Anmeldelse af Birgitte Bregnedal: Pigen bag smilet, udgivet på forlaget Fru Nysgerrig d. 8. januar 2025.
Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt
Foto: Mette Temberg Fjederholt
Birgitte Bregnedal har et langt og imponerende forfatterskab bag sig med over 30 bøger til børn og unge. For nyligt har hun tilføjet to romaner for voksne til CV’et med to selvstændige værker i serien om Line – en ung pige, der vokser op i et splittet hjem på landet i 70’erne.
“”Uh, hvor du ligner din far,” sagde mor, og det ville jeg jo gerne. “Du ligner far!” sagde Kamilla som et ekko. De udvekslede det dér blik, som de troede, jeg ikke forstod.”
Netop det splittede hjem er centralt for fortællingen og læserens sympati for hovedpersonen Line – det misforståede, forsømte og ensomme barn, der sjældent lykkes med at gøre sin mor glad eller knytte venskaber i skolen. Line savner sin far, men kontakten til ham er sporadisk, og når romanen står allerstærkest, bliver man overvældet af omsorg for pigen, der ikke har en meningsfuld plads i verden.
Både og
Pigen bag smilet er for mig svær at give en entydig anmeldelse af, for dele af bogen fungerer rigtig godt, mens andre elementer falder igennem. Derfor har jeg valgt at inddele anmeldelsen i tre lag; et godt, et mindre godt og endnu et godt lag. Jeg vil indlede med noget af det, jeg synes værket lykkes bedst med.
Den emotionelle side
I Pigen bag smilet formår Birgitte Bregnedal at skrive Lines følelser så tydeligt frem, at man næsten kan mærke dem på egen krop. Det gælder både de akavede og triste episoder, men sandelig også de positive, hvor jeg flere gange har taget mig selv i at smile sammen med den lille pige fra 4.b. Både situationerne, der udspiller sig hjemme hos Line og i skolen, viser Bregnedals erfaring med børne- og ungdomslitteratur, da hun formår at skildre et troværdigt børneliv. Et sted i bogen vil Line vise sin mor, at hun endelig har fået ros af læreren:
“Hun gik bare lige forbi mig. Skulle jeg sige ‘hej’ og få hende til at dreje hovedet? Men alt i hendes ansigt vendte nedad, hun fortsatte bare fremad, jeg holdt kladdehæftet omme på ryggen.”
Ligeledes skildrer bogen på fineste vis, hvordan søskende kan blive nødsaget til at vælge side mellem deres forældre, når forældrene ikke formår at være de voksne i huset. Moderen er både kontrollerende og manipulerede, og hun er ikke for god til at bruge beskidte kneb for at få sin vilje. Faderen har inviteret Line og storesøsteren Kamilla på skiferie og moderens svar lyder således:
“”Faktisk så tror jeg godt, de kunne finde på at bortføre jer.” Hun strammede læberne og kneb øjnene sammen. “Nej, det kunne de vel ikke…?” Kamilla stirrede på hende med åben mund. “Man ved aldrig, hvad folk kan finde på. Jeg tænkte, at det virkede mærkeligt at bortføre os, når vi gerne selv ville med. “Jeg tager altså ikke med.” Min søster lænede sig ind mod min mor.”
Historisk kontekst og de manglende tomme pladser
De steder, hvor romanen viser sin svaghed, er særligt i de historiske referencer som dem til Kinas etbarnspolitik, Selvstyreloven i Grønland samt USA’s manglende deltagelse i OL i Moskva. Eksemplerne virker malplacerede i forhold til bogens øvrige handling, og det er uklart, hvilken funktion de skal tjene udover dateringen. Blikket ud i verden påvirker ikke miljøet eller karaktererne på nogen væsentlig måde.
Bogens sprog er let, handlingen er nem at følge, og der er ikke mange tomme pladser, som læseren selv skal udfylde. Det er ærgerligt, for når hændelserne glider så uproblematisk forbi, og læseren ikke får lov til at sætte sig selv i spil og fortolke teksten, giver det et samlet indtryk af en roman, der ikke i tilstrækkelig grad henvender sig til et voksent publikum.
Det almenmenneskelige
Fremstillingen af Lines spirende venskab til den nye pige i klassen fungerer til gengæld bedre. Længslen efter at have en fast makker i gruppearbejdet, en man besøger efter skole, en man kalder sin veninde, er rammende og genkendelig for de fleste. Samtidig bliver det krydret med en skildring af klasseforskel, der giver venskabet en ekstra dimension og bidrager til at gøre bogen læseværdig. Som der står et sted i bogen:
”Jeg holdt vejret, det duede ikke at have hende med hjem, og slet ikke i dag. Susanne lugtede alt for godt til at komme hjem til mig.”
Leave a Reply