Anmeldelse af Fredrik Backman: Vinderne, udgivet på People’s d. 11. februar 2022. Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Efter fire års venten er sidste bind i trilogien om Bjørneby endelig kommet. I mellemtiden er bestseller-serien blevet filmatiseret på HBO, og Backmans bøger er nu udgivet på 46 sprog og har solgt mere end 15 millioner eksemplarer. Hvis du nogensinde har læst Backman, ved du hvorfor – han har nemlig en særlig evne til at skrive sig direkte ind i vores hjerter – og Vinderne er ingen undtagelse.
Vinderne er en lille dyrebar gave til alle os, der elskede Bjørneby og Os mod jer, og har savnet Maya, Ana, Bobo og Amat og alle deres skønne (og fejlbarlige) venner og familiemedlemmer. Den foregår nogle år efter tragedien, der nær var ved at få byen Bjørneby, men også dens indbyggere til at gå til grunde. Maya er flyttet til storbyen, hvor hun forsøger at undslippe de traumer, hendes barndomsby er forbundet med. Da hun hører om en voldsom storm, der har ramt hendes barndomsby, smider hun alt, hvad hun har i hænderne for at tage hjem og deltage i en begravelse af en, hun elsker. Det samme gør Benji. Efter flere års selvdestruktion på den anden side af jorden, skal der ikke mere end ét enkelt telefonopkald fra hans søster til, før han sætter kursen hjem.
”Benji Ovich (…) pakkede også sin kuffert. Den var meget mindre end Mayas, men han rejste meget længere, hun drog til noget, men han drog bare væk. Hun ledte efter svar i lyset, og han i mørket, hun i kunsten, og han i bunden af flasker – det lykkedes vist ikke rigtig for nogen af dem. På det sted, de lagde bag sig, var Bjørneby Ishockey ved at gå under, i en by, der altid havde drømt umulige drømme, magtede næsten ingen at drømme længere”
Det begynder med en storm
Det hele begynder først og fremmest med en storm og en begravelse. Stormen vil flå byen fra hinanden. Begravelsen vil samle dets indbyggere. Det hele kan ende i en frygtelig tragedie, og det eneste vi kan gøre er at håbe på, det ikke sker. Men i virkeligheden kan mennesker ingenting stille op overfor naturen omkring os. Eller overfor hinanden, når vi er på vores værste. Det eneste, vi kan gøre, er at forsøge at forstå, hvorfor vi hver især mon gør, som vi gør.
”Men vil du forstå menneskene? Virkelig forstå dem? Så skal du også vide, at en frygtelig naturkatastrofe lige om lidt vil smadre ting, vi elsker. For nok bor vi i ishockeybyer, men først og fremmest er vi skovfolk. Vi er omgivet af træer og sten og jord, der har set arter fødes og uddø i tusinder af år, vi kan måske nok lade, som om vi er store og stærke, men jorden kan vi ikke kæmpe imod. En dag begynder det at blæse her, og i den efterfølgende nat føles det, som om det aldrig vil få en ende.”
Stormen bliver bare starten på det kaos, der om lidt vil ramme Bjørneby. En journalist graver nemlig i Bjørneby Ishockeys regnskab, og sidder pludselig inde med information, der kan ødelægge alt. En ung mand har mistet sin søster, og vil ødelægge alle omkring sig på grund af det. Der er meget, der tyder på, at det ikke er den sidste begravelse Bjørnebys indbyggere skal til.
En frygtelig tragedie
Bjørneby er nok min yndlingsbog. Men når folk spørger mig, hvad den handler om, kommer jeg ofte til kort. For Backman skriver først og fremmest om mennesker. Han skriver om mennesker, der ikke kan lade være med at såre og skade hinanden, men heller ikke kan lade være med at elske hinanden, i tykt og tyndt. Han skriver om en lille by langt ude i skoven, som først og fremmest er en ishockeyby. Men det gør ikke Bjørneby-serien til en ishockey-serie. Ja, den handler om ishockey, men først og fremmest handler den om de følelser, sport kan vække i os. Og om at stå sammen som ét folk, som nogle gange bliver tættere, fordi vi hader de samme mennesker. Men også fordi vi elsker de samme mennesker. Den handler om alt det, vi gør for hinanden, og alt det vi ikke gør, og om de aftryk vi mennesker efterlader i hinandens kroppe. Backman har endnu engang skrevet en fortælling, der knuser vores hjerte – men også minder os om, hvad der er vigtigst her i livet: Kærlighed til hinanden.
”Naive drømme er kærlighedens sidste bastion, så på en eller anden måde siger vi altid til os selv, at ingen frygtelige tragedier vil ramme lige præcis dem, vi elsker, og at lige præcis vores personer vil undslippe skæbnen. For deres skyld drømmer vi om evigt liv, ønsker os superkræfter og prøver at bygge tidsmaskiner. Vi håber – åh hvor vi håber.”
Jeg kunne ikke elske Vinderne lige så højt, som jeg elskede de andre to. Desværre. Men det betyder ikke, at det ikke er en fuldstændig fantastisk bog, som I alle sammen bør læse. Det betyder bare at Backman er en utrolig forfatter, som formår at flytte vores grænser for, hvad litteratur skal kunne. Med Bjørneby og Os mod jer satte han et aftryk i mig, som jeg ikke tror, en efterfølger nogensinde havde mulighed for at udfylde. Men når det så er sagt, så er der kun tilbage at sige: Læs den, læs den, læs den, læs den!
Leave a Reply