Anmeldelse af Hallgrímur Helgason: Tres kilo solskin. Udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 30. november 2021. Oversat fra islandsk af Kim Lembek.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
I Hallgrímur Helgasons nye prisvindende roman er den forældreløse dreng Gestur dømt til en rodløs tilværelse på Island i begyndelsen af det 20. århundrede. Tilværelsen er lige så barsk som den islandske natur, hvis mørke, kulde og vildskab skrives frem på hver enkelt side. Tilsættes et strejf af humor står man tilbage med Tres kilo solskin – en moderne saga, der modtog Den islandske litteraturpris 2019.
Da Gestur mister sin mor og søster i et sneskred, og senere sin far i en bådulykke, tager en rig købmand ham til sig som sin egen. Gestur må dog hurtigt sendes væk igen og ender tilbage i Segulfjord; en fattig fjord i det nordlige Island. Således følger læseren Gesturs omflakkende liv, der blandes med bønder, præster og præstekoners tunge skæbner. Livet i Europas koldeste og mørkeste land er ikke for sarte sjæle, men snart kommer norske fiskere med sild i deres tønder, der skinner som tres kilo solskin – og byder på store forandringer for de tøvende islændinge!
Portræt af den islandske nations historie
Det er ikke kun Gesturs, men også Islands fortælling, der skrives frem i Tres kilo solskin. Derfor er romanen oplagt til de historieinteresserede læsere, da en del passager tager læseren igennem Islands historie fra landnamstiden og de islandske sagaer, til den prisværdige natur og de mange fjorde:
”Som mange andre islandske fjorde fik Segulfjord sit navn fra det første menneske, der slog øjnene op for foden af dens fjelde. Det var nu 999 år siden. Som bekendt var Island det sidste land på jorden, der blev bemandet, men længe var det et fuldgyldigt fjeldrige, uforstyrret af menneskeligt postyr og udelukkende beboet af fugl, hvalros, sæl og ræv. Selv de polarbefolkninger, som mangfoldiggjorde sig omkring Nordpolen og fristede livet på verdens største frostsletter, nægtede sig selv et landnam på Island, og det selv om de fleste istider bød på gode samfærdselsveje.”
Gesturs flakkende fortælling blandet med Islands historie gør dog, at romanen ikke er den store page-turner. De historiske passager tilføjer en dybde, men også en langsommelighed, der desværre kan gøre romanen tung. Derfor skal romanen i højere grad læses som et ”portræt af den islandske nations historie”, som der står på bagsiden af bogen, end den skal læses som en gribende spændingsroman.
Sprudlende sprog
Hallgrímur Helgason skriver smukt og malende – men som læser skal man kunne lade sig begejstre af pyntende adjektiver og lange, overdådige sætninger, for ikke at blive overvældet af de mange beskrivende ord:
”Dagslyset spredte sig som finregn ud fra den foranliggende gråhvide tågebanke og reflekteredes i det konstant havvåde dæk, der trådte tydeligt frem mellem master, rigning, vant, stag og rå, disse nøgne grene på den eneste træsort, der vokser på havet, og genskinnet fra dækket var stærkest, når skibet dykkede og dannede en perfekt spejlvinkel mod himlen, og siden kløvede stævnen bølgerne, og styrtsøerne stod ind over rælingen, tung, salthvid slud, inden skroget atter begyndte at bestige havfjeldet.”
Så er man til malende sprog og islandsk historie, så tag med en af Islands største forfattere tilbage til århundredeskiftet 1900, hvor islændingene møder fremtiden i tønder af solskin.
Leave a Reply