Virginia Woolfs erindringer får nyt liv

Virginia Woolfs erindringer får nyt liv

Virginia Woolfs erindringer får nyt liv

Anmeldelse af Virginia Woolf: Øjeblikke af væren og Om at være syg, udgivet på Forlaget Virkelig 27. oktober 2023. Oversat fra engelsk af Karsten Sand Iversen. 

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

I Virginia Woolfs Øjeblikke af væren bliver man klogere på den velansete forfatters memoirer; man bliver fortalt øjebliksbilleder fra barndommen, fra familiens hjem og fra venskabelige selskaber. Woolf formår at skrive erindringslitteratur, der skiller sig ud. I det lille selvstændige essay, Om at være syg,beskriver hun litteratur om sygdom – eller en mangel på samme. I begge udgivelser fortæller hun beskrivende, følsomt og nærværende; som var det hendes tanker, der blot opstod i skreven form. Her, i nye og veludførte oversættelser af Karsten Sand Iversen.  

Forlaget Virkelig udgav i slutningen af 2023 to af Woolfs mere ukendte skriverier. Det er værker, der fra hendes egen side ikke var tiltænkt udgivelse. De var ikke klar til publicering endnu. Men efter hendes død vurderede hendes udgivere dog, at det var både vigtige og gyldige essays, som var berettiget udgivelse uden risiko for at blakke Woolfs litterære ry. 

Memoirer i essayform 

Øjeblikke af væren finder man fem essays, der hver især knytter sig til Woolfs egne erindringer. Det første skrev hun i 1908 i en alder af 26 år, og det sidste i 1939-40. De strækker sig derfor fra flere år, før hun udgav sin første roman, til kort tid før hendes død. Man fornemmer variation undervejs, men hele tiden underlagt et overbevisende nærvær af Woolfs skrive- og fortællestil. Man er altså på intet tidspunkt i tvivl om, hvem afsenderen af alle fem erindringer er, selvom de er skrevet undervejs i et levet liv. 

I et af samlingens essays ”Et rids af fortiden” lægger hun ud med en metaovervejelse omkring, hvordan hun egentlig skal gribe erindringens litterære genre an. Hun ender med at droppe overvejelserne og betænkelighederne og blot kaste sig ud i den første erindring. En erindring om barndom og purpurfarvede blomster, om et rullegardin, der bevæger sig i vinden og om bølger, der brydes: ”et, to, et, to, og sende et sprøjt af vand ind over stranden; og derpå brydes, et, to, et, to, bag et gult rullegardin” som hun så beskrivende mindes et af barndommens øjeblikke. 

Flere gange undervejs i essayet, vender hun tilbage til den metatekstuelle refleksion over erindringen. Hun vender tilbage til, at hendes egen erindring må tage udgangspunkt i hendes egne følelser givet af begivenhederne, der vakte dem til live. Der er ingen nøjagtig kronologi, ingen opremsning af forældre, forfædre, slægtninge og bekendtskabskreds, uden at de blot implicit er en del af et essays erindringsøjeblik. Familien er dog i den grad repræsenteret gennem hele værket. Særligt søsteren, Vanessa Bell, beskrives implicit i de mange erindringsøjeblikke: 

”Når jeg stod på tå, kunne jeg se mit ansigt i spejlet. (..) Men jeg gjorde det kun hvis jeg var sikker på at være alene. Jeg skammede mig over det. En stærk følelse af skyld forekom naturligt forbundet med det. Men hvorfor var det sådan? Én indlysende grund fald mig ind – Vanessa og jeg var begge det man kaldte drengepiger; det vil sige vi spillede kricket, klatrede over klipper, klatrede i træer, havde ord for at være ligeglade med tøj og så videre. Måske ville det derfor være i strid med vores drengepigekodeks at blive grebet i at se sig selv i spejlet.”

Øjeblikke af væren er en essaysamling, der giver et indblik i Woolfs kunstneriske liv. Hun skildrer sin egen bohemeagtige tilværelse udlevet i Bloomsbury-kredsen. Et fællesskab, der udover hendes søskende også omgiver hende med kunstnere, forfattere og kunsthistorikere. 

Sygdommens ordforråd 

Om at være syg, det lille essay på knapt 16 sider, fortæller Woolf om den syge krop. Hun undrer sig over litteraturens mangelfuldhed og ordenes begrænsning, når det handler om at beskrive sygdom:

”Man skulle tro der fandtes romaner som helligede sig influenza; episke digte om tyfus; oder om lungebetændelse; lyriske vers om tandpine.”

Hun skriver fra et influenzaperspektiv. Hun er sengeliggende og undrer sig over udfoldelsen af denne normale virus’ forløb. Hun skriver bemærkelsesværdigt om det syge menneskes forskellige stadier og om hvordan det er en fejlagtig illusion at glemme kroppen og sindets uafhængighed:

”Den indre skabning kan kun stirre ud gennem ruden – snavset eller rosenrød; ikke et øjeblik kan den skille sig fra kroppen som kniven fra skeden eller ærten fra bælgen”

Både i Øjeblikke af væren og Om at være syg er Woolfs skrivestil i mine øjne ufejlbarlig. Hendes lange beskrivende sætninger er som snørklede poetiske veje, der fører én frem til et sted, der ikke kunne regnes ud på forhånd. Undervejs bevæger man sig forbi en række steder, en række personer og en række begivenheder, der gør endemålet endnu gunstigere. Woolfs essays er en litterær og menneskelig oplevelse. Ligesom hendes øvrige forfatterskab.