kedelige. Fordi sød = kedelig i hende og venindernes optik. Men Anne er ikke kedelig, det er hendes veninder, der ikke lytter.
Ingen hjælp at hente
Romanen indledes, da Annes ekskæreste Carl går fra hende – fordi hun er for sød. Annes veninder siger, hun har ”uhensigtsmæssige tilknytningsmønstre” til mænd, og sender hende derfor til psykolog. Det er det eneste råd, de giver Anne. Katinka vender bare snakken til at handle om sig selv, og My er den spirituelle veninde, som handler med afsæt i, hvad der giver hende bedst energi. Den sidste i gruppen, Rasmine (advokat), har styr på alt eller har hun?
De fire piger er simpelthen hver deres arketypiske karakter. Og jeg forstår ikke, hvorfor de stadig er venner. I virkeligheden måtte der være mindst én af dem, som var løbet sin vej efter folkeskolen eller gymnasiet. Men nu er det ikke tilfældet, og ingen har forstået, at de mildest talt er tarvelige overfor hinanden. Ikke før det går op for Anne igennem samtaler med psykologen Malene. Det er relaterbart, og disse stereotype karakterer har man mødt før – en god samfundssatire. Som når Katinka siger:
”Jeg føler altid jeg skal præstere i andre sociale sammenhænge, men når jeg er sammen med jer, er det bare som om at komme hjem”.
Hvor jeg tydeligt mærkede ironien, ligesom Anne.
Nem, kedelig og sød
Sød tøs er for mig den gode tag-med-på-charterferie-bog. Sproget er simpelt og nemt – ja, for mig bliver det lidt kedeligt. Det er en smagssag, og når jeg tænker tilbage på Anna Juuls forfatterskab, er hendes sprog ikke ligefrem at kendetegne som poetisk. Men omvendt giver det nemme, beskrivende og søde sprog mening i forhold til Anne som person. Dette sprog bruger Juul dog som en måde at skrive humoristisk med en markant ironisk distance. Et eksempel er når Rasmine beskriver en af Annes studieveninder som en personificering af Den store bagedyst, og det ved Anne man ikke vil være:
”… også selvom programmet for Anne altid havde føltes som en tung, varm dyne af omsorg.”
Men hvad er ikke mere relaterbart end at holde af noget, som andre synes er kikset? Trangen til at råbe Anne i hovedet var stor for mig, fordi hun aldrig står ved sig selv, men det er heller ikke nemt, når man er presset ned i en rolle i sin venindegruppe. Både Anne og de andre tre kvinder skildres kun overfladisk og fremstår som en art stereotypiske individer, der alle virker egoistiske. Men måske er det dét læseren skal møde – sin egen egoisme. Fordi de er disse stereotypiske individer, kunne jeg relatere til flere af dem, både på godt og ondt. For har Anne ret til at føle sig fravalgt? Og har Katinka ret til at tro, de andre hele tiden vil høre om hendes situationship? Og har My ret til altid at komme for sent? Og har Rasmine ret til at få vredes udbrud? Det er her romanen er fungere bedst.
wtf Anne
I starten må jeg være ærlig og erkende, at jeg ikke tænkte bogen var noget for mig, fordi sproget ikke udfordrede mig, men cirka to tredje dele inde sker ændringen. Her kunne jeg tydeligt mærke, at jeg læste en roman af Juul, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Det er vildt og med Juuls genkendelige sorte humor. Min fordom er, at typer som Anne eller ”Planet Nusa-pigen” ville elske denne bog, dog vil de nok tænke what the fuckover slutningen. Jeg var vild med det, og er glad for, at Katinka, My og Rasmine nu er bange for Anne. Jeg har i hvert fald ikke længere lyst til at råbe hende ind i hovedet.
Leave a Reply